Spørgerunden

Folk spørger mig tit: Hvordan kan du holde dig så frisk? Og jeg svarer: Det er, fordi hver dag er ny for mig. Jeg ser med et barns øjne. Min hjerne er elastisk. Hvad venter der om det næste hjørne? lyder mit mantra. Men mest er det hormoner. Jeg har højtbrusende hormoner, og jeg spiser sundt. Over den sidste uge f.eks. kun 1 pose chips (hvidløgs/eddike) og 3 kager. Min hemmelighed er simpelthen gode gener. Og det kulturelt betingede? Også det er i top. Jeg har et øje på hver finger. Jeg kan bevæge de fleste af mine tæer individuelt uafhængigt af hinanden. Min evne til at finde glæde i de små ting. Min akutte observationsevne. Er andre brikker i det store spil, der hedder mig.

Er det til tider svært at leve med det store forventningspres, der hviler på en med dine enorme evner? kan man spørge. Klart nok, det er ikke altid nemt. Men så skal jeg bare huske på, i hvor meget mindre grad jeg hellere ville være nogen anden.

Hvis der var én ting, du kunne, hvad skulle det så være? Og du må ikke sige sutte dit eget lem. Har været der. Jeg tror, det skulle være evnen til at se til verdens ende. Altså universets. Men faktisk ved jeg det ikke. Lige nu har jeg mest lyst til at have evnen til at pakke en kuffert og rejse.

Hvad er din superkraft? Har du nogen? Godt spørgsmål. Jeg vil sige, at det er evnen til at vide, hvad folk vil sige, før de siger det. Ikke fordi det er noget banalt, de siger. Ofte er det noget ganske specifikt og aparte, man skulle tro, kun en sand clairvoyant kunne gætte. Det er min indlevelsesevne, min ekstreme følsomhed, der kan gøre det så overvældende at befinde sig i en mængde på grund af den voldsomme bevægelse af æteriske signaler, der kan være svær at tune ud, som baggrundsstøjen af klirrende bestik i en restaurant. Som en følsom linse, der kan se til universets ende, skal den pakkes pænt ind og pudses omhyggeligt, så kostbar og sjælden den er.

Nu vil jeg frabede mig flere spørgsmål. Mine atomer rasler som efterårsløv, og mine elektroner snurrer. Der er forstyrrelser i Andromeda Borealis, der kræver min øjeblikkelige opmærksomhed.

Ærbødigst, jer MJ, kosmisk krigsmand.

Rustet

Ind imellem hjælper det at tage sko på bare for at føle sig alvorlig.



Det kan desuden give en behagelig autistisk tryghed om tæerne at gå med tykke sokker i skoene indendørs.

Kender I det?

Kender I det, når man smadrer tåen ind i staffeliet ligesom under en dør – for sådan er det her åndssvage staffeli indrettet, at der er noget der stikker frem – og neglen knækker bagover og folder ind over sig selv og bagefter falder af?


Den anden tå har det heller ikke for godt.

Den brede

Min kulturelle indflydelse har atter gjort sig gældende: Adidas lancerede i sidste uge en Copenhagen-model (undskyld reklamen) i præcis de farver, jeg har påvist som værende de sande danske. (I hvert fald københavnske. Jeg kan ikke udtale mig om resten af landet. Jeg tjekkede min Analytics: Jeg har 1 læser uden for det storkøbenhavnske område og ingen i Jylland. Jeg har ikke begreb om, hvad folk tænker på rundt omkring i landet eller ude blandt den brede befolkning, thi jeg er meget elitær. Og har sorte tæer og skyder med mit kulturelle propgevær.)

Frygteligt

Det er frygteligt, det eneste jeg tænker på er at kneppe. Jeg er 45 år gammel, og det eneste jeg tænker på er at kneppe. Jeg er gift, og det eneste jeg tænker på er at kneppe. Kneppe, kneppe, kneppe dagen lang.



Hvordan jiver det med det her med, at man skal leve i nuet?

Hvordan jiver det her med, at man skal leve i nuet, med, at man ved, man engang skal dø?



Som altid, når jeg finder mig selv i et filosofisk dilemma, tager jeg ned og besøger J. Per i det sociale boligbyggeri, den gamle hippie. Gamle hippier, de forstår at leve livet.

Han har været rimelig stoffri, siden han røg hele høsten ud i ét stræk. Ind i mellem kommer Julefaren forbi med en klump, og så ryger de den. Han har kun været ude på Staden en enkelt gang eller to, og hans anden forbindelse er for uhyggeligt krævende til, at han orker at tage der forbi for tit. Og lad mig her slå et slag for, at gamle hashomaner kan få noget ordentligt at ryge, så de ikke bliver tørret af upålidelige pushere og må ryge dårligt lortetjald og i det hele bliver nødt til at omgås kriminelle elementer. Lad dem dog få noget ordentligt tjald, der går op og ringer i det tredje øje, om de så skal betale skat af det.
Tak.

Forleden dag havde han haft sine venner Klaus og Grethe til potchai af alle hans gamle grene og blade. Klaus sad som lammet og sagde: – Hold kæft, hvor er jeg skæv, og Grethe hang med hovedet ud over sofaen.

Her er den rygende gurus dagens morale. Det er den samme som altid:

Gør hvad du vil
mens du er til

Ellers la’ vær
og pil tæer.

Han reagerer altid på, når man siger, man godt vil noget ude i verden. Alligevel er det ikke nok selv for ham bare at sidde der. Vi er jo ikke kun dyr – her er det mig, der taler – vi ved, vi skal dø. Når vi har skidt og ædt og kneppet, får vi lyst til noget andet.

Lige nu er jeg ind i mellem. Jeg kan ikke simulere mig fra alt, uden engang i mellem at få stimuleret ettal't.

Vi er stadig nødt til at finde indhold i vores liv, når det hele står åbent. Eller på klem.


Der er gratis Al Jazeera English til fonen.

Der er hul midt i bloggen

***
En årvågen læsers forespørgsel mindede mig om en historie: Jeg sad og drak inde på Kultorvet engang i firserne, og så sad der de her to Storm P.-vagabonder på en bænk, og den ene siger: – Hvis jeg føler mig lidt nedtrykt, gør jeg bare sådan her. Og så stak han en finger ind gennem sit hul i skoen og kildede sig selv under tæerne.



Jeg tror, man kunne skrive en hel bog, hvis man satte sig til at lytte til de fulde idioter på bænken. Men hvem har tid til det, andre end Per Fly? Og der skal jo stadigvæk være en historie.



Gavin Bryars optog en hjemløs mands sentimentale fuldesang og lavede et nummer ud af loopen. Desværre kommer Tom Waits ind og ødelægger det hele efter ca. halvandet minut her på videoen. Lyt til hele det uspolerede, alenlange nummer på The Sinking of the Titanic. Hele cd’en er god. Fås på dit lokale folkebibliotek.


Jeg gik forbi de samme idioter, der sad på 73rd St. og drak hver dag, da den ene sagde til den anden: – Why don’t you stick a finger up your ass and twirl? En glimrende replik, jeg stak min kusines mand, neoekspressionisten, med til min farmors gravøl, efter han kaldte mig en snothvalp og jeg kaldte ham falleret, og han tog sin kniv frem og legede med den.

Bagefter satte jeg mig ud i køkkenet og græd.
– Jeg er ked af det, sagde jeg til min onkel.
– Jeg nød det, sagde han.

Næste morgen var han kørt før morgenmaden, neoekspressionisten.

Fucking familie.


Morale: Hjemløse og kriminelle har al den gode slang.


Flere billeder af skohuller fra Popeye-tegnefilm findes her.
***

Spørger bare & beklager mig bare

Kan man luge ukrudt med tæerne? Jeg vil researche emnet. Hvis jeg ikke kan finde noget, spørger jeg Mund- og Fodmalende Kunstnere.



Min kone har i weekenden kritiseret mig for at fjerne et stykke blomstrende ukrudt på terrassen og nedklippe en græstot på vej ind til terrassen, fordi "den havde hun med vilje ladet stå". Resten af tiden kritiserer hun mig for at lave ikke noget.

Mine nye Pumas i brændpunktet

Jeg løb ind i en kendt forfatter, der altid går med bare tæer, ved en fest på N-bro. Det var meningen, man skulle tage sine sko af, fordi gulvet lige var blevet malet, men jeg nægtede.
– Det er helt nye Pumas, sagde jeg til ham, hvad hvis der var nogen, der rendte med dem?
– Jeg interesserer mig ikke for fodtøj, sagde han, og vendte mig ryggen.