Ingen grund til at uddybe

Jeg sad og så kunstskøjteløbpræmieoverrækkelse med min datter (13) over morgenmaden med ham der kommentatoren, der lyder som en Magasin-ekspedient.
– Kunstskøjteløb er ikke så mandigt, sagde jeg.
– Hvad mener du? sagde hun.
– De har pailetter på.

Hun er heldigvis moderne og har ingen fordomme. Og så lærte jeg hende om, hvor godt sport er for at lære om stereotyper*). Jeg kan læse sporten i avisen på tysk. Det er altid det samme, der står.


*) Kinesere er en mængde, østeuropæere var robotter, afrikanere er ren fysik, europæere har overblikket etc. etc. etc. Digt selv videre.


Slap Shot (1977).

Jeg frøs ad helvede til på cyklen

Da jeg kom ind i hallen og satte mig ned, opdagede jeg til min rædsel, at min ene klunke hang ud af en revne i bukserne.



Jeg vippede den straks ind og kastede et halstørklæde over.

Degenereret neanderthaler

***
Når man er ude at se sit barn spille kamp, kan man meget let komme til at hade det andet holds forældre, navnlig når ens eget hold er bagud. Navnlig når det er meget bagud, og de andre forældre bliver ved med at klappe som mekaniske fascister. Det hjælper heller ikke, når de er fra Amager, nogen grove og vulgære typer.



"The gallery is barely applauding (...) anymore; at a certain point it becomes like Romans applauding the lions."
Fra John Foster Wallace: Infinite Jest.
***

Næh min ven

***
I stedet for at hente min datter nede ved hallen i går aftes, blev jeg hængende og lavede foregående indlæg.
– Kan hun ikke bare cykle hjem selv? sagde jeg til min kone.
– Cykle alene gennem den mørke park? Det skal hun i hvert fald ikke, sagde min kone.

Så forestillede jeg min datter stå dér i mørket og vente på, at jeg skulle komme. Jeg er ikke stort bedre end min far, tænkte jeg, mens jeg trampede i pedalerne. Han lod mig altid vente alle vegne.

En dag vil mine børn opdage denne blog og sige:
– Er dét, hvad du har brugt tiden på i stedet for at være sammen med os?
– Øh ja.
– Det er jo latterligt.
– Det er ikke latterligt. Det er ironisk. Det er meningen, det skal være latterligt.
Øjenrul.

Apropos i går lad mig opsummere:
Jeg har arbejdet uafbrudt i 14 dage og mere, og så tror jeg, jeg bare kan lave lidt kunst, før jeg går hjem? Sådan fungerer det ikke. Jeg maler det hele hvidt.

Jeg er ødelagt af arbejde.
***

Prioriteter

***
Min datter fortalte mig om en drøm, hun havde: Jeg (hendes far) skulle lige til at score i basket/håndbold/fodbold og kom flyvende gennem luften, men brændte, fordi jeg bøvsede. Og bagefter bøvsede jeg igen oppe ved midterlinien.

Mit kære barn.



Se her for tidl. historie, hvor hun genkendte mig ved min bøvsen.
***

Krøller eller ej

Stings sang I Hope the Russians Love Their Children Too er ikke bare noget sentimentalt gejl, den giver heller ingen mening. Bare fordi man elsker sine egne børn er ikke det samme som, at man ikke ville ofre alle andre folks børn, hvis det var nødvendigt. Hvis du ikke tror på det, så gå ud og se nogen forældre som tilskuere til deres børns sportskampe.

Jeg var ude til et new age-foredrag engang, da mit ægteskab var i krise for nogle år siden, hvor foredragsholderen sagde, at det var fortrøstningsfuldt og et håb for fremtiden, at "alle folk ønsker det bedste for deres børn". Det gør George Bush også. Og hvad så? Det er ikke det samme som, at man ønsker det bedste for alle andre folks børn, navnlig ikke hvis konkurrence (om territorium, goder eller hvad som helst) kommer ind i billedet. Påstanden er således filosofisk ufunderet (og det har taget mig år at regne ud). Den eneste måde, det kunne virke på, er, hvis man ved, at "går det ud over dine børn, går det også ud over mine børn og omvendt".

Stings bøvede sang giver altså kun mening, hvis det, han synger, er: "Hvis mine børn dør, dør dine børn også i et atomragnarok, så lad være at angribe os først" lig med terrorbalancen.

Det er da klart, at russerne også elsker deres børn. Hvilken tåbelig ting at synge.


PS Eller også ved jeg ikke, hvad jeg taler om. Den mulighed eksisterer. Problemet er vist i virkeligheden noget med forskellen på hvordan tingene virkelig er og hvad man godt kunne tænke sig.

Det er så negativt alt hvad jeg har at sige

Som den sidste i rækken af weekendens ydmygelser var jeg ude at få tæsk i motionsboldsport, og da tænkte jeg: Er det lovligt, når modstanderen ligger på jorden, at lade sig falde og knuse hans strubehoved med knæet?

(15 år senere ligger hans søn på lur og kører mig over med bilen.)

Jeg havde det som om, jeg var 12 år gammel. Nu kan jeg huske, hvorfor jeg holdt op med at dyrke organiseret sport.
Hele min bevidsthed sad ude i øjnene.
"Hidsig" er ordet.

Jeg føler mig som en af de midaldrende mænd, man hører om i læserbreve, der kører for hurtigt og aggressivt på cykelstien.
I det mindste har jeg alt mit hår.

(Han har en middelalderkrise. Han tager alene til ringridning. Haha.)

Over stregen

Jeg har dårlig samvittighed i dag, fordi jeg snød i æggevæddeløbet til festen nede i børnehaveklassen i går ved at sætte et stykke tyggegummi mellem ægget og skeen. Det var stafetløb, og DAMP-børnene på mit hold løb rundt med skeen lodret eller omvendt, så det blev opdaget. Jeg har det ligesom Bjarne Riis, og ligesom ham benægtede jeg alt.*)
Jeg har intet moralsk kompas og lokkede de andre. Jeg går som udgangspunkt ud fra, at man bør snyde.
Nu har jeg det som om, jeg har gravet mig et dybt hul af omvendt goodwill, jeg kan bruge de næste ti år på at kravle ud af.


Note 1: Jeg har regnet det ud: Det vi selvfølgelig burde have gjort, var kun at bruge tyggegummiet til de første fire i stafetten, og så hurtigt pille det af, før nogen fattede mistanke og bad om at se skeen. Med en overlegen føring kunne de sidste løbere så godt have tilladt sig at tabe ægget lidt.

Note 2: For fuldstændighedens skyld bør nævnes, at det faktisk ikke var et æg, men en kartoffel, der benyttedes.

*) Det var dér, jeg gik over stregen, som min kone sagde, da jeg senere satte hende ind i sagen. Hun har masser af moral og deler gerne af den.

Jeg er ved at falde i søvn

Jeg lytter til Radio David Byrne’s playlist på nettet. Den er fed for tiden, pop. Min nabo stak hovedet ind midt i min efterfrokostlur og lavede en vittighed om noget filosofisk, jeg var for træt til at grine af. Det er svært at være kvik i replikken midt i sin lur. Kunne ikke falde i søvn i nat. Lå og tænkte på min datters dårlige kamp i går og hvordan jeg bør lære at holde min kæft ude på sidelinien. Det skal jo også være sjovt! Men det var ikke sjovt at se på. Suk. Det er ikke fordi jeg er så slem en sportsfar, jeg gider bare ikke lyde som en idiot. Det er sgu da ikke noget at ligge søvnløs over. Så følsom jeg er. Jeg har nået to små deadlines i dag og skulle til den tredje, store, da den store udmattelse kom over mig. Her hjælper end ikke Java.


David Byrne's Playlist