Hvert år giver jeg min far julegaver med henblik på, at jeg snart kan få dem tilbage i tilfælde af hans død (han er meget gammel). For nogle år siden fik jeg mine brødre til at være med til at splejse til en espressomaskine. Den blev brugt præcis én gang, da Bentes eksmand var på besøg, ham der altid går rundt med en kæk bandanna om halsen i bedste Nina og Frederik-stil, men lad nu ham ligge, det ækle lille pikhoved, der får min far til at ligne verdens rareste mand, alene ved det at hán er afslappet. Den espressomaskine kunne jeg så tage tilbage sidste måned, da min egen brød endeligt sammen (i denne veldokumenterede episode). Sidste år gav jeg ham første sæson af Mad Men, som han ikke kunne lide og gav mig tilbage hen ad foråret. Mine brødre har i årevis givet ham skolefotos af deres børn, som han piller ud af rammerne og putter noget andet i. Hvad skal jeg give ham i år? Som regel bliver det kager. Et år gav jeg ham Peter Beier-chokolade, som jeg ikke hørte noget af. Året efter gav jeg ham "Lokums"-kager fra kiosken, som han roste. Der er ikke hoved eller hale på det, men én ting er sikkert: jeg skal spare mine penge, hvis jeg ikke vil have gaven tilbage.
Sandheden er: jeg var skidebange ved at skulle tilbage til mit atelier igen. Efter firserkoryfæet var herinde, ødelagde jeg det maleri, jeg har malet på i 7 måneder, gav det dødsstødet i hvert fald, og bagefter et andet, jeg har arbejdet på siden maj, der nu er gået i stå. Jeg var træt af mentalt slavearbejde og ville bare lave min dagens portion kunst i al beskedenhed, mit mindstemål af personligt fremskridt i mit liv, men det første, der ryger, er dømmekraften. Jeg ville bare rette noget i øjet, og det hele faldt fra hinanden som spindelvæv. Hundredvis af timer er nu ingenting. Sandheden er: jeg cyklede grædende hjem.
Og nu tør jeg ikke røre ved noget.
"Man works when he is partially involved. When he is totally involved he is at play or leisure."
Where the whole man is involved there is no work. Work begins with the division of labor. – Marshall McLuhan
Sandheden er: mit liv ville være betydeligt nemmere uden det kunstpis. Jeg har ingen succes, og jeg er ikke engang sikker på, at det er noget, jeg holder specielt meget af.
People say you have to have a lot of passion for what you're doing. And it's totally true. And the reason is because its so hard, that if you don't, any rational person would give up. It's really hard.
And you have to do it over a sustained period of time, so if you don't love it, if you're not having fun doing it, you don't really love it, you're gonna give up. And that's what happens to most people actually. –Steve Jobs
I hated touring. Thought it was a real waste of time. You were only effective for an hour and a quarter a day and it just seemed scuzzy, all that rushing around, never getting the sound right on stage, meeting people you didn't want to talk to, like the local record company rep who turned up with the bag of marijuana you didn't want either. I enjoyed screwing the girls for a while, then that wore off as well. I've never known how to deal with adulation. The break point came for me one night when we were playing Sheffield and I caught myself thinking, Oh, I've forgotten to collect my laundry. And then I thought, This is the future: standing on stage, getting more and more successful, going through the motions. – Brian Eno (min fremhævning)
Ofte, mens jeg står og maler, tænker jeg: Hvad fanden gør jeg egentlig det her for? Kulørte pletter. At smøre maling rundt. Hvor banalt. En abe kan gøre det.
Det gør det heller ikke nemmere at skulle starte på bunden hver gang og aldrig være oppe at svæve.
– Hvad for et dyr vil du helst være? spørger børnene, og jeg svarer: – En stor fugl, der svæver rundt oppe over det hele.
Mit liv ville helt sikkert også være billigere, hvis jeg ikke malede eller tænkte på det. Uden atelierleje ville det hele løbe fint rundt, selv med den nye, dyrere livsstil, min kone har opgraderet os til.
Hvorfor male de her store malerier, ingen vil have?
En stak papir giver mere mening.
Jeg talte med en af de mest succesrige kunstnere, jeg har mødt, der sagde: – Det gav ingen mening for mig mere at male to gange to meter store malerier til at hænge i rige menneskers stuer. Nu laver han små kasser med glas i.
Løber en Superliga-spiller rundt og tænker: Hvad fanden mening giver det her?
Det ærgrer mig, at der var en pointe, jeg ville lave, men nu kan jeg ikke huske den.
Nå ja, nu kan jeg huske det: Men jeg er sikker på, at jeg gider nogetsomhelst (andet end at læse avis og rage ud efter min kone). Alting er en overvindelse. Bunden er nået.
Jeg var med i en kunstnersammenslutning, det her fællesatelier, og så vil de holde en støttefest. Hvad skal vi bruge pengene til? – Vi kan købe cd'er, var der en, der foreslog. Godt formål. Hun hørte aldrig andet end Palle Mikkelborg. Hun malede det samme billede om og om, og det blev værre og værre, indtil enhver friskhed blev klemt ud af det. (Det er det samme, jeg gør nu med alle mine, så jeg ved, hvad jeg taler om.) Hun så for godt ud til at være så dum. Hun lignede Nico. Bitter og barnløs. Mystikermand.
Pengene gik til at reparere et vindue, en havde smidt en betonblok igennem.
Da jeg ankom, stod der en flok russere rundt om et bord, alle klædt i sort. De delte ikke den fede.
– Prøv lige at se, sagde Donzo, fordi der stod en flok kvinder rundt om mig. – Han aner det ikke engang. – Jeg ved det, sagde min kone. – Hvis jeg skulle tage mig af alle de kvinder, der kastede sig efter mig, kunne jeg aldrig bestille andet.
Det var dengang, jeg var ung og frisk, før jeg ramte muren. Det er længere siden, end det føles.
Vi mødtes til den halvårlige/årlige frokost med min far og mine brødre. Højdepunktet var, at han havde taget kopier af sin kærestes testamente med, som han ceremonielt delte ud. Naivt forestillede jeg mig, at hun havde sat 10.000-20.000 af til os hver. Men iflg. testamentet giver hans kæreste – eller hvad sådan en hedder, han har boet sammen med i over 30 år – ham lov til at blive boende i huset i op til 6 mdr. efter hendes død med samt brugsret til bilen i perioden.
Og vi lagde hovederne tilbage og lo og lo og lo.
Jeg er ked af, at jeg bliver ved med at skrive om min far, men han driver mig til vanvid. Han er verdens ældste mand, og snart er han død.
Øv, en af mine kunder betalte mig to gange for et job, og så kom jeg til at sige noget.
Jeg var forvirret, okay?
På den anden side er det måske meget godt, at jeg fik det ordnet med det samme, ellers var jeg blevet nødt til at tænke på dét. Men jeg kunne have levet med det.
PS En anden ting er, at hvis jeg ikke havde gjort det med det samme, havde jeg aldrig fået det gjort. Jo længere tid, der var gået, des mere havde jeg tænkt på pengene som mine, og des sværere havde det været at give dem tilbage – ligesom familien til overførselsindkomstmodtageren, der ikke nænner at meddele myndighederne, at han/hun er død, fordi de har vænnet sig til ydelsen.
Her er jeg i 198219841985: jeg går rundt i N.Y. med B-52’s i Walkman’en og ryger en $1-joint med oregano i Washington Sq. Park sammen med ham, jeg har købt den af, på ryggen af en bænk.
Jeg gider godt gå ud at spise, men ikke hvis jeg skal have familien med. Det er simpelthen for dyrt. Jeg køber ind til mig selv i Irma, til frokost, men i Netto til dem.
Der var engang, jeg var ude hos min far, så siger jeg: – Hvad har du dér? Han havde gemt småkager til sig selv nede i sofaen. – Gi' mig dem! UMF! ARGH! – Gudsrost! Nej! Bente! Hjælp! Knas! Knas! Ha!
I stedet for at gå på arbejde, lagde jeg mig til at sove igen og drømte, at jeg scorede fikst med hælen for det danske landshold.
Fan-forelæsning om Franquin og fodbold her (på fransk).
Uddybende bemærkninger: – Jeg så det for mig på fjernsyn. – Iflg. et new-age drømmetydeleksikon, en af mine venner havde stående engang, betyder fodbolddrømme penge.
Jeg sidder her i mit tempel for mig selv, mit enmands-kongerige, og stirrer på mine ufærdige mesterværker, der håner mig fra væggene med deres potentiale, imedens jeg polerer andre folks lort og pakker det pænt ind for penge, omvendte offergaver på rejsen til dødsriget i mit ægyptiske gravkammer. Hallo, det er meningen, jeg skal have noget med! Så hult min stemme runger mellem de blege vægge. Jeg synger i gravens bruser.
Det er de mest banale ting, folk står og har brug for.
Jeg har mere lyst til at støvsuge end lave mit arbejde. Jeg vil hellere oprette en Mandejammer-Twitter-konto, før nogen andre gør det, end at lave det, jeg skal.
Jeg indså i går, at jeg ikke både kan være rigtig kunstner og arbejde fuldtid, helt eller delvist, samtidig. Der er simpelthen ikke tid til det. Og når man så bilder sig ind at have en familie oveni: umuligt! På denne måde når det aldrig videre end til hobbyplanet.*) Det kan godt være, jeg har talent, men jeg bliver aldrig mere end skolelærer, der laver sjove tegninger på tavlen. Ikke på denne måde. Hvis jeg var en rigtig kunstner, ville min blog bare være noget, jeg kørte ved siden af til at promovere mit andet lort med.
Jeg sagde det til min kone. – Men der er jo kunstnere, der kun laver tre gode malerier i deres liv, sagde hun. Er det, hvad jeg er nået til? Men kvalitet er et produkt af kvantitet. Genialitet kommer af at lave så meget godt, at noget næsten uundgåeligt må blive stort (via Malcom Gladwell i NY'eren). Der skal åbnes for hanerne.
Jeg kan ikke fokusere i dag. Jeg kan ikke fokusere mine øjne.
Jeg skulle ikke have siddet og læst The NY'er hele morgenen.
– Goddag, min lille nørklemand, vil hun sige, når hun kommer ind ad døren og nuldrer mig i håret. – Hej skat, har du tjent en masse penge? – Ja. Men det vigtigste er, at jeg har reddet liv. – Fedt. …Jeg har foldet tortellinier!
Billednote: Jeg har den her på dansk et sted. Skal lige finde den.
– Du får 25 øre for hver mælkebøtte, du hiver op, sagde jeg til min datter (10). – Jeg vil have 50 øre, sagde hun. – Jeg er stolt af dig på dit køns vegne, at du forstår at forhandle, sagde min kone. – Jeg kan også bare sige, du skal gøre det uden at få noget for det, sagde jeg. – Så gider jeg ikke, sagde hun.
Vi blev enige om kr. 33⅓ pr. stk. *)
PS Hvis man ikke kan se humoren her, kan man forestille sig, det var omvendt, at min kone beder vores søn slå græsset, og han nægter, og jeg siger: – Jeg er stolt af dig på vort køns vegne, knægt.
Når jeg arbejder, mister jeg overblikket. Mit udsyn bliver så knibsk. Jeg glemmer at se op. Jeg glemmer, hvad det er, jeg har godt af. Jeg bliver en pinsel for mine omgivelser, for hvis velbefindende jeg arbejder. Jeg ser meget, meget gerne, at min kone snart når op på et løntrin, hvor hun kan forsørge mig. Det er min tur til at sidde bag på tandemen med benene oppe. Det er min tur til at ligge på vognen, når høsten går hjem.
Jeg har ikke noget at gå hjem til. Hvad skal jeg dér? Ikke noget! Falde i med tapetet, være til besvær, glo en video. Fuck mig noget så eftertrykkeligt. Jeg er ødelagt af arbejde. Det lægger sig om min hjerne som en tung gryde af bly. Og nu til 20% mindre $$$. Hvor motiverende! Det er mit liv, jeg sælger her, den eneste tid jeg har, åh bu-huh. Hvad ville Dan Turèll have gjort? Hvad ville Bukowski have gjort? Ryge, drikke? Åh gud fuck. Hvis jeg havde været en anden, kunne jeg have skrevet om mig selv, sådan som jeg er nu, og alle ville have leet. Lidt afstand gør underværker. Jeg er verdens ensomste og ulykkeligste menneske. Mit tempel styrter sammen omkring mig. Intet dur jeg til, intet kan jeg og intet tør jeg. Tør mig i røven. Jeg er færdig.
MANDEJAMMER er tidligere kendt som GUDS TALERØR og FOLKETS RØST, hvilket i længden var for lamt, selv for mig, især fordi jeg hverken er religiøs eller specielt folkelig.
Gift og har børn.
Professionel klynkekunstner.
Under dække af et alias mener jeg at kunne skrive, hvad det passer mig. Meget af tiden er jeg bange for, jeg er ved at gå ud af mit gode skind.
Blogprisen 2007: Bloggen her løb med en BOBLER! Yaay! Året efter blev der ikke uddelt nogen Blogpris, så hey. Sidste år ved jeg ikke, hvad der skete. Det er sguda ikke meget at bryste sig af. Og nu er der gået et år til. Og et til. Jamen herregud da.
