Noget for sej

Min datter (15) går og siger, når man spørger hende: "For jeg er sej." Hvorfor gør jeg ikke det? tænkte jeg i ulvetimen lørdag morgen. Senere på dagen så jeg en tweet, der sagde: "Hvorfor taler jeg sådan til mig selv inde i hovedet? Hvis en af mine venner talte sådan til mig, ville jeg ikke finde mig i det." Sandt nok. Og det har jeg gjort lige siden, sagt til mig selv, at jeg er sej. For det er jeg. Sej. Hold kæft, jeg er sej, tænk at der findes en som mig. Nu skal jeg bare have ordnet mit hår og min fortand.

Intet er nemt, når man ikke gider noget.

Halve æg

Min kone ville have, vi skulle holde en påskefrokost.

– En frokost? Du laver ikke andet end at vrisse ad mig hele dagen, og nu vil du invitere folk over for at bevidne vores psykodrama?

Nedfald

I morges forsøgte jeg at forklare for min kone, at hun skulle holde op med at skælde mig ud foran børnene, men hun sagde, det var mig, der nedgjorde hende ved at stille spørgsmålstegn ved hendes gamle travere og tredjehåndsberetninger.

– Jeg beder dig tale pænt til mig, forstår du det?
– Hver gang, jeg siger noget, siger du, det ikke er rigtigt. [Det er ikke rigtigt.] Forstår du dét?
– Det er ikke hver gang.
– Det er gang på gang på gang på gang på gang på gang på gang… [100% sandfærdigt gengivet].
– Okay, jeg har forstået det.
– Nej, jeg tror ikke, du forstår det…
– HOLD OP! SELVFØLGELIG FORSTÅR JEG DET!
– Ha!

Og så har hun vundet, fordi jeg hævede stemmen, selvom det var hende, der hævede stemmen først.



Skilsmissetankerne ruger i mit hoved. For hvad skal vi med hinanden? Jeg er ikke lykkelig. Det har jeg ikke været i årevis. Vi gør ikke hinanden lykkelige. Jeg kan ikke tage den kvinde mere. Men så tænker jeg på mine børn, og så ved jeg ingenting mere. Det hele er så prospektløst. Altså udsigtsløst.

Omkring den tid, min mor døde, fortalte min bror lidt chokeret, at min tante havde sagt, at hende og min onkel ikke ville være sammen, hvis det ikke var for børnene. Og jeg har siden tænkt: – Tror du, vi [min kone og jeg] ville være det?
Det ville vi da heller ikke. Det er jo et fuldstændigt ligegyldigt postulat, idet de og vi jo har børn.

Men jeg tænker faktisk på, at vi aldrig har det rart sammen, ikke engang sammen med børnene. Hun føler sig tilsyneladende angrebet (eller at det er en konkurrence), når vi er sammen med børnene, bare almindeligt. Jeg har det så hyggeligt sammen med børnene, når hun ikke er der. Hvorfor så være gift?



I søndags parkerede jeg bilen og steg ud, fordi jeg ikke kunne få nogen til at navigere, og jeg igen var kørt galt. Mit hoved var ved at eksplodere. Jeg havde lyst til bare at lade bilen stå og gå min vej. Så kunne min kone køre den hjem, hvad hun ellers nægter, eller ringe til Falck eller en anden mand, der kunne køre den for hende. Hun nægter både at køre og navigere.

– I er skide forkælede allesammen, råbte jeg over musikken. – Så sidder jeg her som en robot. Hvad fanden sjovt er der ved det?

Min datter kalde mig et svin, og min kone skældte mig ud . Og min yngste datter hang med hovedet ud af vinduet, fordi hun var køresyg.

Fra nu af er det de offentlige.

Nej, vi har virkelig ingen glæder.

Her i vores hus er ingen glæde, her i vores hus er ingen fest.

Såmænd

– Kan du ikke lade være med at bruge ordet 'dysfunktionel' om vores ægteskab, når børnene er her?

Før noget andet

Hun trak hovedet væk.
– Du skal ikke gøre nar ad mig og bagefter stå og ae mig.
Det gjorde jeg ikke. Jeg stod bare og prøvede at se hendes ansigt bag rynkerne og det bistre udtryk.
– Jeg valgte bare at … slå en munter tone an.
– Du skal ikke gøre nar.

Det var en kommentar på de fire nye hans & hendes kulørte plasticvasketøjskurve, hun har stillet op på rad i soveværelset. Jeg kunne også have sagt: – Det skulle bare have været mig, der satte noget op i den størrelsesorden.

– Nej, hvis det stod til dig, skulle det hele jo stå i poser.
– Man kan selv vælge den tone, man taler i.
– Du har ikke begreb om, hvordan du selv lyder. Du skal lære at gribe i egen barm.
– Gribe i egen barm?
– Ja, gribe i din egen barm.
(…)
(Pause.)
– Jeg er færdig med at tale med dig i dag.

Hævede stemmer

Jeg talte "skrapt" og "ubehageligt" til min datter (14), så hende og min kone skreg begge to ad mig, og min yngste datter faldt tavs hen og begyndte så at græde, og jeg smed rundt med møblementet og sagde, at jeg havde fået nok. Og nu er jeg er grædefærdig. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal komme gennem denne dag. Jeg har arbejdet i næsten en uge.

Jeg er begyndt at tælle mine glæder: én, at passe mig selv. Jeg har ikke fået et blowjob i det nye årtusind.

Og så spørger jeg mig selv: Hvad er det hele værd?

Er der nogen, der tager hensyn til mig, når jeg er i dårligt humør og skal lave det samme lortearbejde for færre penge? Ikke en fucking sjæl.

Måske havde jeg forestillet mig, at der var nogen, der kunne bruge mig til at tage ting på øverste hylde

I min ungdom (for længe, længe siden) skulle jeg spare penge sammen til at flytte til USA, så jeg ringede til min gamle skolekammerat børsmægleren for at få ham til at investere i en linie papirmekaniske humørpostkort, men han foreslog, at jeg satte en annonce i Den Blå Avis om forefaldende arbejde, f.eks. havearbejde: "To meter høj ung mand søger blablabla". Min kæreste, nu kone, sagde: – Husk at skrive "ikke sex", men jeg gad ikke, jeg syntes, det var pinligt. Næste dag ringede telefonen: "Har du hestepik? Hahaha!" Og røret blev smækket på. En anden ringede og spurgte, efter en længere udveksling af høflighedsfraser, om jeg var interesseret i noget fotografi. – Fotografi? spurgte jeg.

Derefter tog jeg ikke telefonen den næste uge.

Jeg kunne nok se, at det ikke var nogen ordentlig måde at tjene penge på – havearbejde! – så jeg fandt på noget andet.



Appendiks I
Jeg er et meget høfligt menneske. Hvis der f.eks kommer nogen og siger: "Gudsrost, jeg elsker dig, lad mig gøre dig ufattelige seksuelle tjenester", svarer jeg: "Nej, tak. Jeg er lykkeligt gift. Det løfte ønsker jeg ikke at bryde".


NB! Husk den store internationale nøgenhavearbejdsdag d. 14. maj.

Døren går op (forts.)

Jeg har nu fået at vide, at jeg ikke skal "gå og spille Kong Gulerod" og "hvad med mig selv?" Suk. Det er mærkeligt at få skældud af en kvinde, der ikke er ens kone. Det er i det hele taget mærkeligt at få skældud, når man er voksen, og det ikke er af ens boss, men jeg synes altså ikke, mænd generelt skælder hinanden ud. Jeg mener ikke, det er almindelig omgangsform blandt mænd at skælde hinanden ud. Men nu vil jeg til bunds i denne sag. Som en detektiv vil jeg finde ud af – f.eks. ved at spørge – hvad det er, jeg har gjort, om det så betyder min undergang.

Måske er det noget, jeg fast kunne praktisere?: – Undskyld, hvad har jeg gjort dig?

Der var en kulturformidler forrige uge, der virkede irriteret på mig, og der vidste jeg heller ikke, hvad jeg havde gjort.

Kronen på værket - hvori jeg undersøger kønnenes surhed og foreslår mulige ruter at tage

Af litteraturhistorien kan jeg udlede, at jeg ikke er den eneste, der synes, hans kone er skrap.

Her er fra Canterbury-fortællingerne:


Det er det gode ved litteratur, at den kan formidle sindsfæller på tværs af tidens afgrund.

Illustrationen til fortællingen ser sådan her ud:


Illustration af H. Lawrence Hoffman.

Den stærkt nærsynede gamle idiot af en mand har ladet sin unge kone klatre op i træet ved at bruge hans egen ryg som trappestige, mens han stod på alle fire, og nu sidder hun deroppe og boller med troubadouren.
– Hvad laver du deroppe? kalder han. – Hvad er det, jeg kan høre?
– Ikke noget, min elskede mand, jeg gnasker bare pærer.

Eller også er det:

– Hvad er det, mine gamle svage øjne kan se? Sidder du ikke deroppe og boller troubadouren?
– Nej, nej, siger konen. – Du kan ikke se noget, du er blind!
– Åh gud nej! råber den gamle. – Hjælp, jeg er blind!
– Lige et øjeblik, så skal jeg være der, griner hans skamløse kone. – Kommer straks! Hoho!


Mere eksplicit rendering ved Ludmilla Balfour.


Jeg tænkte på den, da jeg kiggede på O.L. Kirkegaards tegning i Albert:


Tegningen er noget pjat, fordi skomageren jo faktisk godt kan nå Albert med sin stok. Noget lignende ses tit på film, når en flygter op af en stige. Tsk-tsk.


Noget oppe i et træ, man ikke kan nå – det klassiske billede på misundelse.


Se også bilag 1.


Forskerne fører det tilbage til den bibelske beretning fra Edens have med Kundskabens træ selvfølgelig.

Hvad sad der i grenene på Ask Yggdrasil? Aner det ikke.

Da jeg var lille, sad min storebror og hans venner oppe i træet i baghaven og gjorde nar ad mig, fordi jeg ikke kunne kravle derop og banke dem. År efter øvede jeg mig i at kravle derop, når de ikke var der. Der var fuglereder og interessante former i knoldene på poplen, for et sådant træ må det have været. Man kunne tage tegneserier med derop. Jeg drømte engang, at de knoldede grene var engle, der spredte vingerne ud bag sig (ligesom den gamle skulptur ved Kastrup Lufthavn):



Men hvorfor er det, koner synes, de skal være så skideskrappe? Hvorfor vælge at være sur? Tag min kone f.eks., hun synes, kvinder, der taler med pivestemmer er ynkelige. Men hvorfor ikke bare tale pænt? Tal sødt, er det sexistisk? Jeg får altid at vide, at jeg skal tale pænt og at jeg lyder skrap og sur. Gør jeg det samme? Jeg skal lære at være mere Barry White. Det værste, en mand ved, er en sur kone. Og det værste, en kvinde ved, er en nærig og doven mand. Man kan ikke vinde, og der er ingen udvej.

• ANSVARSFRASKRIVELSE: Min skat, hvis du nogensinde læser det her, jeg tror ikke, du er værre end andre koner. Det er bare mit forsøg på bred humor. (Er det den tid på måneden igen? Jeg ved det ikke. Jeg har ikke turdet spørge, og jeg glemmer altid, hvornår det sidst har været. Godt det samme.)

Note 1: Svaret på gåden "Hvad vil kvinder helst have?" (i "Konen fra Bath's fortælling") er
"magt over mænd" (indirekte citat.)

Note 2: En dendrofil er en, der elsker træer.

Bilag 1

Her er ræven igen. Den er altid ude efter noget i et træ.

Hjemlig hygge XVII

– You fucking idiot, hvæsede hun ad mig foran gæsterne (eller snarere bag ved, mens de havde ryggen til ude i gangen).

Til jeg er blå i hovedet

Min kone har spillet otte timers PlayStation i dag, og den anden halvdel af tiden beklager hun sig over, at jeg ikke engagerer mig i familien. Ved siden af hende sidder børnene og spiller computer og telefon. Hun har det ligesom dem: hun hører kun efter, når jeg hæver stemmen. Fem gange siger jeg noget, og ingen hører efter, sjette gang får jeg at vide, at jeg skal tale ordentligt til børnene. – Undskyld, men du kender ikke baggrunden, du hørte ikke, at jeg sagde det de første syv gange.
– Du kommer ind og er vred med det samme.



– Jeg gider ikke blive ved med at sige de samme ting om og om igen, siger jeg til min datter på 13 om og om igen.


George Liquour tegnet af Chloe.

Før hun steg op fra sine tømmermænd, konen, rettede børnene sig så fint efter deres far: (lukker laptoppen, tager telefonen fra dem) – Jeg har sagt, der ikke er noget skærm, før I har været udenfor.
– Hvad med dig selv? siger min datter på ni og hiver i min laptop.
– Jeg læser avis.
– På en skærm.
– Gi' så slip!

Og se, så blev hun sur og lagde sig ind i sengen og læste H.C. Andersen. Dét er opdragelse.

Mandejammers jul

***
Min kone kaldte mig en "idiot" ved bordet og sagde, jeg skulle tie stille under dansen om juletræet mellem et par af salmerunderne. *)

Det var hos hendes familie. Det er jo nemt nok at være på hjemmebane.

Hold kæft, jeg hader julen.


*) Hvad skulle jeg gøre, gå min vej? Jeg sang videre, men mumlende og uden gejst, hyldestsange til den nedstegne gud.

I morgen skal jeg heldigvis arbejde.
***

Jeg kan ikke leve med det her

***
Min kone har i dag kaldt mig en "motherfucker" foran børnene. Hun går fra 0 til 140 på 3 sekunder. Det er så skønt at holde weekend og boligindrette.


***

Indenfor hos familien mig

***
– Er det dig, der har hærget pie'en? sagde jeg til min kone.
– Hvad?
– Jeg vil godt have, du behandler pie'en med respekt.
– Det gør jeg også.
– Du skal bruge kniven til at skære med. Prøv lige at se: skorpen er faldet helt sammen.
– Hold kæft!
– Jeg vil godt have, du ærer og respekterer pie'en, nu jeg har besværet mig med at bage den. Og tal pænt.
– HOLD KÆFT!
– Gider du ikke lade være med at hidse dig op, når jeg spørger dig om en simpel ting?
– JEG HIDSER MIG IKKE OP. DET ER DIG, DER HIDSER DIG OP.
– Man burde sætte en vejrmølle hen foran munden af dig og udnytte vindenergie...
– FUCK DIG OG DIN FUCKING PIE! sagde hun og besværede sig ud fra sofaen og stampede ind og smækkede døren til soveværelset. Begge børnene begyndte at græde. Min store pige gemte ansigtet bag bogen. Jeg måtte ikke se hende.
– Griner du eller græder du? sagde jeg og strøg hende over håret.

Jeg må ikke trække min kone op på den måde. Hun har menses for tredje gang i denne måned.


***

Ergo er hun ikke en luder, Mor Karen

***
Vi holdt børnefødselsdag for klassen, og en af drengene sagde: – Hun kan ikke være en luder. En luder er en dame, der er kæreste med en anden dame. Hun har ingen kæreste, derfor kan hun ikke være luder.

(Ræsonnementet blev afleveret af flere omgange, mens de snakkede oven i hinanden.)

De har arbejdet meget i klassen om, at man skal tale pænt til hinanden, og jeg tror, det var det, han reagerede på, altså at de ikke gjorde det.


***

Vendepunktet

***
Bitre mænd og kvinder, I kan godt begynde at lede andetsteds efter lumre historier om ægteskabelig splid. Jeg har bestemt mig for at være lykkelig i mit ægteskab, fordi jeg alligevel ikke har noget valg. Hvorfor kæmpe imod, som manden sagde, da han stod i kviksand til livet.

Vendepunktet kom, da min kone gjorde mig opmærksom på, at vi måtte ændre tone over for vores datter, fordi hun går og lider. Lysende klart. Så tænkte jeg og sagde: – Ja, vi kan ikke være bekendt at dele vores latterlige drama med andre. (Æhem.)
– Ja, især dem, der har brug for os, sagde hun.
– Ja, sagde jeg, dem for hvem vi repræsenterer hele strukturen på deres liv. Hele skelettet.

Alt andet er vanvid.


PS Det med "dramaet" har jeg fra Dan Savages podcast, hvor han taler om, at navnlig unge mennesker gerne mener, at deres kærlighedsliv skal være et stort romantisk drama og lader det gå ud over alle.
***

Ludermor

Jeg troede, der var nogen børn, der råbte "ludermor", nogen færinger, men det var bare "kluddermor", og det var mine egne.

God vane

Hver aften rækker min ven Jay-O armene i vejret og råber hurra for sin kones bryster, når hun tager tøjet af for at gå i seng.

Det er rituelt.
Men det er noget lort, hvis han pludselig holder op.