Dommen

Jeg er blevet gammel. Jeg synes, operasangere er sexede.

Visuel teori for begyndere, lektion 1

Når et billede er i sort/hvid, er det mere alvorligt.

Lad mig demonstrere.
Her er et billede fra et fotoalbum, jeg fandt ude på gaden:



Her er det i sort/hvid. Man ser straks, at det er mere alvorligt således:



Er kontrasten meget høj, er billedet meget alvorligt:



Er kontrasten meget lav, er det meget poetisk (især hvis man lægger et filter over):



Det er derfor, Peter Belli og Dario Campeotto og Bamse og sådan nogen idioter altid er i sort/hvid på coveret, når de vil prøve at lave noget kunstnerisk forsvarligt (gerne i closeup, så man kan se alle deres livserfarne rynker, det er mere ærligt).


(Hvornår er det Birthe Kjærs tur?)

De vil vende tilbage som Elvis i sort læder.



Det er ligesom manden, der tager briller med svært sort stel på og straks virker klogere.



Tillempet forklaring: Måske er det den historiske og dokumentariske tradition for s/h-fotografi, der gør, at billederne virker mere alvorlige/seriøse, eller også er det fordi, de bliver transposeret over i en anden visuel verden end den vante.

Billeder fra 2. verdenskrig er f.eks. meget mere alvorlige at kigge på i s/h. Når man ser farvefotos af nazier, ligner de gerne nogen, der har klædt sig ud. (Farvebilledet herunder ser pudsigt nok mere kunstigt ud, selvom det er originalen.) Er det udelukkende traditionen, der dikterer perceptionen, eller er det noget i selve formen?


Der er et fantastisk udvalg af farvefotos fra 2. verdenskrig her.


Note: Jeg ved desværre ikke nok om det her emne til rigtigt at holde for.
Men hvis man i øvrigt er interesseret i ideer om fotografi og (historisk) sandhedsværdi, har Errol Morris en virkelig god blog: http://morris.blogs.nytimes.com/