Jeg var så stolt af mig selv

Ved et af mine første jobs blev jeg bedt om at ændre "bulnede bumser på The Bowery". Så jeg skrev det om til "betlende bumser på The Bowery".


© Vagabondfotografen Jacob Holdt. Det er sgu ikke bare sjov altsammen.

Nu hvor der bliver vendt op og ned på mit hjem, har jeg gjort følgende OPDAGELSE:

***
Jeg kan ikke lide at smide ting ud, der er lavet af metal og er mekaniske (og/eller optiske) –

Eks. 1

Teaterkikkert.

Eks. 2

Håndpumpet dynamo-lommelygte.

Eks. 3

Clack-kamera m. blitz, jeg fandt i gården. Læderetuier og -tasker hjælper også.

Eks. 4

Min farmors strømlinede Olivetti-rejseskrivemaskine. En mage til findes i Museum of Modern Art, N.Y. Tænk! Jeg har engang tjent mine penge på den. Jeg ejer fire skrivemaskiner (hhv. dk/engl.-tastatur), jeg ikke kan skille mig af med.

– for de er STEAMPUNK! (Søg det selv, det er det hippe nye gamle). Altså ikke ting, der er elektroniske, elektriske eller af plastic, som ikke har noget til den visuelle (og taktile – må jeg lige have lov til at være her) tand.
***

En hel sæk

***
Jeg underholdt mig selv på nettet, efter familien var gået i seng, og faldt over denne film fra det gamle loppecirkus i Tivoli:


Jeg troede ellers, at loppecirkus var fup, men det var åbenbart kun visse dekadente udøvere af kunsten i dens nedgangstid, der undlod at bruge egentlige lopper.

Det er meget sjældent, at jeg prøver at underholde mig selv på nettet, for jeg laver aldrig andet end at Google dagen lang i arbejds medfør, men når jeg har læst The New York Times og set The Daily Show og Colbert, ved jeg som regel ikke, hvad jeg så skal. Derfor er jeg nu i går begyndt at kigge ind hos Grow a Brain, en blog jeg alligevel altid falder over, når jeg Googler ting.



Glimrende blog med masser af aparte links, der førte mig videre til Dark Roasted Blend (aahh! Java!), der har en side om loppecirkusser (med link til den danske film) og masser af steampunk-billeder, bl.a. af underlige russisk 50’er-industri, tro det eller ej – af det jeg har set indtil videre. Den tjekker jeg igen. Der var pudsigt nok også billeder fra dette københavnske projekt, jeg ikke havde hørt om, for jeg har ikke hørt om noget. Det er okay, men lidt kunstigt og kulturstøtteagtigt, jeg kan bedre lide loppecirkusset.

***Følg mig på mine kommende klikskursioner!!!
Der er en hel verden derude.
Det er næsten som en god bog!!!***

PS Det tager tre mdr. at træne en loppe. Det gad jeg nok se Hannibal Hildorf gøre. Så blev jeg fan.
***

Flyt frit

Man hører tit om, hvordan folk (som min kones morfar) i gamle dage flyttede lejlighed hele tiden. F.eks. hvis de ikke gad male, flyttede de bare. Sådan er det ikke mere.

Jeg kommer også tit til at tænke på den unge Isaac Bashevis Singer, der flyttede fra det ene lejede, møblerede værelse til det andet kun iført sin kuffert og rejseskrivemaskine. Det kan man til gengæld godt nu, hvor man kan have det hele på sin laptop og ikke behøver flytte rundt med 7 mælkekasser grammofonplader.

Jeg fantaserer fra tid til anden om ikke at have nogen familie og leve huslejefrit med min laptop og et af de her skidesmarte telte der er en hængekøje eller omvendt.

På tallerkenen

Jeg har det her job, jeg ikke har lavet, men som jeg har fået penge for, fordi de skulle brænde midler af på sidste års budget.
Jeg har ingen motivation for at lave det, men jeg har heldigvis heller ingen deadline.
Sådan må det være at få forskud på en bogkontrakt. Eller et arbejdslegat. Verdens bedste undskyldning for at lave ikke noget.

Min guru og damerne

Min guru var vild med kvinder.
Det var hans liv at samle damer op.
Han var enormt god til det, og han gjorde det altid.
Han samlede en rødhåret svejtsisk kunstner op til mit bryllup, da hun var på vej ned ad trappen til et andet bryllup.
Han satte jævnligt kontaktannoncer i avisen (The Village Voice) og mødte nye damer, han tog med i teatret. Han fik mig engang til at skrive en ren på maskine for ham og sende den ind: "Off-Off-Off-Broadway theatergoer..."
Min svigerfar blev sur på ham, fordi han fik min svigermor til at grine (over brunchen). Han var da ikke særlig sjov, sagde min svigerfar bagefter.
Min guru fortalte, at han havde sat en kontaktannonce i engang i 60’erne, der skaffede ham dusinvis af damer. En af dem tog han ud og besøgte. Da hun åbnede døren, stod han med lukkede øjne og sagde, at han ville holde dem lukket. De gik i seng, og han åbnede først øjnene, da han var ude af døren igen. Han fandt aldrig ud af, hvordan hun så ud.
Min gurus stolteste minde var i sin soldatertid ved basen, da der ankom en jeep med to USO-piger i, og hundrede GI’er stimlede sammen omkring dem. Som Moses skilte min guru vandene og kørte væk alene med de to kvinder, mens de andre blot stod og så på.
Min guru kunne lide alle slags kvinder, han var ikke kritisk, men han havde et særligt godt tag på socialrådgivere og psykologer.
Han var aldrig i nærheden af at blive gift.

Parablen om Tonys fars træ

Min ven Tony, den sicilianske tegneserietegner, fortalte mig engang, at hans far, en skrædder fra Macy’s pensioneret med hjerneblødning, hver dag sneg sig ud foran deres hus i Queens med en lille økse og huggede i et vejtræ, han ikke kunne lide. Da træet endelig sygnede helt hen og døde, snakkede naboerne om, hvad der mon var sket, og Tonys far kunne blot trække på skuldrene og sige: Jeg ved det ikke.
Nu er hele familien flyttet til Arizona, hvor der mest vokser kakti.

Tonys lattervækkende tegneserier kan besigtiges her: http://members.aol.com/doubletony/

Her er et billede af Tony fra en film, han engang var med i:


Morale: Princippet hedder kaizen ifølge denne blog. Det handler kort fortalt om, at en rejse på tusind mil starter med det første skridt. Sådan som jeg ser på det, svarer det til at slå én streg om dagen, ligesom straffefangen der markerer dagene ved at ridse en streg i væggen – før man ved af det, har man et maleri.
Det fortælles, at John Lennon skrev I'm a Walrus på den måde: Han havde et stykke papir siddende i skrivemaskinen og hver dag skrev han en linie (eller i hvert fald så tit noget faldt ham ind).
Et sundt princip, unge mennesker, og dødorientalsk: Vent til det melder sig & lav noget andet i mellemtiden.
Eller på dansk: Alle bække små bliver til én stor å og små hjul kan flytte store ting og lidt har også ret.
Tingene hober sig op.