Eksilstemmen

Det ville være sejere at skrive denne blog,
hvis jeg boede i eksil i New York. Så ville
folk sige: – Hans dansk er perfekt balsameret
i en pyramide af rav.

Postkort

Her er jeg i 1982 1984 1985: jeg går rundt i N.Y. med B-52’s i Walkman’en og ryger en $1-joint med oregano i Washington Sq. Park sammen med ham, jeg har købt den af, på ryggen af en bænk.

Hvad tænkte jeg?

4 uger efter min kone havde forladt mig, og jeg var skæv, skrev jeg et 12 sider langt brev til hende med rim over 7 stavelser på side 10. Hun syntes, det var åndssvagt. Jeg var så stolt af mig selv. Rim over 7 stavelser er vildt godt.

– Tror du, det er en god idé at sende det? sagde min ven George III, arvingen, folkesangeren.
– Der er rim over 7 stavelser! sagde jeg.
– Det er sgu meget godt, sagde han.



Hint: Ovenstående er en numerologisk nøgle til alle mine mest personlige oplysninger. Nuff said!

Tilbage i nyhederne

Jeg havde en psykologilærer, der blærede sig med, at han var Chers datters terapeut. Han sagde det ikke lige ud, de andre kunne selv gætte sig til det. Fucking idiot. I dag er Chers datter en mand, der danser på tv (og jeg ser ikke den slags selv, men de taler om det på radioen).

Han udpegede mig som spion i elevatoren: – I tror, Gudsrost er en af os, sagde han til de andre, lænet til sine krykker, – men han er som en tysker.

Det hele var spild af tid.

*

Han brugte engang den sidste time af en lektion på at "hurtiglæse" vores opgaver. "Det er en nyttig teknik, jeg har tillært mig", sagde han. "Den er god nok." Narhoved.

De tog navn efter et religiøst symbol fra oldtiden

En af de første, jeg kendte, der blev gift, begyndte at spille i et band, hvor forsangeren var denne her vildt irriterende trustfund-kælling.

– Hvad ser du egentlig i hende, spurgte min kone.

– Hun er slank, sagde han.



Så slem var hun heller ikke. Jeg mødte hende engang, da der havde været røveri i deli'en på 7. og A, og 18 politibiler ankom på en gang. – Vi bor i byens sikreste nabolag, sagde jeg.

Men hun gad ikke altid hilse. Hun hilste faktisk heller ikke ved ovennævnte situation.



Hun sang ikke specielt godt.

Hendes mand var i A&R, hvis det kan forklare noget.

Vidste du det om Elvis?

Vidste du, at Elvis var blond?

Det står i The NY'er, så det må være rigtigt:

Back downstairs, John Strausbaugh, a journalist and the author of several books about music and pop culture, riffed about the evolution of hair styles in rock and roll, citing images from his collection of old LPs. ("Elvis was a natural blond until after high school. He dyed his hair blue-black to look like a comic-book hero.... With every album, Bowie changes his hair style and his musical style. See, there's that futuristic duck's ass, and he's kind of inventing the mullet.")
(The New Yorker, 14. marts 2011, min fremhævning - red.)

John Strausbaugh er skidegod, han plejede at skrive Making Book i The NY Press.


PS I skolen skrev jeg en opgave, hvor jeg påpegede, at Elvis lignede klassiske statuer.

PPS Den samme tanke dukkede op i Mystery Train. Folk ser Elvis allevegne!


Elvis looks like a classic statue.

Elvis looks like the Statue of Liberty in New York.

Elvis as Buddha.

Madonna looks like Elvis.

– Elvis som Madonna? Nej, ikke det!

PPPS Her er et andet eksempel:


1800 år gammel romersk statue.


Elvis 1968.

PPPPS Der er en hel hjemmeside med billeder af statuer, der ligner Elvis. Haha!

PPPPPS Diskussion om Elvis, den græske gud.

Jeg var så stolt af mig selv

Ved et af mine første jobs blev jeg bedt om at ændre "bulnede bumser på The Bowery". Så jeg skrev det om til "betlende bumser på The Bowery".


© Vagabondfotografen Jacob Holdt. Det er sgu ikke bare sjov altsammen.

Ind bagved

Først tog jeg børnene forbi atelieret på 8th Ave., hvor Day-O maler verdenskunstnerens billeder, og bagefter gik vi gennem Times Sq. (video, hvor kameraet kører rundt om personen, der kigger benovet op på reklameskiltene i modsat retning) og op til MoMA, hvor jeg ikke engang vidste, at hun (den verdenskendte kunstner) havde en video hængende.*) På vejen ud mødte jeg filmmanden på vej ind. Det føltes fedt. Det føltes som om, jeg vidste noget.

Men hvis man ikke kan møde nogen, man kender, på MoMA til gratis-fredag, hvor kan man så?


*) Den, min musik blev vraget til. Nu er den af en Oscar-belønnet komponist: Boi-oi-oi-oi-oing... Boi-oi-oi-oi-oing... Tangenter med ekko.



Hun kom hvirvlende ind. Kys-kys!
Jeg viste hende mit nye maleri på Fonen: – Meget imponerende.
Hun er ligeglad med børn.

Når noget nager

I går brugte jeg en time på at skrive til inspektøren for Metropolitan Museum med fotodokumentation for at sige, at der er en fejl på et af deres skilte, mens min kone lavede mad og vaskede.

– Jeg fatter ikke, at du gider, sagde hun



– Når man går op i det, man laver, vil man godt have sånoget at vide, sagde jeg.

Rester

Vågnede af en ond drøm kl. 5 i morges. Min far og hans kæreste kom med min mors hoved.
– Hvor er hendes krop? sagde jeg.
Det lå i en hospitalsseng. Jeg havde ikke lyst til at kigge på det.
– Hun er jo død, sagde jeg.
– Sig ikke det, det er væmmeligt, sagde min far, og så begyndte jeg at råbe ad ham, mens hans kærestes to små sønnesønner sparkede mig på skinnebenet oppefra og skråt nedefter.

Indenfor i en lejlighed i New York med ovenlys og sol ind af vinduerne. Huslejen er under $600, jeg kan ikke opgive den.

Underboen så højt Cheers på fjernsyn og lo dertil. Jeg gik ind og målte min datters blodsukker. Hun var lav, så jeg gav hende noget mælk og ventede, mens hun selv børstede sine seks rokketænder halvt i søvne.

AFRIKAS BLOMSTER – Hvad er der sket med mig? del XXVIII - Jesus i himlen, hvordan er jeg endt her?

På Lou Reeds speedede Lenny Bruce-plade Take No Prisoners nævner han på et tidspunkt de gamle Factory-udhængere og hvor er de nu? Dorothy Dean is writing for the Encyclopedia Britannica, she's doing the flower section for Africa. Sådan noget lignende. Men det kan han jo sagtens gøre nar ad, vi kan ikke allesammen være rockstjerner, hvor flippede vi end er. Nå, men sådan har jeg
det nu i mit liv: I'm doing the flower section for Africa.

Jeg plejede at høre det album, mens jeg sad og tegnede og drømte om New York. Jeg synes, han var det sejeste i verden. Jeg kunne det udenad. Nu gider jeg ikke høre det mere. Dengang var det allerede gammelt.


Korrekt citat: "Anyway, she makes her living writing things for the Encyclopedia Brittanica. Five cents a word, like last time I saw her she, she, Michael, she, she was doing the flower section in Africa. Delilah's Nabula, yeah, she said: 'What's the word that will make this thing interesting?'"
(Walk on the Wild Side på Take No Prisoners, 1978.)



UPDATE 21-6-2010: PS Det er ikke til at se det, men jeg har på billedet t.h. meget snedigt kollageret elementer fra omslaget af Take No Prisoners oven på en buket af Redon. Subtilt, men kommunikativt noget inhabilt. (Klik & forstør, I feinschmeckere.)

Fri fantasi

Hvorfor findes der ingen film om, hvor lykkeligt det er at være gift? Okay, det ville være kedelige film, men alligevel. Den eneste, jeg kan komme i tanke om, er The Thin Man-serien med Nick og Nora (se fig. 1), men de drikker også hele tiden. Og hun har penge.


Delsvar 1: Fordi historien i princippet ender, når folk bliver gift og får børn.

Fig. 1

TURISTTIPS: Myrna Loys håndaftryk er stadig at finde i fortovet foran Theatre 80 på St. Mark's Place. Tjek BONUSVIDEOEN her:


Billedet er spejlvendt, men det er der ikke noget at gøre ved.

Drømmen om ingen husleje, del III

En filmfyr, jeg kender, tilbød mig sin lejlighed i London – i et godt nabolag, med flodudsigt – mens han er i New York. Jeg har selvfølgelig ikke noget at bruge den til, for jeg skal sidde her og langsomt dø. (Men min drøm er at sidde dér og skrive min roman*) færdig og flanere i gaderne og spise flan i trattoriaerne og studere i læsesalen på British Museum.)

*) eller i hvert fald ét haiku

Jeg plejede at synes, London var åndssvag, fordi det ikke var New York, men nu kan jeg godt lide den. Jeg har foreløbig nægtet at tage til Berlin. Barcelona er en mulighed.

Hver anden dag modtager jeg propaganda-mails fra de her discount-flyselskaber (Norwegian: Bratislava 199,- kr.!) og får så inderligt ondt i hjertet.

Nu hvor der bliver vendt op og ned på mit hjem, har jeg gjort følgende OPDAGELSE:

***
Jeg kan ikke lide at smide ting ud, der er lavet af metal og er mekaniske (og/eller optiske) –

Eks. 1

Teaterkikkert.

Eks. 2

Håndpumpet dynamo-lommelygte.

Eks. 3

Clack-kamera m. blitz, jeg fandt i gården. Læderetuier og -tasker hjælper også.

Eks. 4

Min farmors strømlinede Olivetti-rejseskrivemaskine. En mage til findes i Museum of Modern Art, N.Y. Tænk! Jeg har engang tjent mine penge på den. Jeg ejer fire skrivemaskiner (hhv. dk/engl.-tastatur), jeg ikke kan skille mig af med.

– for de er STEAMPUNK! (Søg det selv, det er det hippe nye gamle). Altså ikke ting, der er elektroniske, elektriske eller af plastic, som ikke har noget til den visuelle (og taktile – må jeg lige have lov til at være her) tand.
***

Harold Lloyd flipper fuglen

***
Det er lidt sjovt: prøv at se Harold Lloyd give fingeren i denne film fra 1928:


Speedy (1928).

Den ædle Donzo N. var så god at låne mig sit luksus Harold Lloyd-bokssæt (The Definitive Collection), og det er faktisk sjove film, man sagtens kan se hele familien. Smukke restaureringer af gode kopier. Prøv lige at se gråtonerne i dette skud af Brooklyn Bridge:



Speedy har mange gode gadebilleder fra det gamle New York, her Coney Island:



Det gode ved stumfilm er, at man kan snakke samtidig, uden at det gør noget (f.eks. kan man diskutere det, man ser på filmen). Brillant.




Jeg sværger: Efter jeg har set filmene i dette bokssæt, vil jeg aldrig mere købe billige lortekopier af gamle film, bare fordi de er billige. Jeg har to samlinger Chaplin-film fra TP (kr. 25), hvor hovederne er skåret af og tonerne er helt udvaskede. Aldrig mere! Slut nu! Donzo N har omvendt mig den til den sande videotro. Nu tilbeder jeg i de templer, hvor de sande videoguder bo.
***

Frist

***
Jeg har gået og tænkt på, hvornår de ville fjerne mindesmærket for ham, der blev skudt nede i parken.


13/11

De venter nok til efter begravelsen, tænkte jeg først, og så: Har de tænkt sig at vente til efter valget? (Hvis der overhovedet er nogen sammenhæng.)

Sådan så der ud i går morges:


De har ladet de friskeste blomster ligge.

Hvem bestemmer, hvornår sådan noget bliver fjernet? Er det gartnerne selv, der går rundt dernede, eller er det en højere instans? Det gør nok en forskel, at der bliver ved med at blive lagt blomster på stedet.

Sidste år lå denne bunke ved Toftegårds Plads:


Bemærk: Ingen skygger i gråvejret.

Det så sørgeligt ud, fordi bunken bare var fejet sammen uden at blive fejet væk, så det var svært at se, hvad det var, først.



Et minde over en død får nok lov til at ligge længere tid, hvis det er i parken og ikke på gaden.

Jeg kan godt lide de mindesmærker for trafikdøde, der er langs vejene på Kreta:


(Foto venligst lånt fra Robin's Blog.) Det er godt at blive mindet om døden, når man kører bil.

En dag vil jeg finde et billede frem, jeg tog efter 9/11, af alle de blomster og billeder og breve, folk lagde på gaden til de døde og savnede. Jeg er sikker på The New York Times lavede en historie på den kommende beslutning om, hvornår alt det skulle fjernes og køres væk. Det er et følsomt emne, der blander det private og det offentlige, som det gerne sker med døden.
***

Sjovest i starten inden han begynder at tage så meget heroin

***
Jeg er begyndt at læse The Basketball Diaries, nu da Jim Carroll er død. Jeg har ikke villet læse den før, fordi det er en hip kultbog, men den er faktisk ret underholdende.

Jeg har et personligt forhold til den, fordi der var en location scout ude at kigge på min lejlighed, da de lavede filmen*). Der hang et opslag**), og jeg ringede, men jeg kunne ikke være der, da de kom, og min kone havde meldt ud, at hun ikke var sælger.
– De kunne ikke lide farven på væggen.
– Du skulle have sagt, de kunne male det over!

Jeg kunne godt have brugt de par hundrede $$$ om dagen i min forarmede hverdag.


*) 100 år siden.
**) Urenoveret East Village railroad apt. søges


***

Okay undskyldning

***
Jeg er begyndt at sige, at jeg går i byen i stedet for, at jeg tager ud for at male. Det er der større forståelse for.

Eks.: Mig: – Jeg skal ud på lørdag.
Hun: – Ud hvor?
Mig: – Bare ud.
Hun: – Du har tænkt dig at tage ud på dit værksted, har du ikke?
Mig: – Nå ja, hvad så?

Vi har forskelligt behov for at sidde alene og skepse vores omfalo / spidse blyanter i røvhullet / skrive ned, hvad vi tænker på.

Tekstboks
OVERFORKLARING: Mao. det er i orden at forlade familien for at være sammen med andre mennesker, men ikke for at være alene.

Min ven rockstjernen synes, det er pinligt, når man skal spørge konen "om lov", eller hvis man som jeg lusker omkring og lægger planer i stedet for lige ud at annoncere sin hensigt i god tid. Eks.: – Jeg har tænkt mig at tage til New York om 3 mdr., for det har jeg behov for.

Det er den mandige fremgangsmåde.

Jeg synes, det er lige meget, hvad man gør, så er der en masse bøvl og ballade.

Jeg skal ikke gøre mig til ekspert på det punkt.

Note: Se også denne tidligere debat.

UPDATE: Kagerullen, det internationale symbol på kvindemagt:

Tony Millionaire: Maakies. Klik & forstør.

***

Kognitiv dissonans

***
Jeg kan huske første år, jeg klippede hæk. Fuck, hvad er der sket med mig, tænkte jeg. Sidste år boede jeg i New York, nu står jeg her og klipper hæk. Hvad er der sket med mig.


***

Scenen

***
Hver gang jeg går i teatret, møder jeg nogen jeg kender. Derfor går jeg aldrig i teatret.

Eks.: For 100 år siden tog min kone mig ind at se Black Rider, og jeg er ikke holdt op med at brokke mig siden (20 sangere, der prøver at lyde ligesom Tom Waits – hvad bliver det næste, Louis Armstrong-imitationer?), og mødte Donzo N. og hans gamle kæreste på reposen. Næste gang, jeg var i teatret, havde vi fået to billetter til første række af noget Nikoline Werdelin, men ikke ved siden af hinanden, så vi var nødt til at bede ham ved siden af om at flytte sig. Det viste sig at være min kones bedste venindes (nu kendt fra tv) gamle kæreste (hvis erigerede mandslem hun engang tegnede omridset af på et A4-ark til evigt eje og minde – samme teknik som når børn tegner omrids af deres hænder i børnehaven). Da han flyttede sig, endte vi med at sidde ved siden af min gamle ven Niller og hans daværende. I pausen stod jeg i foyeren og mødte to gamle klassekammerater (den ene var ham, vi alle sammen drillede nådesløst gennem 10 år, nu er han direktør i en stor medievirksomhed – heldigvis ser min kone bedre ud end hans), så fremstammede jeg noget mht. min forhadte karriere og min fortid i New York og sprang ud for at tisse bag et træ ved kirkegården i regnvejr.

Det er en skam, for jeg kan faktisk godt lide at gå i teatret. Der er bare aldrig noget at se. Her tænker jeg tilbage på de gode, gamle dage, hvor min kone havde forladt mig, og min guru tog mig med i teatret flere gange om ugen på billetter til $1, han havde fået nede i the senior’s center. Der så jeg alt muligt fra Shakespeare til Mamet til Eugene O’Neills Beyond the Horizon, der berørte mig dybt, der slog mig som en knytnæve i mellemgulvet, fordi det handler om en kunstnerisk anlagt fyr, der bliver tvunget hjem af sin dårlige samvittighed til at passe den fædrene gård og gifte sig med den forkerte i stedet for at udfolde sit potentiale ude i verden. Og jeg lærte sågar at forstå Shakespeare: det lyder simpelthen godt, det skal høres, selvom man ikke forstår alle ordene, kan man høre, hvad det betyder, på selve lyden. Replikkerne rullede rask af skuespillernes tunger i Richard III*). Gode minder fra en lortetid.


*) Eller også var det Henry IV.
***