Ingen frokoster længere

Nu er der ingen tilbage, der holder frokoster længere. Min mor er død, og min svigermor er død. Det kan godt være, at I synes, frokoster med familien er irriterende, men man savner dem, når de ikke er der mere. Det er fedt at komme hen et sted og få maden serveret. Nu skal man lave det hele selv. Og hvad er så pointen?

Hjernebaner

Efter min mor døde, spillede jeg sudoku på iPhonen det meste af en uge, indtil jeg opdagede, at det var de samme 25 baner, jeg spillede om og om igen. Så jeg bestilte den udvidede pakke, men holdt op, da jeg ikke mærkbart kunne forbedre mine gennemsnit længere (se fig. 1). Mine ekspertresultater blev også negativt påvirket af at lave de hurtige, simplistiske baner, hvis jeg da kunne koncentrere mig om de svære. Derefter gik jeg over til at løse The New York Times Crossword Puzzle. I fredags (kl. 16.23 lokal tid) havde jeg den 73. hurtigste tid. Det er rimelig godt. Fredagskrydsen er svær. Nu er jeg gået tilbage til sudokuerne, men kun i ekspertudgaven, og hver gang jeg løser en, tænker jeg på min mors død og hvor meget, min far irriterer mig, alt imens mine sluttider rasler ned.

Fig. 1

Forts.

- MIN MOSTER ER DØD!

Forts.

Min moster er død

Nu er en til tråd til min mor bristet.

Jeg savner hendes stemme.

Jeg savner de gamle stemmer.

Arv mit miljø

Min datter (10) sagde: – Jeg vågnede, fordi jeg kunne høre, at du græd, og så begyndte jeg også at græde.

Forholdsmæssigt

Jeg kommer hjem og er ked af det som sædvanlig, og min kone ligger og griner ad David Letterman på computeren.

Beskeden, omend magtpåliggende observation om mine nærmeste omgivelser

Lokummet har fået sørgebind på. Brættet er knækket, og ellers niver det mig i røven, når jeg rejser mig op.


Jeg er til eg. Giv mig et godt bræt af eg. Kirsebærtræ er også godt. Eller valnød. En god, hård sort. Jeg kan leve med ask.

Statusupdate: Jeg bærer sorg, okay?

Jeg gider ikke skrive, hvordan jeg har det, på Facebook.

Og dejavuer, dusinvis dagligt

Jeg har fået en sitren ved det ene øjenlåg, jeg ikke kan styre.

Mine øjne føles som to østers

Hvor længe skal jeg gå og græde hele tiden?

Jeg kan ikke leve

Jeg kan ikke trække vejret, jeg hader mit liv så meget.

Så på den måde er alt ved det gamle

Der er ikke en eneste af mine venner, der har ringet til mig, siden min mor døde.



Jeg savner hospice-sygeplejerskerne med deres hæderlighed.

Hun lyder som sig selv

Jeg ringede til min moster:
– Hvad siger din far? spurgte hun.
– Jeg har ikke hørt fra ham, sagde jeg.
– Ved du hvad, sagde hun, – hvis jeg kender ham ret, skal han nok finde ud af at få det til at blive synd for ham.

Og så fortalte hun en stribe historier om, hvordan han havde svigtet min mor og chokeret familien i gamle dage.

Jeg får ondt i hjertet.

Hvorfor føler jeg, at jeg skal forsvare ham? Jeg må lære at give slip. Nu forstår jeg bedre, hvorfor min mor altid var så opslidt, efter hun havde talt med hende. Hun er benhård og nådesløs.


Min c'rutrygende moster. Min moster, der ryger c'rutter, selvom hun har fået fjernet en halv lunge. (Reklamebillede fra Hudibras 1978. Udskiftes snarest muligt med den i erindringen ideelle "Ciga-rart og smart"-søsterreklame. Min moster og onkel gav hver jul min far et Hudibras, som han ikke læste. '78 var et sent, måske det sidste år.)

Han skal konstant mindes om, at han lever

Jeg har ikke hørt fra min far i over en uge. Så fik jeg en email fra ham med et scan af noget lamt lort om ham selv, han fik udgivet i 2005.



Han lever kun på tryk.

Svigtsot

Min far ringede ikke engang til mig, efter min mor døde. Et par dage efter ringede jeg til ham, men han var i bad, og han havde hørt det, sagde hans dame, så jeg bad ham ringe tilbage.

To timer efter ringede han tilbage.
– Er der ellers sket noget? sagde han.

(10 minutter senere.)

– Hvad vil du have, jeg skal sige? spurgte han.
– Hvad med at sige, at du er ked af at høre det?
– Det troede jeg lå i det, sagde han.

Han er ingen hjælp overhovedet. Han gør faktisk tingene værre.