Ambient-Bent modificerer lydmiljøet

Niller plejede at justere køleskabet ved at lægge mønter ovenpå for at opnå en mere behagelig brummelyd.

Cykelryttere er ligesom Tivoli-Garden

Det er et interessant fænomen, at voksne mænd godt kan lide at klæde sig ud i ens absurd tøj og cykle omkring i flok.



M.a.o. de klæder sig ens ud og gør det samme samtidig – det er den avantgardistiske analyse.

Det minder mig om Tivoli-Garden.


(c) Milos

Note: McLuhan beskrev humor som mekanisk menneskelig adfærd – at folk ser ens ud eller gør det samme samtidig. Dupont & Dupond eller Dalton-brødrene er gode eksempler.





Nazierne er et godt eksempel på fryden ved at gøre noget sammen samtidigt i flok – med negativt fortegn. Men humoren er tydelig. Se bare Forår for Hitler eller The Keystone Kops.







Eller romerne i Life of Brian (ikke afbildet i dag). Sidstnævnte en variation over vitsen (ikke altid tilsigtet) med at strømerne løber rundt på række og alle sammen gør det samme uden at fange noget.


Se også: Mennesket som automaton.


BONUSSTRIBE

Tro det eller ej: Dette indlæg er oprindeligt udformet i april 2007, men det er ikke altid, jeg når at udgive alting, især når der skal samles mange billeder. Men det nager mig.

Og læsere

Engang i 90'erne lånte jeg min fars smarte lille båndoptager og optog mig selv skide: en underlig lille knirkelyd efterfulgt af et plump. Jeg gav min lillebror øretelefoner på og spillede det for ham (og da jeg havde forklaret for ham, hvad det var, sagde han):
– Du ved godt, du kan miste venner på det her, ikke?

Intelligente folks børn keder sig ikke

Jeg kunne sagtens sidde og spille gonggonger hele dagen og være perfekt lykkelig.


Angus Maclise: The Invasion of Thunderbolt Pagoda (Part 1).

I en mørk natklub på forhåndenværende materialer

Jeg drømte, at jeg blev bedt om at deltage i en koncert med The Wu-Tang Clan, og så gav jeg mig til at tappe med to overlange trommestikker, og pludselig var der kun mig tilbage, og så blev jeg ved – jeg spillede vildt hurtigt – mens publikum rykkede på sæderne og til sidst blev helt stille, og så spillede jeg lidt mere uden at ændre noget, indtil jeg valgte at slutte, hvorefter pianisten blinkede til mig og gav mig thumbs-up.



Det var avantgardistisk.

Kan nogen fortælle mig, hvad det betyder?

Bundpoppen II

***
Jeg sad med min datter og grinte af ham her på tv (i et program for gamle mennesker med tyrolersangere og sådan noget): Hannibal Hildorf, verdens dårligste entertainer. Når han ikke ved, hvad han ellers skal lave, giver han sig til at steppe. Han sang en sang, der hedder Jeg er social- og sundhedshjælper. Prøv lige at synge dét! Det ruller af tungen som en mund fuld af skærver.

Jeg elsker alt ved ham. Jeg elsker som han sveder. Jeg elsker hans navn.

Jeg elsker bunden af showbusiness.


Min datter sagde: – Han ligner en dukke. Hun har ret som sædvanlig.

Det bedste var, da han sang sit hit Step med dit hjerte. Man stepper sguda med fødderne! Jeg kan ikke lade være med at tænke på en, der stepper med sit rigtige hjerte: SVUP! SVUP!

Han har også lavet en sang, der hedder: Da jeg sidder fast i en Metro (lyder fuldstændig som Social- og sundhedshjælper – alle melodierne er ens). Han kan skrive en sang om ALT!

IDEER: Når mit snørebånd går op, Jeg kigger på himlen – den er blå, Hvad laver de nu for ballade i Folketinget?, Godt vi har vores gode humør, Hvor var du da jeg var ensom?, Jeg gi’r den hele armen, Tryk sømmet i bund, Jeg rejser med charter ned hvor peberet gror, Du er den eneste for mig og jeg er alt hvad jeg har, Er det ikke det vi har hinanden til?, Keld Heick er min gud – jeg vil også have tatoveret eyeliner på osv.

Prøv at se de her promobilleder: t.v. stikker der noget ind foran linsen og t.h. er han klemt helt ud i kanten (klik gerne og forstør, hvis du tror, du har mave til det).


Konklusion: Der er ingen bund i showbusiness.


Apropos bunden: Jeg så på en plakat, at DAD spillede på Norgesbåden. Året før var det Alberte. Hvad sker der?

Kender du det? Her er hvor dum, jeg er: Jeg sad og lyttede til WFMU, da der pludselig dukkede dansktopsang op midt i musikken. Hvor avantgardistisk, tænkte jeg, og så var det bare fordi jeg var inde på Hildorfs MySpace-side, der spillede af sig selv oven i det andet. Døh! Men det var meget fedt. Jeg har hørt værre, også dér på stationen. Man ved aldrig, hvad man skal tro med kunstmusik.

PS Det er faktisk et stykke tid siden, jeg kiggede ind til Hannibal sidst. Nu ser jeg, at han har lavet et nummer, der hedder I am crazy with music – HAHA!

PPS Han tilbyder også clairvoyance. HAHAHA!


Bemærk, at han som andre fuskere føler, det er nødvendigt at opretholde nonstop øjenkontakt. Jeg kan bedre lide ham med hvalpefedt. Jeg tjekker ind hos ham igen om 20 år.

Har han ingen skam i livet? Én ting er ærlig showbiz, hvor elendigt det så end er, en anden ting er at slå plat på vammel clairvoyance. Tsk! Nu synes jeg ikke, det er sjovt længere. Jeg tager det hele tilbage.
***

Ny lyd

***
Forestil jer min overraskelse, da der, midt mens jeg sad og hørte WFMU på nettet, pludselig dukkede en sang op, der lød fuldstændig som mig! Tænk at have en radiostation, der lyder fuldstændig som en selv!

Hør selv sangen ved at klikke på videoen her:


NB! Sangen er WireTappet, så der er lidt andet fra playlisten på vej ind og ud.

Skønsangsperlen her hedder Rock ’n’ roll arian og er af Peter Wahlbeck, en svensk komiker, som mine kilder fortæller mig var stor i 80’erne og 90’erne, men for mig lyder det som stærk poesi*) og peger præcis i den retning, jeg har drømt om at tage min egen musik.

Den gav mig lyst til at genoptage arbejdet med min LP-plade, så jeg ringede til mit pladeselskab. Han lå syg i sengen med influenza, men var meget entusiastisk. Han får altid mest fra hånden, når han er dårlig, især i den visionære afdeling.

Planen er at skære noget stærk vinyl i 100-250 eksemplarer til undergrundsmiljøet. Og den er jeg med på. Udgive nogle ting under samme hat og samarbejde på kryds og tværs. Den er jeg også med på. Kr. 5.000 er ingenting at fyre af på et kunstprojekt, der kan bruges til julegaver i 11 år. Det eneste, jeg skal, er at lære at masterere.


*) Også lidt som min elskede Einar Örn på hans seneste avantgardistiske hiphop-plader, Ghostigital 1 og 2. Kan anbefales. Jeg finder god gammel skandinavisk avantgarde me-eget inspirerende og med stort lattervækkende potentiale.
***

Man skænkede mig en vision, da jeg stod ud ad badet

***
Bauhaus-logoet dukkede pludselig op på min væg. Se selv om det er løgn hvad jeg siger:



Til sammenligning:



Eller også er det Påskeø-manden, whatever.



Deres nye plade er for resten ret god, hvis man spørger mig. Jeg hørte den først på radioen uden at vide hvad det var, og den lyder ny og som Bauhaus, så det er jo godt. Mine to foreløbige yndlings-tracks er Remains og Black Stone Heart (eller også er det Undone), der tydeligt illustrerer bandets fortsatte rumsteren i spændingsfeltet mellem pop og avantgardisme, der trækker i dem fra hver sin ende, som ludere i Istedgade.
(Fantastisk bas for øvrigt også, herligt med lyden af en ægte streng til en forandring.)



Bauhaus: Go Away White. Nu i handelen, og det har den været et stykke tid.
***

Ude at luftes

Jeg var i biffen for første gang, siden min datter fik diabetes. Det var okay. Men biffen er overvurderet. De andre mennesker er irriterende, med deres tyssen, når man prøver at æde sine 5,6l popcorn. Jeg hader tanken om at støtte Nordisk Film. Egmont, de røvhuller.

Jeg mener, det er i orden at brokke sig højt over reklamerne og til dels forfilmene. Jeg blev schyschet allerede inden Paramount-logoet var gledet forbi.

No Country for Dead Men, alle pseudointellektuelles yndlingsfilm. Jeg har aldrig set så mange briller i en biograflobby.

Jeg kan aldrig gå i biffen uden at tænke på, at jeg sidder i en teatersal og ser projiceret lys. The novelty has worn off, okay?*) Men hvad skal man så gå hen og se på? Hvad er der ellers, man kan lave, der ikke skal planlægges for lang tid i forvejen?

*) Oversættelse: Nyhedsværdien er luvslidt, okay?









Den avantgardistisk bevidste læser vil have gennemskuet, at lyset ind gennem låsehullet mimer biografsalens projektor. Sandheden ligger i forevisningen. Uhh!

•

Mandejammer – her garanteres det avantgardistiske perspektiv!

•

For en udvidet diskussion om slutningen på No Country og flere billeder fra den endelige motelscene klik her.

Det havde hun ikke troet om mig – min brede, alsidige musiksmag

Jeg overraskede min kone: Jeg sagde, jeg havde lyttet til avantgardistisk radio hele fredag aften – musik der lyder som en der kører rundt mellem radiokanalerne, en gammel plade med en dame der snakker til en delfin, der gentager hvad hun siger (som en papegøje, delfiner kan bare ikke sige konsonanter), en der reciterer en liste navne eller lignende under feedbackstøj og mærkelige lyde.
– Det havde jeg ikke troet om dig, sagde hun.

Men jeg har faktisk fortalt hende før, at der er dage, jeg er så hektisk og udmattet af arbejde, at avantgardistisk elektronmusik er alt, hvad jeg kan lytte til, jo mere abstrakt, jo bedre.
Det var så ikke tilfældet i fredags, men alligevel. Så hjernerensende det var.

WFMU – god netradiostation. Findes også under Eklektisk i iTunes. Og de er meget eklektiske – fra fed gammel country blues til feedback til ABBA. Dancing Queen lyder forbløffende godt efter en forfriskende sorbet af støj. Nogen gange hælder de lidt rigeligt til tidlig firserpunk, men det kommer an på DJ’en.

***Hvis den ikke er god i dag, så prøv igen i morgen.***


PS jeg havde engang en plade med en mand, der spiller på en 800 fod lang streng, men jeg fik den aldrig hørt og lod den desværre ligge engang, jeg flyttede.

Bekendelsesmaskinen

Min veninde Iki, tredjegenerations japansk avantgarde-filmskaber, opfandt engang en "maskine" – jeg tør godt skrive om den nu, der er gået så mange år – der gik ud på, at familiemedlemmer via et videokamera skulle fortælle hinanden deres ærlige mening, måske sige alle de ting de ellers ikke ville få sagt. Den var tænkt som et led i familie- eller samlivsterapi.

Jeg ved ikke, hvor godt den virkede, for kort tid efter gik hendes kæreste fra hende, da hun gav ham et valg mellem at få børn eller ikke være sammen (giv aldrig en mand et ultimatum ang. børn, snyd ham hellere, prik hul i kondomerne, tving ikke en mand til at tage en beslutning om at få børn, regn bare med at han bliver glad for dem, når de er der), og da han var min ven, jeg kendte ham bedst, har jeg ikke talt med hende siden.

Hun fortalte, at hun havde haft sin maskine opstillet hjemme hos en redaktør fra The New York Times, og hvor pinligt det var at høre, hvad han havde at sige: – Jeg kan ikke holde ud som I taler til mig, sagde han f.eks. Jeg synes maskinen lød som en god idé og spåede hende en stor fremtid og mange penge, især hvis hun fandt ud af at lægge den ud på nettet.

Jeg tror denne blog på en måde er min maskine. Min kone og familie ser den godt nok ikke – og godt det samme for det – men jeg kommer da af med det.

Men bliver jeg klogere af det?

Jeg vil melde mig ind i et kapel

Findes der ikke et aftenskolekursus eller et sted, hvor man kan gå hen og spille, selvom man ikke kan? Det skal helst være med ligesindede, der heller ikke kan spille. Og det skal være avantgarde.

Der må godt være en kapelmester...
...Jeg kan være kapelmesteren!
Maestro!
Det kan jeg lide lyden af.

Hvordan fa’en får man arrangeret sådan noget? Der må være et mødested på nettet eller i det mindste en opslagstavle, hvor man kan avertere.
Jeg kontakter min ven Gummiarm. Han har et øvelokale, og så er han avantgardist.


PS Jeg fortalte min kone om min plan. – Et kapel? sagde hun, hvor der er begravelser?
- Nej, sguda som Det Kgl. Kapel eller Bror Kalles Kapel!

Psykisk voldtægt

I lørdags skulle jeg møde en medblogger på Eiffel Bar på Christianshavn på vejen ud for at høre noget avantgarde. Da jeg kom først, havde jeg lejlighed til at sidde i baren og slette SMS’er og overhøre en samtale anført af en jysk kvindestemme, der sagde: "Psykisk voldtægt er næsten det samme. Det kan ikke ses."

Intensiteten af samtalen steg og faldt, og hun blev ved med at vende tilbage til det samme, men da var jeg holdt op med at høre efter.

Kattemusik

En af de få gange, jeg har spillet Lou Reeds Metal Machine Music, var da jeg passede min kærestes kat, mens hun var på Roskilde Festival.*) Det var altid en meget sur kat, der ikke ville have noget med mig at gøre. Men da jeg spillede MMM, hoppede den op på skødet af mig og spandt.
Det var aldrig sket før, og det skete aldrig igen.


*) Jeg havde nogle venner over, og vi sad og røg tjald.

En bid af Lou Reeds feedbackklassiker kan høres her.

Fodbold - det avantgardistiske synspunkt

Den gamle floskel om, at fodbold bare er "22 voksne mænd, der løber rundt efter en bold", er selvfølgelig sand. Når man skærer ind til benet, er det dét, det handler om. Det er det avantgardistiske synspunkt. Ligesom med teater. Hvad er dét, når man trækker alt andet fra? Nogle mennesker, der stiller deres kroppe op foran én. Det er derfor, der er så meget avantgardistisk teater, hvor de smider tøjet (Dødens triumf, Hair). Det er essensen af teater.
Det kan en film ikke give. Film er projiceret lys på et lærred, men det er et medie i forandring, det skrider ud i video. Maleri er mærker på et lærred eller et andet underlag (gerne i lag i modsætning til tegning). Musik er organiseret lyd.

Er avantgardisme ikke herligt?