Gi'rikkelander

Vi ville holde en julefest, men kom op at skændes over invitationen.

Jeg er ligeglad, hvad der sker, bare det er noget med varm olie

Min kone græd, fordi jeg ikke morede mig nok på min fødselsdag.

Dagen hvor alle skal more sig

Hjemme fra ferie én dag og vi skændes allerede om nytårsaften.



Bebrejdelser, skuffelser, der går mere end 20 år tilbage i tiden.

– Jeg hader nytårsaften.
Jeg HADER nytårsaften.
Nytårsaften er for amatører.
Nytårsaften er amatørernes aften.
Amatøraften.

– Ved du, hvor mange gange, du har gjort mig så ked af det?

Gæt selv, hvem der er hvem.



Familien er ikke nok sammen.

'30.000 forestillinger og jeg tror ikke du morede dig en eneste gang'

Det lykkedes os at holde to fødselsdage (for det samme barn) uden at tale sammen og uden at koordinere. Vi vidste bare instinktivt, hvad hver især ville gør – fra gaveindkøb til kagebagning.



Ligesom The Sunshine Boys, når de skal sætte deres nummer op (ikke afbildet), eller som her de siamesiske tvillinger i De fortabte børns by.

Så er det bare at fylde det med sjov, men hvor ukarakteristisk er det ikke?

Hvor er mit liv dog kedeligt. Men jeg har selvfølgelig selv valgt det.

Halve æg

Min kone ville have, vi skulle holde en påskefrokost.

– En frokost? Du laver ikke andet end at vrisse ad mig hele dagen, og nu vil du invitere folk over for at bevidne vores psykodrama?

En ørkenvandring i en kattebakke

I parterapien sagde hun: – Det, jeg godt lide ved Gudsrost, er hans humoristiske sans.

Det er sjovt, for hun har ikke grint af noget, jeg har sagt, i 15 år.

Jeg kan huske, hvornår min kone sidst grinte af mine vittigheder. Det var i maj 1996.

Det er heller ikke rigtigt. Hun griner, hvis jeg falder eller slår mig.*)


*) Hvorfor er det i populærkulturen sjovt, hvis faren slår sig, men ikke hvis moren slår sig?



Tænk at tro, at det er hendes job at være skeptisk eller misbilligende over for alt, hvad jeg siger. De furer sætter sig fast.

I går forsøgte jeg at give min kone en kompliment, men hun troede ikke på mig, så jeg gav op igen. (Det er meget sjovt, at "at give op" betyder det omvendte af f.eks. "at give bolden op". Ligesom "at kaste armene i vejret", men ikke i triumf.)

Der er sgu ikke meget at grine af.

Det bedste er at være ligeglad.

Ingen vej hjem

Jeg har ikke noget at gå hjem til. Hvad skal jeg dér? Ikke noget! Falde i med tapetet, være til besvær, glo en video. Fuck mig noget så eftertrykkeligt. Jeg er ødelagt af arbejde. Det lægger sig om min hjerne som en tung gryde af bly. Og nu til 20% mindre $$$. Hvor motiverende! Det er mit liv, jeg sælger her, den eneste tid jeg har, åh bu-huh. Hvad ville Dan Turèll have gjort? Hvad ville Bukowski have gjort? Ryge, drikke? Åh gud fuck. Hvis jeg havde været en anden, kunne jeg have skrevet om mig selv, sådan som jeg er nu, og alle ville have leet. Lidt afstand gør underværker. Jeg er verdens ensomste og ulykkeligste menneske. Mit tempel styrter sammen omkring mig. Intet dur jeg til, intet kan jeg og intet tør jeg. Tør mig i røven. Jeg er færdig.

Ha' det godt

Min kone har haft en lorteuge på arbejde, så hun afspadserede en dag.
– Jeg går ud fra, at du ikke har lyst til en hurtig? spurgte jeg.
– Nej, sagde hun.
– Hej, sagde jeg og gik.

Fordi hun bøvsede mig i hovedet efter æblejuicen

Jeg fantaserede om, at min datter blev syg, så jeg kunne blive hjemme juleaften.

- Nej, nej, tag I bare afsted, jeg skal nok passe hende. Mor jer nu godt. Vi ser bare nogle videoer.

Rigeligt tre brækspande værd.

Der er ikke noget ved at tage til juleaften, når man skal lave det hele alligevel.

- Du demonstrerer, sagde arvetanten et år, da jeg sang godt igennem, det kære gamle væsen, hun findes ikke længere.

Bradley Manning får en hyggeligere jul end jeg.

Okay, det er overdrevet. Han har taget sine valg. Jeg har mine til gode.

Dansen om juletræet er en chaingang straffefanger. Ethvert tilløb til hopsa bliver belønnet med et ryk i kæden. Og så en Fanny & Aleksander-Jul igen rundt i huset, hvis man er heldig, mens min svirefar undsiger sig og bekymret skotter til nipsgenstandene, jeg mener antikviteterne, og står klar med vandforstøveren, hvis noget skulle udarte sig på træet.

Får jeg min whisky i år? Løs kun selv dit tungebånd.

Heldigvis er min lille nevø med, så man behøver ikke selv noget, man kan bare sidde og kigge på ham.

Hvis der kommer en overraskelse, siger jeg til.

Hvorfor tage til jul, når man skal det hele selv? Det er værre end at have fødselsdag og selv skulle holde sin fest for alle andre, fordi ingen andre gider.

Men hvem gider høre på mit negative pis? Hvem gider høre på, hvad jeg ikke kan lide? Har jeg ikke noget pænt at sige? Faktisk jo. Men det er der heller ingen, der gider høre på. Ikke nogen voksne mennesker heromkring i hvert fald.

Hvis man, som salig onkel Vonnegut sagde, alle skriver for én person, hvem skriver jeg så til?

Nu hvor min mor ikke er her, savner jeg nogen at fortælle ting. Hun ville altid godt høre noget om mig og om børnene. Det er der ingen, der gider mere. Men hun gad ikke høre på mit negative pis. - Stop, stop, bad hun mig.

Hvem så?

Ikke en sjæl.

Ikke en levende sjæl.

Jeg er et træ, der falder i skoven.

Et snefnug der daler fra oven.

Jeg tordner fra boven

fra aften til morgen,

men ingen får høre min sang.

For sent, så glem det

***
Det gode ved at blive gammel er, at man lærer at kende sine fejl så godt, at de ikke generer en så meget mere. Det er for sent at gøre noget ved dem alligevel, og det er bare at indrette sig med folk, der kan tolerere eller ligefrem lide dem.

Det er med omvendt fortegn den samme tendens, der gør, at man ikke længere er interesseret i nye oplevelser og sjov eller sågar i at høre efter.

Man har alligevel hørt det hele.

Spørg bare min far. Han er verdens ældste mand.

(Forts.)
***