
Det er svært at beskrive de konstante ydmygelser, man udsættes for i et langvarigt forhold, på en måde der lader en bevare et skær af respekt omkring sig selv.
Jeg synes, det er pinligt.
Tag mit forhold f.eks. Det er helt på røven, og jeg kan ikke se, hvad jeg skal gøre, for at det kan blive bedre. Min kone siger, at det er mig, det er galt med (efter vi havde eksploderet i hovedet på hinanden), men nu opdager jeg, at hun sagde det, ca. 5 dage før hun fik menses.
*) (Hvad hedder "on the rag" på dansk? Jeg konsulterer lige Don Enzo... Han siger, det hedder "kommunister i lysthuset").
Det er ikke nemt at bevare et køligt overblik.
Det er ikke nemt at have et overblik, når man sidder nede i et hul.
Jeg gider ikke arbejde, men det er ikke usædvanligt.
Jeg vedbliver at sjofle mine drømme.
Og så er der julen oveni, den værste tid på året.
Jeg stopper her.
*) Mao. jeg skal i anger management, fordi jeg råber højere end hende, når hun PMS’er.
Note: Okay, her er situationen: Hun spurgte mig, om jeg ikke ville komme ud og lave mad sammen, men så skulle jeg lige slå noget op på nettet på vejen, og tyve minutter senere, da jeg endelig nåede derud, var hun skidesur.
Mit argument: Hun valgte at blive sur.
Hendes argument: Sådan er jeg altid. Man kan aldrig regne med mig. Det er altid hende, der skal lave mad.
Mit argument: Lad være at være en køkkenmartyr. Kald på mig.
Jeg havde vitterligt glemt det, jeg sad bare og slettede e-mails inde på Yahoo.
Ekstra ærgerligt var det, fordi hun havde fisk med hjem fra fiskehandleren, og så var der ikke noget ved at æde dem, efter vi havde skreget af hinanden (og min svigermor på en eller måde havde lyttet med, da hun ringede op), og nu vil hun i hvert fald aldrig gøre dét igen. Negativ reinforcement.
Hun bærer nag ad helvede til.