Så er jeg igen nået til det punkt, hvor jeg kigger i mapperne for at se, om der skulle gemme sig noget, jeg kan hælde ud i intetheden til mine intetanende og ikke-eksisterende læsere.Man siger om Graham Greene, at han skrev to sider om dagen (og drak for resten). Jeg har flere gange sat mig for at gøre noget lignende som en øvelse (andre gange har jeg bare drukket, haha). I hvert fald er det én måde at få arkene til at akkumulere (om tingenes ophoben se også Parablen om Tonys fars træ), ikke at de gjorde det i dette tilfælde, men princippet kan vel være godt nok alligevel.
Her er eksempelvis to sider eller så fra forrige efterår.
Jeg kan ikke lide små piger, jeg kan lide fuldmodne kvinder. Ikke gamle, men fuldt udvoksne kvinder. Det andet er forstyrrende: Rottehaler, slikkepinde, for store øjne hører andetsteds hjemme i min fantasiverden. Jeg ved ikke, om det er fordi jeg er far, men visse steder må jeg lukke af ellers kan jeg ikke slappe af. Så flyder blodet og tankerne de forkerte steder hen.
Det er altid lidt svært at beskrive disse emner. Der er altid frygten for at blive slæbt i retten, at noget kan blive misbrugt i skilsmisseretten, også selvom jeg ikke har gjort noget. Ja, mit liv kan i sandhed defineres af alt det jeg ikke har gjort, men det er en anden historie. Hvad det angår, er der kun een myndighed at svare til, nemlig mig selv. Lad det nu ligge. Lad mig ikke komme for godt i gang med min evige klagesang (istemmes): Ak, jeg har spildt mit liv, ak, jeg er træt af min viv, ak, jeg har taget for mange hiv, ak, til hvad dog jeg skal bliv’?
Suk, skulle det være en roman? Forfatteren klør sig i skægget, kigger ud af vinduet. Hvis nogen har fulgt med så længe som hertil, er det måske på tide at belønne anstrengelserne med lidt hård porno, men er det nødvendigt at rime? Pik i kusse, ud og ind, det gi’r fred og lys i sind / Op og ned og for og bag, i mørket er det samme sag / hvilket hul jeg puler nu / Det er blot vigtigt med henblik på at hive den u’ / Så’gu.
Jeg beklager, kære læser, jeg forstår jeg er nær ved at have trukket den sidste veksel på Deres overbelastede tålmodighed. Jeg forstår, at der er bedre og nemmere underholdning til i verden. Man kunne i flæng nævne de elektroniske medier. Men jeg sværger, at de der bliver hængende ikke bliver skuffede. På de følgende sider vil afsløres hemmeligheder af en kaliber, der får det til at løbe koldt op og ned ad ryggen på mig blot ved at tænke på dem. Og tro mig, jeg prøver at lade være. Men før eller siden skal det ud, det er klart. Jeg taler om hemmeligheder, der kunne vælte regeringer, redde jorden fra miljøsvineri og ufred og indføre tusindårsriget på jord. Så bliv hængende og vær blandt de sande udvalgte, hvis udødelige sjæle ikke vil brænde op i helvede til evig tid, men vil synge højt i himmerige, mens de andre, der skippede ud af denne planløse fortælling for flere afsnit tilbage uden at have smugkigget længere fremme, forkulles dernede som et svagt ekko af skambrændte Moloch-børn. Hmm...
Kortene skal på bordet. Det er reelt set ikke så mange hemmeligheder, jeg kender, og mange af dem er ikke så hellige endda. Eller hemmelige. Er siden snart færdig, så jeg kan sige, jeg har gjort mit for i dag? Nuvel, snarere end at ændre formateringen vil jeg forberede mine næste skridt, ikke mindst udrydde de kedelige og trælse religiøse referencer fra det foregående. Er der noget mere dræbende end religion? Visse ting hører privatlivet til, derunder religiøs tro.
Nu, hvor jeg har læseren i min hule tvivl, er det ikke for tidligt at begynde at tænke på, hvor jeg vil hen med alt dette. Vil jeg ud i afkroge af min personlighed, jeg før har holdt hemmelig for omverdenen på grund af skam? Er der noget at hente der, der ikke allerede står prentet på mit ansigt for alle at læse? Og hvor klar til at gå til bekendelse er jeg egentlig? Mit liv har jo, som man nok lader ane, aldrig været udtalt spændende. Der er mere fortrydelse end fortryllelse, mere tøven end gøren, mere skyhed og blyhed end fyhed og nyhed. Jeg har mere siddet derhjemme end været ude med næsen fremme, hvor man kunne få den i klemme. Jeg har aldrig taget de store chancer, men jeg har forspildt en del ved sidste øjebliks sjusk og fusk. Jeg har ikke grebet livets frugt og gnasket til safterne sprøjtede, jeg har snarere siddet på mine hænder, genert og livsforløjet.
Konklusion: Som det fremgår af ovenstående diskursive, selvoptagede rablen, er det nok en god idé at have et fokus, en historie eller et emne. Det er jeg sikker på Graham Greene havde. Alle og enhver kan jo sidde og lire sådan et par sider af til deres dagbog.
Fodnote 1: Hvor mange skrivebordsskuffeforfattere sidder der i dette øjeblik og blogger?
Fodnote 2: Jeg ser nu, at en fejl ved ovenstående trådløse strøm var, at jeg glemte at vende tilbage til temaet: Modne kvinder. Som sædvanlig forfalder jeg til min faste klagesang i stedet for at bevare det kølige overblik (for ikke at tale om småpiger og blodtilstrømning, som om der var noget dér). Det skriver jeg mig lige bag øret til en anden gang.
Med blikket på temaet kan man tage så mange sidespring og biveje, man vil. Man skal bare dingle med mysteriet engang i mellem, ligesom ham den tyrkiske nobelprisvinder gjorde med sin fars kuffert i sin tale ved prisoverrækkelsen.
Fodnote 3: Jeg kan meget godt lide rimene.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar