mandag den 26. februar 2007
Enestående nyere dansk kulturhistorisk objekt
Dette enestående kulturhistoriske objekt fandt jeg på Trekronergade i Valby i forsommeren 2005. Det er en tallerken, der engang i 1960’erne blev sat et stearinlys på og så et til og et til, indtil objektet nåede sin nuværende imponerende størrelse (jeg skulle nok have målt det, men jeg vil skyde på det var 80 cm højt og altså så bredt som en tallerken - sammenlign med vinballonen ved siden af). Manden, der smed det ud, var blevet bedt af sin kone om at rydde op i garagen, fordi de skulle fejre guldbryllup. Han fortalte mig stearinbjergets historie, hvordan han havde flyttet det med fra den ene adresse til den anden, og sagde: ”Hvad det ikke har set af flip...” Den påstand ser jeg ingen grund til at betvivle. Jeg ville have taget objektet med mig med henblik på senere at donere det til Nationalmuseet, men så tænkte jeg på, hvad min kone ville sige, og lod det stå.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
2 kommentarer:
Godt at du i det mindste fik dokumenteret det.
Hvad skal man stille op, når man ikke ejer en lade?
Send en kommentar