Jeg mødte engang David Bowie, mit ungdomsidol, oppe på The Metropolitan Museum. Han var sammen med en bodyguard-lignende type og havde en utrolig flot lang frakke på. Ovr, var der to andre studentertyper ved siden af mig, der sagde.Elegant skred jeg op på siden af ham og spurgte, om jeg ikke måtte få hans autograf.
- Nej, svarede han uden at tabe et skridt. Og lige så elegant trak jeg mig tilbage igen.
Hvor pinligt. Hvorfor kunne jeg ikke bare lade ham gå på museum i fred? Fordi jeg ville vise mig overfor mine gamle venner derhjemme.
Min eneste undskyldning? At jeg var ung og en grønskolling.
Morale: Sådan kan det, der kunne have været en god historie, blive til et pinligt minde i stedet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar