Her udelader jeg et indlæg, fordi det handler om folk, jeg kender, der har bollet med kendte mennesker

De er ikke længere gift

Jeg var til middag med en verdenskendt forfatter, hvis kone så misbilligende på ham.

– Det er ikke sjovt, bare fordi det handler om lort, sagde hun.

Men det er nu ikke rigtigt, synes jeg.

Og så mimede han, at han røg af en kæmpe chillum og lod den gå rundt.

– Stik mig den der, sagde jeg.

Verdens førende kunstner III

***
Sidste år skrev jeg noget uoverlagt i et øjebliks nationalhysteri, at Olafur Eliasson var verdens førende kunstner, men rettede det senere til Jeff Koons, fordi han har 80 personer ansat mod Elisassons kun 40. Nu retter jeg det lige igen: Damien Hirst er verdens førende kunstner, fordi han har 120 ansatte (iflg. dagens New York Times).

Mr. Hirst, who employs 120 people to help him with his work, had a hand in its design as he has had in the Sotheby’s installation, spending every day for the last six weeks there. He said he won’t be at the sale. Looking around as crews put the finishing touches on his installation, he let out a large sigh. “It’s me, me and me,” he said.

Does he ever get sick of “me”?

“Yeah,” he replied. “Totally.”


(Han er er ved at arrangere sin egen auktion på Sotheby’s i stedet for at sælge gennem gallerierne.)

Jeg så engang Damien Hirst ovre på The Gagosian Gallery, da han var midt i en fotosession (alvorlige unge kvinder i overalls og bandanaer gik rundt med gaffatape), og han er det mest deprimerede menneske, jeg nogensinde har set. Han så ud ad helvede til. Men han kan selvfølgelig også sagtens.

Han ser bedre ud nu med sit kortere hår og nye kreative brille.


Et portræt af ældre dato. Han skal altid stå ved siden af den haj og åbne munden.


Fodnote: Min guru sagde engang, at Woody Allen var det mest deprimerede menneske, han nogensinde havde set.
***

I rum med det berømte 'snakkehoved'

Jeg sad 2 meter fra David Byrne på et hotelværelse og beundrede, hvor lavmælt og fattet han talte – ligesom andre supercelebre jeg har mødt – mens alle andre omkring ham forsøgte at være underholdende for at glæde ham.

– Du burde være i radioen, sagde en af dem til mig. *)

Jeg kunne dårligt få ud af struben, om han ville signere min bog, hvis jeg købte den.

*) Det fortæller folk mig altid.

Oh glade dag

Jeg sad med Brrr og drak kaffe hele morgenen. Bagefter gik vi over på Stingy Lulu’s, der havde et 6-timers to-for-én happy hour fra kl. 13, og drak dry martinis i baren.

– Så du ikke, hvem det var, der sad ved siden af os, sagde jeg, da vi gik ud. Det var Iggy Pop.
– Han havde utroligt knudrede hænder, sagde Brrr.

Jeg gik hjem og faldt om, lige indtil mine svigerforældre kom med barnet, de havde passet.

Hvor min guru drak sin kaffe

I årevis drak min guru altid sin kaffe i Dean & DeLuca’s på Prince St. (Spring St.?) i SoHo, indtil de skiftede ejer, og der begyndte at lugte underligt. Der var også for mange mennesker til sidst. Så man kunne altid komme ned og møde ham. Han kom der tidligt og sad der til ved 11-tiden. En dag råbte han over til et andet bord, hvad klokken var. – Øh, sagde manden og så på sit ur. Han blev lidt overrasket. Det var Jonathan Pryce, der spillede hovedrollen i Miss Saigon på Broadway, som sad der sammen med Jackie O.

Min guru kunne tale med alle, og han var altid ude på gaden, så han nåede også at se alle og selv blive set. En dag tog han ind på et galleri SoHo og så et stort sort/hvid fotografi af sig selv. (Han kunne godt lide at sidde og spille skak i parken. Det var dér, det var taget.) Han kaldte sig en "street person", men selvfølgelig ikke i den forstand, at han var hjemløs, han var bare aldrig hjemme i lejligheden.

En overgang stjal han kager om morgenen nede i Dean & DeLuca’s, en prune Danish, en schnecken, indtil ejeren sagde, at nu måtte han virkelig holde op. Han vidste ikke, hvorfor han gjorde det. Han kunne ikke forklare sig, men han skammede sig.

Rigtige venner

Jeg prøver at forklare Day-O, hvordan det er at have et barn med en kronisk sygdom, men det eneste han kan snakke om er, at han var til fest med Bruce Springsteen og hans kone.
- Hvor mange andre var der med? spurgte jeg.
Fornylig befandt han sig i en brusekabine med Pamela Anderson.
Det virker materialistisk.
Jeg gider ikke være patetisk.

Jeg blev udfløjtet af Kim Larsen

Jeg var på vej op af Fantasks kælderhals en herlig solskinsdag fløjtende en munter melodi (Yankee Doodle Dandy, Åh Marie eller lignende letbenet kost), da en lyd slog mig i møde fra det modsatte fortov som suset fra en mægtig ørn, der stiger og dykker i bjergene og i dalene. Det var Kim Larsen, der kom slentrende, lune Larsen, den grå rockeminence, og jeg blev mundlam. Han havde udfløjtet mig.



Note: Min datter sagde engang, da jeg vovede at kritisere ham: ”Kim Larsen er en himmelgud”.

Min lillebror kunne have myrdet Per Arnoldi

Han kom kørende på Kgs. Nytorv, da den verdenskendte plakatkunstner gik lige ud foran hans bil, men i stedet for at køre ham over, huggede han instinktivt bremserne i. Han kunne således kvit og frit en gang for alle have gjort det af med “farvernes konge”. Hvor tit i livet får man sådan en chance forærende?

Det kendte undergrundsband Bazookahosen har lavet en fantastisk sang, Per Arnoldi (Farvernes konge), som man kan lytte til her, men det siger sig selv, at den er bedre live.

Norman Mailer bagfra

Jeg sad engang bagved Norman Mailer i The Jewish Repertory Theater på 14th St. Jeg kunne kende ham på ørerne. Han var sammen med sin unge kone og deres barn. Min ven Daniel havde givet os billetter. Han spillede en tjener i et stykke om maleren Modigliani. For at glæde os råbte han midt i en scene med et håndgemæng ”soup de jour!” og ”flaprefisse!”






En "Modigliani-suppeske" kan købes her for at det ikke skal være løgn (under "Complete Your Table").

Mit møde med Carl-Henning Pedersen

Nu er Carl-Henning Pedersen jo død. Jeg hilste engang på ham til en Grønningen-fernissering eller sådan noget inde på Charlottenborg (det var en københavnerbegivenhed, jeg så Ulf Pilgaard!). Han stod overfor sine malerier helt alene og så nisseagtig ud med sit hvide kunstnerhår og sweater.
- Dine er de bedste, sagde jeg til ham (for det var de).
- Det er godt, sagde han og rørte mig på armen.
Så gik jeg igen.

Et af billederne, det bedste af dem, kostede ca. kr. 80.000, og jeg tænkte, at det var billigt, men jeg havde ikke 80.000 at spendere, hverken dengang eller nu, og sikkert heller ikke vovemodet, selv til en konservativ investering.

Da jeg mødte David Bowie og var pinlig

Jeg mødte engang David Bowie, mit ungdomsidol, oppe på The Metropolitan Museum. Han var sammen med en bodyguard-lignende type og havde en utrolig flot lang frakke på. Ovr, var der to andre studentertyper ved siden af mig, der sagde.
Elegant skred jeg op på siden af ham og spurgte, om jeg ikke måtte få hans autograf.
- Nej, svarede han uden at tabe et skridt. Og lige så elegant trak jeg mig tilbage igen.
Hvor pinligt. Hvorfor kunne jeg ikke bare lade ham gå på museum i fred? Fordi jeg ville vise mig overfor mine gamle venner derhjemme.
Min eneste undskyldning? At jeg var ung og en grønskolling.

Morale: Sådan kan det, der kunne have været en god historie, blive til et pinligt minde i stedet.

Møde med dansk berømthed på posthus i New York

Jeg mødte engang Jakob Holdt – fotografen, der chokerede den danske nation med bogen og lysbilledforedraget Amerikanske Billeder i 70'erne og 80'erne (jeg skrev stil om den i skolen) – nede på posthuset på 14th St. mellem Ave. A og 1st og sagde davs.
Lidt efter spurgte han: - Kender du nogen søde drenge og piger?
- Nej, svarede jeg og skyndte mig væk.