16 baljer fulde

Jeg overvejer, om de her små spermskud ud i bloggen er besværet værd. Eller om jeg burde samle det til en stor spandfuld og så hælde det ud på én gang. Det er et mirakel, jeg overhovedet får lavet noget. Det er ikke nemt at kvæles i sin egen ambition.

Faderløs

Måske, når jeg står faderløs i den kolde blæst, vil jeg for alvor komme til min ret som mig selv. Ligesom før jeg fik børn og troede, at så ville jeg være voksen og lære noget. Jeg troede, det ville løse nogle problemer. Men jeg har ikke lært en skid, og jeg er bange og fryser på isen, og jeg har aldrig følt mig så gammel. Rigtig gammel, grå skægstubbe-gammel som en Guston.


Philip Gusten.

Jeg har altid bildt mig ind, at jeg kunne nå det, når jeg blev gammel, og spildt min tid imens. Men jeg har selvfølgelig ikke vidst, hvor ondt det er at værre gammel, når man ikke har flere chancer og kroppen forfalder, synligt dag for dag. Og jeg, der havde tænkt mig, at jeg skulle sidde på en vinstue og holde hof som Schade. Hold kæft, hvor er jeg dum. Og jeg er for dum til at holde min kæft.

– Hvad havde du tænkt dig, at du skulle have udrettet på dette tidspunkt i dit liv? spurgte min kone, mens vi ventede på at komme ind til skole/hjem-samtale.

Mine tanker flimrede.

– Nå ja, jeg men ville sguda gerne have lavet en tegneserie og en roman (og i baghovedet tænkte jeg en Hollywood-film, men det er ikke så vigtigt).

Så blev vi kaldt ind, før hun nåede at spørge dybere ind til mig.

Jeg har ved gud ingenting, og jeg er ved gud ikke specielt interessant. Ingen eventyrer jeg. Jeg sidder bare her.

Jeg er reelt bange for at konfrontere mit værk, fordi jeg er bange for at fejle.

Socialt brætspil i undervisningsøjemed

I skolen (15. klasse) spillede vi det her spil (lang historie), hvor det gjaldt om at stemme om hinandens karakteregenskaber (eks.: Hvem er en menneskelig hindbærroulade?), og jeg fik flest stemmer som den, der var parat til at skubbe andre til side for at komme frem. Det undrede mig, da jeg godt kan lide at være et uigennemskueligt venligt menneske.

Så stå ikke i vejen for mig, med mindre I gerne vil knuses (tværes ud, ikke krammes).

Men hvorfor er jeg så ikke kommet frem?

Hvorfor sidder jeg bare her og lader mig overhale?

Jeg er et par 'addocks.

Jeg bitre, triste mand. Hør mine tunge tårer falde.

Hva'?

– Er det ikke synd for mig, at jeg ikke er blevet en stor kanon?

Pzzz

Mit liv er én lang retfærdiggørelse af pis.

Intens involveret diskussion

Jeg vil godt have, at min kone skal tro, at jeg er en pokkers ka'l. Da jeg første gang mødte hende, var jeg på vej ud, der skete noget for mig. Det er der ikke gjort siden.

Og her er, hvad jeg føler: Jeg føler, at jeg har svigtet hende ved at svigte mig selv.

Vores intense, involverede følelses- og forholdsdiskussioner ender altid med, at jeg skal forklare for min kone alle de ting, der er galt med mig selv.

Jeg har det ligesom Søren Brun, når Trine viser ham lysbilleder af alle de fejl, han har gjort i sit liv.


Fig. 1


Fig. 2

PS Jeg har affotograferet flere striber fra sekvensen, hvis der er nogen, der er helt vilde for at se dem.

Den ufødte leder

***
Hver gang jeg i mit er blevet bedt om at træde op og tage lederposten, har jeg takket nej og ladet ringere mænd føre an.

Jeg har altid ment, at det var bedre at være nr. 2. Så får man måske ikke hugget hovedet af, hvis der kommer et kup. Måske er det, fordi jeg er den andenfødte. I hvert fald har jeg altid været mod ansvar og beslutninger. Vent at se til jeg får taget en beslutning, det er der ingen, der har tid til.

Således kom jeg aldrig til at regere på samfundets øverste tinde. (Og så er jeg selvfølgelig en sky og tilbageholdende person.)

Men nu – med Obamas inspiration – vil jeg lære at føre ordet – højt og rungende. Hører I mig?!


PS Det her kommer sig af, at jeg skal holde to taler i dag, og jeg har kun holdt den ene endnu.

PPS Jeg har aldrig haft lyst til at lede nogetsomhelst.
***

Jeg drev det aldrig til noget. Nu driver jeg det aldrig til noget igen

Jeg fik aldrig noget gennembrud i København, og da jeg flyttede til New York fik jeg ikke noget gennembrud dér. Jeg er om ikke andet da konsekvent

Og nu får jeg ikke noget gennembrud i København igen.

Fra nu af vil jeg have et gennembrud et andet sted end hvor jeg bor.

Ting jeg hader (XXVII)

Jeg hader, når min far ringer og siger: – Hvorfor kan du ikke være mere ligesom Morgenthaler?
Og så genfortæller han nogen af vittighederne.

I spejlsalen venter bæstet

Jeg har ikke noget arbejde for første gang i hundrede år, og nu står jeg igen og konfronterer spøgelset af min egen ugidelighed, minotauren i min nietzscheanske labyrint af prokrastineren. Nu har jeg ikke noget at kæmpe mod længere, andet end mig selv og mine tusind fragmenterede refleksioner i min eksistentielle spejlsal, kun mig selv at brokke mig over. Hvem skal vinde?
Suk, jeg håber kaffe hjælper.
Altid er der så meget, jeg skal bevise.

Nuvel, en rejse på tusind mil starter med det første skridt og alt det der, lidt har også ret, mange bække små, små hjul kan flytte store ting, det er bare at komme i gang (for at sige det med floskler), der er jo ingen, der forhindrer mig i noget, andre end mig selv, frihed under ansvar osv. Når man kan alt, hvad skal man så? Udelukkelsesmetoden duer ikke.

Hvis jeg bare laver en lille smule, er jeg godt tilfreds. Bare en smule hver dag til hoben, nye skaller på min kunstneriske køkkenmødding. Kaffe.

Eksistentiel tremmerusken

Jeg bliver sindssyg af arbejde. Jeg troede, jeg kunne se enden på det, men nu trækker det ud, og der kommer mere oveni. Jeg har været ikke-ulykkelig et stykke tid, men nu begynder de bekendte kvælningsfantasier at vende tilbage, tanken om det uendelige arbejde der ikke fører til andet end mere af det samme, de forsmåede ambitioner der vækker mig om morgenen – choking on my own ambition.

Jeg kan ikke se nogen ende på det. Jeg når aldrig frem til det, jeg godt vil. Jeg er også bange for, at jeg lyder som en af de idioter i reklamebranchen, der hellere vil være kunstner, men ikke kan give slip på pengene.

Jeg er en idiot fanget i mit eget fængsel.


I morges: Endnu en drøm hvor jeg reder mit hår af i store totter.

Ondt i hjernen

I går aftes

Jeg er komplet kvæstet af åndssvagt arbejde. Mit hoved værker. Mine øjne bulner.
Jeg er så langt fra hvad jeg godt kunne tænke mig, som jeg overhovedet kan være.
Ind i mellem ser jeg noget: Dét kunne jeg tænke mig, dét kunne jeg tænke mig, dét var en god idé, men jeg når aldrig til det.
I mellemtiden sidder jeg med andre folks lort og forgylder det.
Og når der så endelig ikke er noget jeg skal, laver jeg ikke noget. Ingenting. Så skal jeg lige læse avisen på nettet, løse en sudoku, skrive 28 breve, der spilder andre folks tid, og så er det tid til at gå hjem.
Det ser ikke godt ud for mig.
Jeg synes jeg har mindre og mindre tid hver dag, og det ikke kun i det store kosmiske regnskab. Jeg synes der var engang jeg havde tid til at gøre forskelligt.
Jeg skubber det hele foran mig: Nu skal jeg lige lave dét først, nu skal jeg lige lave dét først, og udskyder det jeg godt vil.
Snart er jeg død, og så kan det hele også være lige meget.
Det er hvad jeg har at se frem til. Den lange, kolde søvn.

Jeg skal arbejde ad helvede til i morgen. Hvis ikke jeg skyder mig selv først og gør en ende på mine lidelser. En krysters vej ud af et krysteragtigt liv.
Jeg ligger som jeg har redt
med ballerne spredt,
hvad det så end betyder.

Bliver man aldrig for gammel til den slags?

Min mor ligger på hospitalet, og så ringer min far, og jeg skriger af ham over telefonen, fordi han ikke lytter til mig, når jeg siger til ham, hvordan han skal få sin Skype til at virke. Jeg har forklaret det for ham fem gange. Han er 80 og havde en hjerneblødning for 12 år siden, men han hører ikke efter, og han kunne ikke finde på at tage en note. Jeg kan ikke tage mig af hans små problemer, når jeg har værre ting at tænke på. Men snart er han død...
- Jeg er en gammel mand, siger han. Men han har altid været sådan. Det er bare blevet værre. Han driver mig til vanvid, men mindre nu faktisk, end han plejede at gøre. Ikke så snart tænker jeg positivt på ham, før han finder på noget at irritere mig med igen. Et meget egoistisk menneske, min far. Bare han får noget at spise og har et varmt sted at bo er han glad. Ikke at der er noget galt i det, men bag det lurer forsmåede ambitioner og følelser af manglende selvværd. Hvorfor skal det gå ud over mig at arve sådan noget, mig der har så mange talenter og ser så godt ud, men heller intet driver det til? Der viljeløst lader sig føre som et blad på strømmen. Åh! Suk, suk og 10 x suk.
Nogen gange hader jeg mig selv så meget, at jeg dårligt kan trække vejret. Jeg vågner op om morgenen med åndenød, af kvælningsfantasier, fordi jeg har drømt, at jeg sidder fast i lavaen, er frosset fast under isen, alt sammen indenfor et sekund, og det hele står så klart for mig som billeder i en tegneserie.