Det er ikke engang løgn, del XXVII

Jeg var engang ude i en regnskov, og da begyndte det at regne.

Op mod gud

Da jeg var lille, forbandede jeg gud.
– Fuck dig, gud, råbte jeg op mod regnen, eller hvad man sagde dengang: – Pisselortegud! Rend mig i røven! Pikantilopegud!

Det er derfor mit liv er sådan noget lort i dag. Hvis jeg bare havde sagt ja til livet, til troen på alt godt, kunne jeg have spredt mine smukke vinger (i stedet for lort) og løftet mine arm i bøn til Vorherre, himlens konge, og hans søn. I stedet forbandede jeg alt,
og så må det jo gå galt.
Luk øjnene og bed
til, det ikke bliver sådan ved.

– Gud her, hvad er problemet?
– Er det virkelig dig, min herre og skaber?
– I egen høje person. Spyt ud.
– Øh…
– Hvis der er noget, du vil, så er det nu.
– Jeg hader mit liv.

Og så blev alt tavst og røret lagt på, for gud har for travlt
til at høre på snavs.

Jeg har vist desværre gjort det til en livsstil at klage, og det ej gud behage.

Skyder man bolden ind i guds have, får man den aldrig tilbage.



Jeg har sparket bolden ind i guds have, og nu tør jeg ikke gå ind og hente den.

Jeg er gal af begær

En udmærket dag i dag: i stedet for at arbejde har jeg stået og malet, og ind i mellem har jeg sat mig over og skrevet mine interessante tanker ned. Solen skinner mig ind i hovedet gennem mit åbne vindue.

Sikken begrædelig hue

Jeg vil råde alle folk til ikke at købe den billigste hue, man kan få i Tiger-butikken og andre steder, som jeg gjorde. Jeg havde den på én gang i regnvejr, og den har lugtet lige siden.

Det kan der være noget om

Endelig efter 20 års ægteskab har min kone købt mig en ring.


Mine stakkels vinterhærgede fingre.

Og så er den for stor, og jeg gider ikke bytte den.


Via LOVEGIFS

Den er som en storetåring. Hvis det var mig, der gav en ring, ville jeg synes, det var pinligt, hvis den ikke passede, og strenge mig an for at ramme rigtigt. Ved hun ikke, hvem jeg er?

Min mor gav mig altid trøjer i str. medium, selvom jeg er en XXL lang, men det her er anderledes.

Dybest set

I min brandert tænkte jeg at sige:
– Jeg er træt af at slås, kan vi ikke bare være venner?
Jeg er også liderlig.

Efter 18

Jeg gjorde rent og ryddede op (okay, ikke alle overflader, dem lod jeg stå) på mit værksted inden jul (den årlige), og nu er jeg nået til det punkt, hvor jeg bare smider krummer på gulvet og sådan noget. Tippepunktet.

Når jeg skal til at gå, begynder de at spille god musik på WFMU. Skellet er ca. kl. 18 dansk tid. Jeg kunne blive her hele aftenen, men så begynder min kone at skrige ad mig (fordi jeg lover at komme hjem på forskellige tidspunkter i stigende grad af senhed i stedet for bare at sige: sent. Det er min gode vilje, der spænder ben igen. Pokker tage den. Ellers gør det ikke så meget.) Den ene ting tager den anden, og pludselig har jeg siddet her hele aftenen, selvom jeg er for træt til at foretage mig noget egentligt. (Jeg kan ikke skyde skylden på snestormen, for min kone ved, at elementernes rasen intet betyder for mig.)

Jeg skal også købe ind. Jeg må hellere gå nu.

I køkkenet

***
En fyr, jeg kender, der er død nu, vågnede om morgenen i en rockerborg, fordi det dryppede på ham, og så op mod et kæmpehul i taget to etager oppe, hvor det regnede ind.
***

Værre end ingenting

***
Fucking lortedag. Jeg er syg (ikke at jeg fejler noget, jeg er bare ikke rask) og tvang mig selv ud (gennem piskende regn) for at male et maleri færdigt, der skal afleveres i morgen, men i stedet for ødelagde jeg det hele. Det eneste jeg skulle var at ændre en mindre detalje på revolveren, og så endte jeg med at ødelægge hele hånden (ligesom at prøve at fjerne en plet, og så bliver den større og større). Jeg kunne sagtens være sluppet afsted med det, som det var. Satans.

Jeg får det fysisk dårligt ved at tænke på det.

Min datter ringede midt i det hele og var bange og alene. Jeg er hjemme om en halv time, sagde jeg, men i stedet for stod jeg og malede det samme om og om igen i tre kvarter og endte altså med at skuffe alle.

Jeg skulle være blevet i sengen.

Der skal selvfølgelig nok komme noget bedre ud af det i sidste ende, og det er jeg allerede indstillet på, men hvorfor kunne jeg ikke bare lade det være i fred? Hele ideen med det billede er, at det skal være færdigt, hver gang jeg holder op med at male på det, og det er det ikke nu.

Bedre at gøre intet end at lave noget lort.


Morale: Man skal aldrig gøre noget for fuldstændighedens skyld. Fuldstændighed er for amatører og bureaukrater.
***

Helgomand

***
Jeg har talt med to kvinder i dag (hverken mere eller mindre, når man ikke regner familien med), der begge er blevet medlem af Helgoland Badeanstalt (der ikke er helt færdigbygget endnu, så man kan vade lige ind hos damerne).
Hvad er oddsene?
Den første gav mig en flaske vin, den anden gav mig en løgsuppeopskrift, og jeg har ikke engang fødselsdag.

Jeg var også engang vinterbader, i hvert fald indtil november da de pillede badebroen ned, og jeg havde altså tænkt mig at vade ud. Hurtigt ned og så lige så hurtigt op og mærke blodet tæske rundt i kroppen og blæse alle toksiner og antistoffer mod skjoldbruskkirtlen direkte ud af alle porer med vinden og sluden piskende mod kroppen. Så føler man rigtigt man lever.
Jeg havde ikke en sygedag hele den vinter.
Dagen efter de tog badebroen ned, begyndte jeg at ryge.
***

Woodstock uden sjov

***
Min datter sagde noget indsigtsfuldt ved Eremitageløbet. Hun sagde: – Hvorfor skal man egentlig betale? Hvorfor ikke bare løbe med?

Og jeg er tilbøjelig til at give hende ret. Det eneste, man får for sine penge, er et nummer og en tid. Ikke engang en godtepose.

*

(Okay, nu hvor jeg tænker efter, kan det godt være pengene går til Hjerteforeningen. Hvad ved jeg? Jeg havde ikke tænkt over det.)

*

Jeg kiggede ind (på en fribillet) til Sund Livsstils-messe i Forum i lørdags. Af mine samtaler fremgik det, at Psoriasis-foreningen er misundelig på Diabetes-foreningen, fordi de har flere penge, og at Diabetesforeningen er misundelig på Kræftens Bekæmpelse. (Jeg lærte også, at messen ikke er et godt sted at rekruttere bloddonorer, fordi de fleste folk, der kommer der fejler noget. M.a.o. de vil hellere tage end give. Jeg tog to kuglepenne og en ballon.)

Det sjoveste var de stande, hvor der sad en sur midaldrende kvinde ovre i hjørnet, og skiltet tilbyder coaching eller velvære, og ingen går derind.

Det er meget sjovt at gå rundt og tale med de udstillende, når man er varmet lidt op (jeg har f.eks. aldrig set så mange kinesiologer på en gang), men ret hurtigt vil de sælge en noget, og så er det ikke sjovt længere, fordi man skal skynde sig væk. (Og så er jeg jo et pænt menneske, der ikke vil spilde folks tid eller såre dem, navnlig når jeg ikke selv får noget ud af det. Jeg følte mig som Borat eller Larry David uden kamera.)

Jeg blev tilbudt en gratis samtale af en "autodidakt psykoterapeut", der stirrede mig intenst ind i øjnene. Det var på en stand, der solgte meditative cd’er til vægttab, så jeg spurgte: – Hvad hvis man trænger til at tage på? og fremviste mit afpillede legeme.
– Det kan vi også klare, sagde de, og stillede mig over til hende den overvægtige.
Princippet er, at når man hører cd’en, får man lyst til at spise, ligesom Pavlovs hunde.

Og så hurtigt væk.

Så gik jeg rundt og kiggede efter Tove von Platen, for dét kunne være sjovt at rapportere om, men hverken hende eller de andre zonefeltterapeuter var at finde.

Da tog jeres udsendte reporter to æbler til fra en kurv og skyndte sig ud.
***

Jeg er bekymret

***
Jeg er bekymret, for alle folk, jeg møder, siger, hvor tynd jeg er blevet. (Jeg er nede på under 90. Troede jeg. Faktisk ligger jeg nu under 85, fremgik det af min kones smarte elektroniske badevægt. Jeg har tabt mig 12 kilo over det sidste års tid. Det er for meget. Der er ikke noget at tage det af.) Derfor vil jeg begynde en opfedningskur.*) Kulhydrater kan være nok så gode, og jeg spiser aldrig andet fra morgen til aften, men nu hedder det protein, protein, protein uden ophør. Fedt & protein, så jeg kan få min gamle, mandige, apolloniske fysik tilbage. Og styrketræning. Også det.

Noget skal der til, før et vindstød fører mig bort over hustagene, forbi TV News-helikopteren og ud over Øresund, hvor jeg opløses i atomer. (Eller også vil min himmelstræbende, aerodynamiske fysik omgå vindsuset som en gotisk katedral bombardementerne under anden verdenskrig.)

Jeg er faktisk så bekymret over mit vægttab, at jeg bestilte tid hos lægen i morges. Og ikke så snart havde jeg gjort det, før jeg mødte Dr. TB nede på gaden. Han siger, at det er min nyoptagne sportsudøvelse og bekymringerne efter at have fået et barn med diabetes, der gør det. Så længe det ikke er stofskiftet. Eller det der er værre, tilføjer jeg ominøst.


*) Jeg har i dag investeret i en krukke Nutella for at vise, at jeg mener det.
***

Det hele er noget lort – nu vil jeg terapeutisere mig selv ved at blogge

Nu har jeg skændtes med min kone igen, denne gang om overbookede festaftener, vi ikke skal til sammen. Hvis det står i kalenderen er det lov. Jeg er gift med en bureaukrat. Jeg kan ikke komme ind på resten, jeg orker det ikke. Lad mig blot sige, at det hele er noget lort.

Vi taler som sædvanlig aldrig sammen. Det bedste vi kan håbe på er at sidde stille sammen i samme stue. Hun gider mig ikke, som hun siger, og jeg for min part får aldrig nogen glæder.

Det værste er, at jeg tror skænderierne er begyndt at påvirke børnene. Min ældste datter er begyndt at råbe ad mig. Det er anstrengende.

Nu er min kone skredet.
– Jeg er nødt til at gå, sagde hun til barnet.
– Ja, råbte jeg ude fra køkkenet, du er altid nødt til tingene, du vælger aldrig at gøre noget. Det er altid, fordi du er nødt til det.
Og så tænkte jeg mange bitre tanker, der går mindst 10 år tilbage.

Dengang hun skred fra mig for alvor, var det også "det eneste rigtige at gøre". Som om der ikke var andre muligheder. Man skal ikke tage beslutninger i vrede, som sangen siger.

Nu er det 2. halvleg.

Jeg har ikke tænkt mig at undskylde for noget, men da jeg gik ned ad gaden i regnen tidligere, kunne jeg godt forstå hende, noget af det.

Jeg er pissesur.

Nu har jeg ødelagt det hele igen.

Jeg lukker.

Tilbage i sædet

Jeg var inde at se No Country for Old Men igen (alle pseudointellektuelles yndlingsfilm). Denne gang lagde min kone sin hånd kærligt over min nede i popcornene og sagde: – Lad lige filmen begynde, fordi jeg smaskede.

Midt i filmen begyndte hun at SMS’e sin veninde.

Da vi kom ud af biografen, sneede det tæt, og midnatsklokkerne ringede. Det så godt ud at kigge op på under projektøren. Skt. Petersborg, tænkte jeg.
– Kan vi ikke gå nu? Jeg fryser, sagde min kone, selvom klokkerne ikke engang var færdige med at slå.

(SPOILER ALERT!) I anden omgang irriterede det mig ikke så meget, at man ikke ser Josh Brolin blive skudt (jeg forstod også det med mexicanerne bedre). Til gengæld irriterede det mig, at man ikke får at vide, hvordan Javier Bardem ("Sugar") kommer ud af motelværelset. Det er ikke godt nok, at han bare skal være "Døden". En allegori om døden? Øv.
¾ god film.

Nu gider jeg ikke se den mere.

Kaffen drev mig til det

Jeg cyklede hele vejen fra hallen i går og ned til bagelbiksen for at hente en americano, for det havde jeg glædet mig til, også selvom en ny byge lige var begyndt. Hvorfor gør jeg det her, tænkte jeg, medens regnen piskede mig i ansigtet.
Det var kaffen, der drev mig til det.
På vejen tilbage røg det meste af kaffen ud i plastikposen, som jeg havde den i på barnesædet,*) og jeg måtte stå på parkeringspladsen og dekantere den tilbage i koppen. Bortset fra at den var kølet lidt af, fejlede den ikke noget.
Og meget lidt gik til spilde.
Hil Java!

*

Nu er det tid til dagens første firdobbelte espresso. Så god den har været på det sidste med den friske bønne og et tykt lag cræme.
Tanken om at jeg skal arbejde gør mig syg om hjertet.


*) Jeg havde lært noget siden sidst, for der havde jeg også bagelen i posen.