Selvtægtsmand på nabolagspatruljering

Michael kom ind og så endnu mere mærkelig ud i hovedet end sædvanlig.
– Der er nogen, der er ved at bryde porten op dernede, sagde han med sin Limfjords-accent. – De passer på signalementet med dem, der brækkede hoveddøren op i forgårs.

– Hent dit videokamera, sagde jeg og stak en hammer i lommen og løb derned i mine tykke sokker i jydesandaler.

Da jeg kom rundt om hjørnet, sad der to teenagere på trinet og røg.

– Er I ved at brække porten op? sagde jeg og tog i håndtaget.
– Nej, sagde de og så irriterede ud.

– Jeg hørte altså noget, sagde den gamle idiot, der kom ud sammen med Michael, min backup.
– Jeg tror bare, det er nogle teenagere, der sidder og ryger, sagde jeg.

– Nu laver I ikke narrestreger, vel? sagde jeg.
– Nej, sagde de med undvigende øjne og store, plettede næser i mørket.

De passer ikke en skid på signalementet. De sidder bare på trappen ind i mellem og ser irriterede ud, når man vil forbi, eller i skralderummet, hvis der er møbler.

De er garanteret skyldige i et eller andet.

Heraf vigtigheden af at tage en dyb indånding og tælle til ti

Øv, en af mine kunder betalte mig to gange for et job, og så kom jeg til at sige noget.

Jeg var forvirret, okay?

På den anden side er det måske meget godt, at jeg fik det ordnet med det samme, ellers var jeg blevet nødt til at tænke på dét. Men jeg kunne have levet med det.



PS En anden ting er, at hvis jeg ikke havde gjort det med det samme, havde jeg aldrig fået det gjort. Jo længere tid, der var gået, des mere havde jeg tænkt på pengene som mine, og des sværere havde det været at give dem tilbage – ligesom familien til overførselsindkomstmodtageren, der ikke nænner at meddele myndighederne, at han/hun er død, fordi de har vænnet sig til ydelsen.

Henfald

Er jeg den eneste, der bekymrer mig over ikke at være en succes? Er der andre, der har det som jeg?

Hver dag, når jeg cykler hjem, synger jeg: Endnu en dag du aldrig får tilbage. Endnu en dag du aldrig får tilbage. (Prøv selv, den er funky.) Solen timelapser hen over himlen tre gange i minuttet, mens jeg sidder herinde og langsomt dør. En stille død, en sødlig råddenskab. Det er faktisk ret sørgeligt. De vil skrabe mig op med en fejebakke. For satan da også, jeg kan ikke bryde ud af mit eget fængsel. Jeg er som Jacques Mesrines far.









Gør noget, mand. Men hvad? Det er en fælde. Hvis jeg gjorde det, jeg ville, var jeg ikke længere her. (Det er den næste linie til min sang: Hvis jeg gjorde det, jeg ville, var jeg ikke længre her.) Det eneste alternativ, jeg kan se, er at sidde til smuds i halsen på Mændenes Hjem.



Det er ikke rigtigt. Jeg ville selvfølgelig straks finde en sugarmamma at leve af og på. Men mine dage som nuttet er forlængst omme, og en hvis fortrukkenhed er ved at sætte ind i betrækket. Jeg er en klodset elsker. Jeg har ingen moves. Det eneste move, jeg kender, er druk. Hvad er der ellers? Online dating? Det hele er nemmere, når man allerede er dækket ind. Kvinder er som hunde, de kan lugte desperation. Jeg kan se mig selv til fester gå omkring blandt mennesker, jeg ikke kender, i mit upassende kluns, med hungrende, hule onanistøjne. Alle er yngre end jeg og morer sig mere. Så hellere svælge i sit eget svineri. Og spille ridsede plader og nyde sin nedtur – med mere skilsmisse, mere distance (indsæt resten af teksten fra I Need More).

Det var underligt at tænke på, at livet er omme. Det var den tur i karrusellen.
Du havde din chance, nu ligger du dér og
mumificerer
med dine tomme øjenhuler og
ord, der giver genlyd i cellen.

Mind mig om aldrig at komme i fængsel

Altså rigtigt fængsel. Ikke eksistentielt fængsel. Der er jeg allerede. Der skal jeg mindes om at komme ud.

De tog navn efter et religiøst symbol fra oldtiden

En af de første, jeg kendte, der blev gift, begyndte at spille i et band, hvor forsangeren var denne her vildt irriterende trustfund-kælling.

– Hvad ser du egentlig i hende, spurgte min kone.

– Hun er slank, sagde han.



Så slem var hun heller ikke. Jeg mødte hende engang, da der havde været røveri i deli'en på 7. og A, og 18 politibiler ankom på en gang. – Vi bor i byens sikreste nabolag, sagde jeg.

Men hun gad ikke altid hilse. Hun hilste faktisk heller ikke ved ovennævnte situation.



Hun sang ikke specielt godt.

Hendes mand var i A&R, hvis det kan forklare noget.

Fra sidste års hippiekulturbegivenhed i udlandet

Mexicaneren sagde til mig: – Du maler som en pige.

Senere sagde han: – Jeg har haft et hårdt liv.

– Ikke mig, sagde jeg, – jeg har haft et blødt liv.

Frygteligt

Det er frygteligt, det eneste jeg tænker på er at kneppe. Jeg er 45 år gammel, og det eneste jeg tænker på er at kneppe. Jeg er gift, og det eneste jeg tænker på er at kneppe. Kneppe, kneppe, kneppe dagen lang.



Hvordan jiver det med det her med, at man skal leve i nuet?

Hvordan jiver det her med, at man skal leve i nuet, med, at man ved, man engang skal dø?



Som altid, når jeg finder mig selv i et filosofisk dilemma, tager jeg ned og besøger J. Per i det sociale boligbyggeri, den gamle hippie. Gamle hippier, de forstår at leve livet.

Han har været rimelig stoffri, siden han røg hele høsten ud i ét stræk. Ind i mellem kommer Julefaren forbi med en klump, og så ryger de den. Han har kun været ude på Staden en enkelt gang eller to, og hans anden forbindelse er for uhyggeligt krævende til, at han orker at tage der forbi for tit. Og lad mig her slå et slag for, at gamle hashomaner kan få noget ordentligt at ryge, så de ikke bliver tørret af upålidelige pushere og må ryge dårligt lortetjald og i det hele bliver nødt til at omgås kriminelle elementer. Lad dem dog få noget ordentligt tjald, der går op og ringer i det tredje øje, om de så skal betale skat af det.
Tak.

Forleden dag havde han haft sine venner Klaus og Grethe til potchai af alle hans gamle grene og blade. Klaus sad som lammet og sagde: – Hold kæft, hvor er jeg skæv, og Grethe hang med hovedet ud over sofaen.

Her er den rygende gurus dagens morale. Det er den samme som altid:

Gør hvad du vil
mens du er til

Ellers la’ vær
og pil tæer.

Han reagerer altid på, når man siger, man godt vil noget ude i verden. Alligevel er det ikke nok selv for ham bare at sidde der. Vi er jo ikke kun dyr – her er det mig, der taler – vi ved, vi skal dø. Når vi har skidt og ædt og kneppet, får vi lyst til noget andet.

Lige nu er jeg ind i mellem. Jeg kan ikke simulere mig fra alt, uden engang i mellem at få stimuleret ettal't.

Vi er stadig nødt til at finde indhold i vores liv, når det hele står åbent. Eller på klem.


Der er gratis Al Jazeera English til fonen.

Som om (del III) – suspekte typer i min udvidede bekendtskabskreds

Min datter har en lille veninde, hvis far er det mest upålidelige menneske, jeg nogensinde har mødt.
– Hvor har I været? sagde jeg. – Vi har ventet på jer en time.
– Nåja, telefonen var flad, du ved, den ene ting tager den anden ...

Og så siger han: – Har I været ude at kælke?
– Næh, siger jeg, – de børn er ikke til at drive ud. Hvad med jer?
– Jeg kan ikke i de her sko ...

Jeg har aldrig hørt så mange undskyldninger. *)

Jeg hader, når han kommer herop. Jeg har det altid som om, han scanner stuerne for noget at stjæle: – Hvad har I heromme, hæhæhæ ...

*) Undskyldninger for alt: hvorfor hun ikke nåede med til fødselsdag igen, hvorfor det er svært at få arbejde (uopfordret) osv. osv. Næh, Xbox og den fede skal han nok finde tid til.

Pæne rettede tænder skyder dig direkte op i verdenseliten

En ting, man bemærker, når man ser Brüno, er, hvor mange amerikanere af de lavere klasser har dårlige eller manglende tænder (se illustrationerne forneden). Hvis jeg var milliardær, plejede jeg at sige, ville jeg starte en fond, der giver folk nye tænder.*) Hvordan skal man kunne få et job, hvis man mangler en fortand?



Min ven Tony løb rundt med en brun fortand i årevis, indtil han fik et job, der gav ham ordentlig sygeforsikring: kødskranken i Macy's kælder (hans nuværende kone stod ved ostedisken.) Og han var ikke engang fattig.



Day-O løb rundt med en stor kunstig fortand, han havde haft, siden han var 16, der lignede en mahjong-brik eller en klavertangent, indtil hans nye tandlæge spurgte, om han ikke skulle skifte den, nu han var i gang. Jeg skal aldrig glemme synet af skråsaft løbe ned ad den tand: det lignede tyndskid på indersiden af et lokum. Og han var heller ikke fattig, bare sær.



Min anden onkel var ovre med sin yngre elskerinde for et par år siden, da han var i fjerde ægteskab, kort tid før han hængte sig. Hun manglede også et par tænder rundt omkring, elskerinden. – Hvor er vejen til Christiania? spurgte hun.



Karateinstruktøren herover ligner Asterix:



På Donzo N's opfordring så jeg kommentarsporet bagefter, og filmen er faktisk bedre med. Ekstramaterialet er i virkeligheden sjovere end selve filmen. Strukturen er lige meget alligevel, og man får mere med.
Tak.



*) Det viser sig dog, at der findes en sådan organisation af tandlæger, der rejser rundt med en klinik i en bus og giver folk nye tænder. De var i The Times.

Det gode er, når nogen allerede har tænkt på det, så man slipper for at gøre det selv.

Bræk

***
Mens Obama var i landet, var der indbrud i mit kolonihavehus.



Det sjove var, da jeg kom indenfor, jeg tænkte: Her ser sgu ikke værre ud end derhjemme.
***

Helt slemt kan det ikke have været

***
Jeg var nede at hente min datter (9) hos hendes lille veninde i dag på vej hjem fra atelieret.
– Min far har siddet i fængsel, sagde hendes lille veninde.
– Hva' er den af, Preben? sagde jeg.
– Nå-åh, jeg har trods alt været tjenestemand i mange år, så helt slemt kan det ikke have været, sagde han og hev af sin plastik-nikotininhalator.

– Var det lømmelparagraffen? spurgte jeg for at være aktuel i min humor.
– Der er ét til! sagde han og smækkede et møl på loftet i gangen med en fluesmækker.
***

Sjovest i starten inden han begynder at tage så meget heroin

***
Jeg er begyndt at læse The Basketball Diaries, nu da Jim Carroll er død. Jeg har ikke villet læse den før, fordi det er en hip kultbog, men den er faktisk ret underholdende.

Jeg har et personligt forhold til den, fordi der var en location scout ude at kigge på min lejlighed, da de lavede filmen*). Der hang et opslag**), og jeg ringede, men jeg kunne ikke være der, da de kom, og min kone havde meldt ud, at hun ikke var sælger.
– De kunne ikke lide farven på væggen.
– Du skulle have sagt, de kunne male det over!

Jeg kunne godt have brugt de par hundrede $$$ om dagen i min forarmede hverdag.


*) 100 år siden.
**) Urenoveret East Village railroad apt. søges


***

I køkkenet

***
En fyr, jeg kender, der er død nu, vågnede om morgenen i en rockerborg, fordi det dryppede på ham, og så op mod et kæmpehul i taget to etager oppe, hvor det regnede ind.
***

Øg frekvensen

***
Jeg synes, det er ærgerligt, at det kun er én gang om året, folk bliver kørt fulde rundt på en vogn og råber. (Her tænker jeg på studenterne, der kører rundt og larmer. Hvis denne skik har et navn, har jeg glemt det.) Det er en skam. Jeg synes, man skulle tage alle fulderikkerne nede i parken og sætte dem op på ladet af en lastbil og køre rundt med dem hver torsdag. Hvor skulle man så køre hen? Man kunne f.eks. køre dem rundt til deres forældre, hvis de lever endnu, og skuffe dem noget mere eller låne penge af dem.



Andre medborgere kunne dytte, når de så vognen, og evt. kaste penge derop.



Eller: Lastbilen kunne køre i fast rutefart hver torsdag (og/eller tirsdag), og man kunne stige på, hvis man havde lyst til at sidde dér og drikke eller danse og råbe.

Det er ligesom med juletræer. Jeg synes heller ikke, man skulle begrænse sig til at danse rundt om træer én gang om året (majstænger gælder ikke). Hvor kommer sånoget fra? Tænk hvis der kom én hjem nu – lad os sige det er faderen – og stillede et træ op i stuen og foreslog, at familien skulle begynde at danse rundt om det. Ingen ville gøre det, og faderen ville blive spærret inde. Det er det, man kalder tradition, børn.
Tak.


***

De ser det værste lort

***
Jeg har en nabo, der altid ser fjernsyn. Når jeg kigger ud af vinduet, kan jeg se ned i deres lejlighed, og de sidder altid og ser fjernsyn fra tidlig morgen til sen aften, efter jeg er gået i seng. Min kone har en teori om, at de er prøveløsladt, hvad hedder så noget, afsidder fængselsstraf hjemme med et af de der ankelbånd på, men det tror jeg ikke på. Jeg tror bare, at de godt kan lide at se TV.

*

Jeg skulle til at postere dette indlæg, da jeg bemærkede, at persiennerne var trukket dernede. Det var de de næste 14 dage, indtil i går ved midnatstide, hvor jeg så lys i vinduet. Nu kan jeg fotodokumentere det vanskelige perspektiv og tegne efter, tænkte jeg. Men de har rykket om på møblerne dernede. Fjernsynet er ikke længere at se. I stedet for så jeg en mand sidde i en sofa, rulle noget mellem fingrene og lidt efter bukke sig ned og sniffe noget op i næsen gennem et rør. Jeg skulle have fotodokumenteret.

Det kan lære mig at holde øjnene for mig selv.
***

Underboer

Jeg lå en søndag morgen og hørte underboen råbe til sin kæreste:
– Give me a blowjob!
Svar: Mumle-mumle-mumle.
(Pause.)
– Make me some pancakes!
Svar: Mumle-mumle.


Nan Goldin: Nan and Brian in Bed, New York City 1983

Der var ret lydt i min gamle ejendom.

Han sagde, at han plejede at stå og svinge en imaginær dirigentstok, når jeg havde sex med min kone ovenover.

Han arbejdede som lysmand på et teater. En dag faldt han ned fra en rig eller noget højt over scenen og smadrede anklerne, så flere tæer måtte amputeres. Han sagsøgte, og nogle år efter fik han en stor pose penge. På det tidspunkt var han allerede flyttet ud og fremlejede sin lejlighed til forskellige irriterende typer: En der altid skulle reparere loftet i køkkenet sent om aftenen* og døde af en for ren heroin, der var i omløb på det tidspunkt (China Cat eller sådan noget, en 10-12 stk. døde, det var i The New York Times – den unge kvindelige reporter stod nede foran huset og prøvede at få oplysninger ud af viceværten og mig, men jeg kunne ikke sige, hvad det var for noget musik, han spillede, f.eks., kun at han godt kunne lide "the funky stuff",** og at han ikke spillede nær så højt som viceværten, der grinte samtykkende***. Jeg kendte ham ikke, fremlejeren.) Og den næste, der fingerede britisk accent, da jeg brokkede mig over hans larm, dengang min kone var gravid og min mor var på besøg. Min kone er irriteret endnu over hans kæreste, der skreg "Oh, John! Oh, John! Oh, John!", når de bollede. Han løb rundt med en 60’er-retro-Merseyside-grydefrisure (hvad hedder sådan en?: moptop) og var en nar. Hans mor kom ind i mellem og besøgte ham med sin store pels på.

* Der var altid vandskade fra min håndvask.
** Det ville jeg godt have set på tryk: "Naboerne fortæller, at han tit spillede 'the funky stuff' sent om aftenen." Det var noget jeg fandt på, og hun købte det altså ikke, fordi det lød så åbenlyst åndssvagt.
*** Dominikansk salsa.


Nan Goldin: Getting High, New York City 1979 (begge billeder er fra The Ballad of Sexual Dependency, som jeg ikke kan læse i uden at blive underligt til mode).

Men jeg kunne meget godt lide den oprindelige lejer, han med søgsmålet, der gik med stok. Han var fra Carolina. En søndag, da jeg stod og hamrede blindrammer sammen på gulvet, kom han op med en bajer og spurgte, om jeg ikke ville holde op, fordi der var football-kamp på. Da jeg havde drukket bajeren, havde jeg slet ikke lyst til at hamre mere. Det er sådan, det skal gøres.


PS Man kan finde alt på nettet. Nu har jeg lige snuset rundt i The New York Times og fundet navnet på ham, der døde nedenunder:

“Gregory Ancona worked as a clerk for an art-shipping company and tended bar to support himself as an aspiring sculptor.
(...)
Mr. Ancona had taken heroin in the past, friends said, but he favored cocaine and alcohol. Last Sunday night, they said, he and a young woman went to a club on the Lower East Side and went back to Mr. Ancona's apartment on East 12th Street. The woman injected her heroin, they said. Mr. Ancona, who they said was already staggering from the effects of cocaine and alcohol, snorted his. Soon after, he nodded off and never woke up. The woman, whom the police were trying to locate, suffered no more than the usual effects of heroin.”
(kilde)

Jeg kender mere til ham nu, end jeg gjorde dengang. Han var altså en "aspiring sculptor", en kunstnerspire ligesom jeg. Nu ved jeg også alt muligt om hans familie, bl.a. at hans søster var "langsom", fordi hun blev født med sin navlestreng snoet rundt om halsen:

“William is married to a woman named Patricia and had two children. One of them is Gregory Ancona, but he died about 5-6 years from his body going into shock with the drugs he started back up on. Their other childs name is Maria Ancona and she is a slow person because when she was born her umbilical cord was wrapped around her neck. She is about 27-30 years old. I don't know much about my family, but I do know that the Ancona name is a very rare name and our last name is a city in Italy.”
(kilde)

Burgerflipning

David Byrne sagde, at han valgte at gå på RISDE, fordi det var den skole, der havde det bedste graffiti. Hvor hipt.
Min skole havde OK graffiti. Der var én især, jeg godt ville have fotograferet, en tegning på lokumsvæggen, man kunne studere, når man sad og sked, af en rørledning, der gik direkte fra lokummet og udmundede over grillen i Café des Artistes, skolens cafeteria, hvor den studerendes lort blev til en burger. Det var et dårligt cafeteria. Manden, der stod dernede og flippede lorteburgers hele dagen i det vinduesløse kælderrum, var ægypter. Han var tit sur. Han fortalte mig, at han var uddannet læge i Ægypten, og nu stod han dér hele dagen og flippede kærlighedsløse lorteburgere. Han var ét point ud af 1000 mulige fra at bestå den amerikanske embedseksamen, så han kunne praktisere i New York. Hvor surt.
En dag efter arbejde på ved ned i banken med kassebeholdningen blev han overfaldet med kniv og bestjålet. Kort efter rejste han tilbage til Ægypten.

PS Han var meget flink, når man lærte ham at kende. Ind i mellem gav han noget gratis, hvis det var min fødselsdag f.eks. Eller også var det den anden ægypter ovre i det andet cafeteria.

Illustration frit efter hukommelsen

Sammenstød søndag morgen, når gaderne er øde

Jeg var ude at løbe igen i morges, ikke fordi det morer mig, men fordi jeg tænker på det som en investering i min fremtid.

På vejen tilbage løb jeg ind i en narkoman, da jeg justerede min venstre øreplug midt i 36 Chambers.
– Hvad laver du, mand?! sagde han.
– Du slingrer, råbte jeg og susede videre.

Om morgenen er der ikke andre end joggere og misbrugere på vejene.

Det skulle ikke røre mig at blive sat 2 år i fængsel

Lad os nu sige, at jeg bliver sat to år i fængsel. Det skulle ikke røre mig. Jeg er så gammel nu, at to år er ingenting. Jeg skulle hurtigt få tiden til at gå. Jeg kunne f.eks. få skrevet min bog.




*

Så længe de ikke smider mig ind hos de voldelige fanger.
Og her fordrer det mig at undersøge, hvor tit der i virkeligheden foregår mandlig voldtægt i fængslerne. Man kan jo ikke høre om amerikanske fængsler uden det er det første der nævnes.

Fem minutters research senere: Okay, der sker rimelig tit voldtægt af fanger i amerikanske fængsler, og problemet er underrapporteret.

- Organisationen Stop Prison Rape anslår, at 25.000 fanger voldtages hvert år af andre fanger. Hvide fanger voldtages i uforholdsmæssig høj grad. Siger Wikipedia. En undersøgelse for et par år siden i fire stater i Midtvesten finder, at ca. 20% af fangerne bliver voldtaget. 9% af fangerne sagde, at de var blevet voldtaget. Unge mænd overfaldes fem gange så hyppigt. Yikes!

- Det officielle tal fra det amerikanske justitsministerium er 3,15 anklager om mandlig voldtægt pr. 1.000 fanger.


Konklusion: Jeg må aldrig komme i et amerikansk fængsel, for jeg er for lækker.

Jeg har ingen anelse om, hvordan situationen er i danske fængsler.

Kriminalstof – det er farligt at gå udenfor og også at blive hjemme

Jeg kan godt lide at læse Politirapporten i FrederiksbergBladet, fordi det er de samme forbrydelse, der bliver begået hver uge: Tricktyve der kommer ind i gamle folks lejligheder og stjæler deres penge, gamle folk der bliver bestjålet, når de har været i banken og hæve penge til hele måneden og lægger dem i kurven på rollatoren, div. taske- og lommetyverier og unge mennesker der stjæler hinandens mobiltelefoner. Det er der noget betryggende i.
Men det ville være interessant (og mere socialt retfærdigt, tak), hvis de også begyndte at skrive om folk der bliver taget i at snyde i skat, direktører der aktiesvindler og andre af den slags "hvidflips"-forbrydelser, der sikkert er mange af på Frederiksberg.