Jeg havde en psykologilærer, der blærede sig med, at han var Chers datters terapeut. Han sagde det ikke lige ud, de andre kunne selv gætte sig til det. Fucking idiot. I dag er Chers datter en mand, der danser på tv (og jeg ser ikke den slags selv, men de taler om det på radioen).
Han udpegede mig som spion i elevatoren: – I tror, Gudsrost er en af os, sagde han til de andre, lænet til sine krykker, – men han er som en tysker.
Det hele var spild af tid.
*
Han brugte engang den sidste time af en lektion på at "hurtiglæse" vores opgaver. "Det er en nyttig teknik, jeg har tillært mig", sagde han. "Den er god nok." Narhoved.
Jeg fik aldrig udgivet dette vigtige historiske billede, fordi jeg var gået i bloggingsstandsning, men prøv at se, hvordan kameravinklen giver Murdoch horn på:
Murdoch, hvilket perfekt navn til en overskurk.
Ligesom i Hogarths klassiske stik:
William Hogarth: The Four Times of the Day. Evening (1738) (udsnit).
Kommer de høringer ikke snart tilbage? Agurketiden var den bedste. Jeg kan ikke læse avis mere, da det er for nedslående. I øvrigt er det også spild af tid. I stedet vil jeg antage et olympisk perspektiv, det passer mig bedre, og der er altid Twitter.
Mere senere. En vigtig bekendtgørelse er under forberedelse.
Er der nogen, der har lagt mærke til, i hvor slående grad Helle Thorning-Schmidt ligner den amerikanske skuespiller Joan Allen, der bl.a. spillede vicepræsident i The Contender (med Jeff Bridges)?
Helle Thorning-Schmidt, dansk politiker – Joan Allen, kendt fra Bourne-filmene.
Kvindelige politikere skal åbenbart se sådan ud i dagens Danmark & beyond.
Jeg ser en del Veetle, det er min mest besøgte side, mest tv-serier – The Office (US), Weeds, Penn & Tellers Bullshit, Entourage, når de er der, de kommer og går – fodbold og nye film, så man slipper for at se dem i biffen. (Det har jeg gjort siden i sommer, da min nevø viste mig, hvordan man hacker VM-kampe og advarede mig om, at man kan spilde en del tid derinde.)
Når jeg er træt The NYT, går jeg over til The Guardian, fordi jeg bliver deprimeret af amerikansk politik, og deres dækning af WikiLeaks er bedre (jeg er fuldstændig hypnotiseret af alt det med WikiLeaks og Assange, det minder mig om en gammel William Gibson-roman, al den vægt og alt det pres, der kommer ned på én person. Jeg kan godt lide Umberto Ecos [han er altid skidegod] begreb "sousveillance", undervågning, om at borgerne overvåger staten nedefra.)
Avisen havde også et godt link til en side med private optagelser fra gamle kassettebånd fundet på loppemarked.
Jeg har en kasse dvd'er, jeg har lånt af Donzo, liggende ved siden af sengen, men jeg får dem aldrig set. Min kone og jeg er nær færdig med Deadwood og The Shield og The Wire og er begyndt på Curb Your Enthusiasm, sidste sæson, men vi får aldrig set dem, fordi hun sætter sig til at se Ashton Kuchner- eller tilfældige film på fjernsyn eller er træt eller vi har skændtes, og hun vil ikke have, at jeg ser dem selv, for så føler hun sig udenfor. Det er sygt. (Selv vores videokigning er dysfunktionel.) Jeg er ved at dø for at se dem færdig! Jeg tror, jeg bare ser dem og så lader som om, at jeg ikke har gjort det. Det er nok det nemmeste.
Så har jeg efterlyst og fundet en god film-podcast: Elvis Mitchells The Treatment på KCRW (gratis på iTunes). Han kan være temmelig irriterende, men han har de bedste gæster, på det seneste f.eks. Russel Brand, en af verdens bedste snakkere, som jeg finder yderst grinagtig og stjæler replikker fra (pseudofilosofi, der imponerer damerne og får en til at virke følsomt alvorlig), og Lena Dunham, der er aktuel med Tiny Furniture. Jeg er så gammel, at hendes far, penismaleren, er et af mine idoler.
Det er rart at have noget i ørerne, når jeg cykler på arbejde og alligevel ikke kan læse en bog.
Mange af de populære TED Talks er også gode, men det er videoer. Jeg plejede at se en igennem på vej hjem i bussen efter at have afleveret min datter i skolen og følte mig forfrisket med en god ide i en lækker indpakning.
David Byrne henviste til Talks'ene på sin mailingliste. Hans foredrag om betydningen af koncertstedets dimensioner for den kompositoriske proces er ret godt.
Højdepunktet nytårsaften kom, da Dr. DT sagde: "Du skal have noget at drikke" og rakte min datter et plastickrus portvin. – Men jeg er altså kun 13 år, sagde hun. – Jeg føler mig ligesom ham der ... hvad er det, han hedder? sagde han til mig. – Polanski? – Ja!
Senere tog han min kone på røven. Men det så jeg altså ikke.
– Det er sånoget mænd gør til fester, sagde hun. Ikke mig. Jeg gør ikke.
– Kom her, sagde Dr. DT og gestikulerede mig ud på toilettet. – Hvad fanden, vil du have, vi skal pisse over kors? Men jeg er altså kun ved 33⅓% tryk. Nå ja, jeg har også haft brødre, tænkte jeg og lod en lind strøm løbe, mens jeg kiggede ned og så hans blege forhudsdækkede pikhoved og lange pubeshår. – Dine piger er for gode til at sige nej, sagde han. – De er eksperter, sagde jeg. – Det har de fra deres mor. Det er jeg forøvrigt kun glad for.
Han sluttede af med et par ekstra skvæt, efter den egentlige hovedstrøm var omme. Efternølere. Ligesom de franske adelsmænd i Mel Brooks'History of the World.
Næste dag sagde min kone til mig: – Det kunne jeg altså godt have undværet, at du fortalte os. – Hvad fa'en, han tog dig på røven.
Der er masser af gode filmtitelskilte her (scroll lidt ned).
*** Jeg var nede at hente min datter (9) hos hendes lille veninde i dag på vej hjem fra atelieret. – Min far har siddet i fængsel, sagde hendes lille veninde. – Hva' er den af, Preben? sagde jeg. – Nå-åh, jeg har trods alt været tjenestemand i mange år, så helt slemt kan det ikke have været, sagde han og hev af sin plastik-nikotininhalator.
– Var det lømmelparagraffen? spurgte jeg for at være aktuel i min humor. – Der er ét til! sagde han og smækkede et møl på loftet i gangen med en fluesmækker. ***
(Dette er ikke obligatorisk læsning og må godt springes over, selvom der er noget meget godt inde i midten. Jeg skulle nok have delt det op i 3-4 indlæg.)
Det mest sigende ved Anders And er også det mest åbenlyse: Han har ingen bukser på*). Det svarer i bemærkelsesværdig høj grad til Kejserens nye klæder: "Men han har jo ikke noget på."
Det er den ting ved Anders And, man ikke skal tænke på, og som børnene hader at høre om.
Bukseløsheden er et element i den store fortrængning, der er nødvendig for overhovedet at kunne tolerere Disneys kønsløse, numsefikserede univers, på samme måde som de voksnes fortrængning i Kejserens, bare omvendt, fordi det er børnene, der fortrænger, og de voksne, der ødelægger illusionen.
Der er ting, man ikke skal tænke for nøje efter.
*) En observation der er så almindelig, at den var med i den første udgave af Bølle-Bob, før de fik et vredt brev velsagtens.
Note 1 Det er lidt ligesom den her nyklassiske konvention med at figurerne i malerierne ikke har tøj på. Sært! Forklar den for børnene!
Jacques-Louis David: Leonidas ved Thermopylæ (1814)
William-Adolphe Bouguereau: Dante og Virgil i helvede (1850), den dårligste undskyldning for et bøssebillede, jeg endnu har set.
Note 2 Det er også ligesom den klassiske drøm med at man pludselig står inde på Rådhuspladsen uden bukser på.
NB! Anders And tager bukser på, når han skal bade!
• • •
SPØRGSMÅL TIL EFTERTANKE: Hvad hvis andre tegneseriefigurer gik rundt uden bukser på?
Eks. 1: Poeten og Lillemor
Eks. 2: Tintin
PS Selv Morgenthaler er begyndt at give sine figurer tøj på, er han ikke? Striben herunder er fra 2004, hvor alle figurerne af en eller anden grund stadigvæk var nøgne.
Bilag 1 Vittig tegneserie af ukendt.
Bilag 2 Dårlig joke (taget herfra): Askepot – druk: Du kommer hjem og har tabt den ene sko og tøjet hænger i laser. Hans og Grete – druk: Du kan nemt finde vej til wc’et ved at følge sporet af nattens opkastninger. Snehvide – druk: Du vågner med 7 fremmede mænd i din seng. Den lille havfrue – druk: Dine ben klister sammen og lugter af fisk. Rødhætte – druk: Du vågner med din mormor i samme seng. Joakim von and – druk: Du vågner op med en stor bunke penge, men ingen bukser. (Min fremhævning – red.)
• • •
2. del
Anders And er kannibal (en anden almindelig og banal betragtning)
Her er beviset: Donaldisterne og den øvrige danske verdensbefolkning har selvfølgelig allerede knæppet denne flue i stumper og stykker, men hva’ fanden. Jeg rev striben her ud af MetroXpress d. 10. august sidste år på vej hjem fra hospitalet og fandt den for nylig i min taske. Jeg udgav på et tidspunkt et indlæg med dette billede og medfølgende kommentarer i 25 sekunder, før jeg lynhurtigt tog det af igen, fordi det var så rystende ordinært, men her kommer det altså igen ...Alt hvad der kommer ind i mit synsfelt er jo relevant, hver eneste lille hjernefims.
SPØRGSMÅL TIL EFTERTANKE: Findes der nogen anden klassisk tegneseriefigur, der er beviseligt kannibal eller udviser beviseligt kannibalske tilbøjeligheder?
MANDEJAMMER er tidligere kendt som GUDS TALERØR og FOLKETS RØST, hvilket i længden var for lamt, selv for mig, især fordi jeg hverken er religiøs eller specielt folkelig.
Gift og har børn.
Professionel klynkekunstner.
Under dække af et alias mener jeg at kunne skrive, hvad det passer mig. Meget af tiden er jeg bange for, jeg er ved at gå ud af mit gode skind.
Blogprisen 2007: Bloggen her løb med en BOBLER! Yaay! Året efter blev der ikke uddelt nogen Blogpris, så hey. Sidste år ved jeg ikke, hvad der skete. Det er sguda ikke meget at bryste sig af. Og nu er der gået et år til. Og et til. Jamen herregud da.
Jeg havde en psykologilærer, der blærede sig med, at han var Chers datters terapeut. Han sagde det ikke lige ud, de andre kunne selv gætte sig til det. Fucking idiot. I dag er Chers datter en mand, der danser på tv (og jeg ser ikke den slags selv, men de taler om det på radioen).
