Gammelt nytår

Min kæreste var taget til galla med sin ven*), og jeg sad i hendes lejlighed, indtil kl. var over 12 og jeg ringede til Jesper.
– Gudsrost! sagde han. – Selvfølgelig må du komme til vores fest.

Og så stod jeg og kiggede ud af altandøren med Donzo og råbte NØØJ! ad fyrværkeriet med vores dybe, mandige røster.

*) Ham, jeg nu mistænker for at være bøsse, en Elvis-fan.

Hvad siger de?

***
Nu har vi været ovre at besøge vores venner, og jeg tænker: Taler de om os, for vi taler om dem.

Heldigvis er de gode venner, det er godt at have.



Hvad ville jeg sige, hvis jeg skulle tale om mig?

Jeg ville sige: Dit store fjols, du har gode sider, du er en flinker fyr for det meste, men, men, men. Og så ville jeg bryde ud i sang: Stranger in Paradise eller Gravediggaz. Pavarotti på lokum.


Gravediggaz: 1-800-Suicide
***

Man skænkede mig en vision, da jeg stod ud ad badet

***
Bauhaus-logoet dukkede pludselig op på min væg. Se selv om det er løgn hvad jeg siger:



Til sammenligning:



Eller også er det Påskeø-manden, whatever.



Deres nye plade er for resten ret god, hvis man spørger mig. Jeg hørte den først på radioen uden at vide hvad det var, og den lyder ny og som Bauhaus, så det er jo godt. Mine to foreløbige yndlings-tracks er Remains og Black Stone Heart (eller også er det Undone), der tydeligt illustrerer bandets fortsatte rumsteren i spændingsfeltet mellem pop og avantgardisme, der trækker i dem fra hver sin ende, som ludere i Istedgade.
(Fantastisk bas for øvrigt også, herligt med lyden af en ægte streng til en forandring.)



Bauhaus: Go Away White. Nu i handelen, og det har den været et stykke tid.
***