Rør & blik

Mens jeg står og maler, tænker jeg på alle de gange i mit liv, hvor jeg har været pinlig. Det er ikke specielt stimulerende. Da må jeg huske på de meditative teknikker, hvor man lader alle tanker, gode som onde, passere forbi som skyer på himlen.

Jeg hører igen en barokopera – i den tro, at der er noget i den, jeg kan bruge. Det holder mig i det mindste på tæerne. Jeg er nu ganske forsigtigt begyndt at nærme mig sagens kerne, og hele universet vrider sig og dirrer. Forlist. Sejlene revet itu. Roret smadret. En vred gud råder.


Operaen har igen givet mig jern på.

Alt ånder liv

Engang imellem, når jeg møder gamle venner, siger de: – Gudsrost, hvordan kan du blive ved med at se yngre ud, for hver gang jeg ser dig?
Og jeg siger: – Jeg kan ikke forklare det. Det må være, fordi jeg er søn af det åbne hav og den grønne skov og den høje himmel.
– Du har indgået en pagt med djævelen?
– Nej, jeg er søn af den brusende elv og den bølgende kornmark og ...
– Så må du få mange gaver!
– Haha, ler jeg. – Det er ikke det, det handler om. Materielle værdier er ikke vigtige for mig. Jeg pulserer i takt med den kosmiske bevidsthed.
– Wow, jeg elsker dig!
– Det er en almindelig reaktion. Det går over, når du lærer mig bedre at kende.
– Du er ikke en gylden gud? For jeg synes, din udstråling blænder mig ... Samtidig varmer synet af dig mig helt ind i knoglerne.
– Jeg har den effekt på folk. Nej, min ven, jeg er kuns et menneske.
– Men så essensen af menneskehed da, må man sige?
– Velsagtens. Det er pænt af dig at sige. Jeg er glad for, at vi forstår hinanden så godt på trods af vores lange adskillelse.
– Det er i sandhed transcendent. Jeg er glad for, jeg mødte dig. Nu er mit sind lyst. Før var jeg tynget af problemer, nu husker jeg end ej, hvad de var.

Og med disse ord skiltes vi, begge en oplevelse rigere.

Rasle! Brrr...

***
Et nyt spøgelse fra fortiden dukkede op på Facebook for at bevenne mig, en fyr jeg mødte på en dannelsesrejse til et fjernt subtropisk land, følgesvenden til ham, min daværende kæreste senere valgte at bolle med i stedet for mig. Jeg husker ham som okay.

Nu har jeg skrevet tilbage til ham:

Mit liv har været meget skuffende. Jeg blev hverken Jim Morrison, selvom guderne må vide, at jeg (endnu) ser godt ud i stramme læderbukser og endnu forstår at ryste mine nedsunkne midaldrende numseballer, når musikken spiller, eller Picasso, hvor flittigt jeg end har øvet mig i at stirre intenst på kvinderne med mit hypnotisk stålblå blik (ingen sorte øjne her, jeg er heller ikke lavstammet nok). Jeg føler mig gammel. Jeg spilder min tid med kedeligt arbejde, og mine drømme er knust. Ofte går jeg i tunge tanker, og tanken om selvmord ligger mig aldrig fjernt fra sinde.

Var det dig, der fortalte de andre, at jeg havde en pose bladpot tapet fast inde i min kærestes guitar?

Kh. Gudsrost

***

Helt slemt kan det ikke have været

***
Jeg var nede at hente min datter (9) hos hendes lille veninde i dag på vej hjem fra atelieret.
– Min far har siddet i fængsel, sagde hendes lille veninde.
– Hva' er den af, Preben? sagde jeg.
– Nå-åh, jeg har trods alt været tjenestemand i mange år, så helt slemt kan det ikke have været, sagde han og hev af sin plastik-nikotininhalator.

– Var det lømmelparagraffen? spurgte jeg for at være aktuel i min humor.
– Der er ét til! sagde han og smækkede et møl på loftet i gangen med en fluesmækker.
***

Jammersex

***
Jeg føler mig som et lille barn, hvis forældre ikke kan finde ud af at få det med til børnefødselsdage
Jeg skuffer mig selv så meget
Det bliver ikke bedre med tiden
De samme gamle spøgelser bliver ved med at rasle

Det er ikke sjovt at komme hjem, og det er ikke sjovt at gå på arbejde, for jeg skal lave noget, og der er ikke noget ind i mellem
Jeg arbejder snart hver dag, og jeg har ikke brug for pengene, jeg betaler dem alligevel bare i skat. Der er ikke noget, jeg vil have, andet end mere plads, og det har jeg ikke råd til
Mine papkasser vælter ned over mig. Jeg kan hverken vende eller dreje mig efterhånden

Mit hjerte bløder for hvem jeg engang var
"Jeg lever ikke op til mit potentiale"
Jeg skider på alt det, jeg kan lide
"op og ned ad ryggen"

Der er kun platte vittigheder tilbage
Julen er den værste måned. Jeg ser måbende til, mens alt det, jeg hader mest, har offentlig sex "på gader og stræder"
Hvor er mit barberblad?
Hvor er min lykke?
***

En pestilens og plageånd

***
Det uundgåelige er sket. Jeg er blevet kontaktet af en i Facebook, som jeg ikke har lyst til at være venner med, en fyr der traumatiserede mig i mine sarte ungdomsår. Han har 452 Facebook-venner. Hvad skal han så med mig?

Jeg har frygtet dette øjeblik. Hvad skal jeg gøre? Ignorere ham og håbe på, han går sin vej? Eller bare blive venner med ham, fordi FB-venner ikke betyder noget alligevel?

Han ser ca. sådan her ud (forneden):

Frit efter hukommelsen.

Billedet øverst t.h. er fra The Superest, en ret sjov side, hvor forskellige tegnere skiftes til at lave superhelte, der overgår hinandens superkræfter. Start ved begyndelsen.

**

Rendt på

Jeg mødte en fyr i går, jeg ikke har set i mindst 20 år. Han boede hjemme på vejen, nu bor han også her i kommunen. Jeg kan meget godt lide ham, han var altid hittepåsom, men jeg kunne ikke lide dengang, han satte sig oven på mig og spyttede mig ind i munden. Det er heldigvis kun sket én gang i mit liv.

*

Der er nu kun 2 separationsgrader mellem mig og Prinsesse Alexandra, den nette lille pakke.