Scenen

***
Hver gang jeg går i teatret, møder jeg nogen jeg kender. Derfor går jeg aldrig i teatret.

Eks.: For 100 år siden tog min kone mig ind at se Black Rider, og jeg er ikke holdt op med at brokke mig siden (20 sangere, der prøver at lyde ligesom Tom Waits – hvad bliver det næste, Louis Armstrong-imitationer?), og mødte Donzo N. og hans gamle kæreste på reposen. Næste gang, jeg var i teatret, havde vi fået to billetter til første række af noget Nikoline Werdelin, men ikke ved siden af hinanden, så vi var nødt til at bede ham ved siden af om at flytte sig. Det viste sig at være min kones bedste venindes (nu kendt fra tv) gamle kæreste (hvis erigerede mandslem hun engang tegnede omridset af på et A4-ark til evigt eje og minde – samme teknik som når børn tegner omrids af deres hænder i børnehaven). Da han flyttede sig, endte vi med at sidde ved siden af min gamle ven Niller og hans daværende. I pausen stod jeg i foyeren og mødte to gamle klassekammerater (den ene var ham, vi alle sammen drillede nådesløst gennem 10 år, nu er han direktør i en stor medievirksomhed – heldigvis ser min kone bedre ud end hans), så fremstammede jeg noget mht. min forhadte karriere og min fortid i New York og sprang ud for at tisse bag et træ ved kirkegården i regnvejr.

Det er en skam, for jeg kan faktisk godt lide at gå i teatret. Der er bare aldrig noget at se. Her tænker jeg tilbage på de gode, gamle dage, hvor min kone havde forladt mig, og min guru tog mig med i teatret flere gange om ugen på billetter til $1, han havde fået nede i the senior’s center. Der så jeg alt muligt fra Shakespeare til Mamet til Eugene O’Neills Beyond the Horizon, der berørte mig dybt, der slog mig som en knytnæve i mellemgulvet, fordi det handler om en kunstnerisk anlagt fyr, der bliver tvunget hjem af sin dårlige samvittighed til at passe den fædrene gård og gifte sig med den forkerte i stedet for at udfolde sit potentiale ude i verden. Og jeg lærte sågar at forstå Shakespeare: det lyder simpelthen godt, det skal høres, selvom man ikke forstår alle ordene, kan man høre, hvad det betyder, på selve lyden. Replikkerne rullede rask af skuespillernes tunger i Richard III*). Gode minder fra en lortetid.


*) Eller også var det Henry IV.
***