Jo, jeg har læst den

Jeg prøver på at arbejde, og det eneste, jeg kan tænke på, er, hvor meget min far irriterer mig. Tiltagende demens eller ej, jeg har ikke hørt ham spørge, hvordan jeg har det, eller hvordan børnene har det, de sidste 10 år. Og hvis han har, har han ikke reageret på svaret. Hvor er min mor henne, når jeg har brug for at brokke mig over min far? Hun holdt hånden over ham næsten til det sidste. Indtil lige omkring det punkt, hvor hun var indlagt, halvanden måned før hun døde, og han besøgte hende for hendes skyld og fortalte hende, fordi det er vigtigt, at sandheden skal frem, at han havde bollet med hendes bedste veninde 50 år før, mens min mor pakkede hans lejlighed sammen i et andet land. Hans plan var at besøge hende hver dag. – Vil du ikke nok bede ham lade være, bad hun mig.

Det var først til sidst, at hun sagde: – Nej, det vil jeg nok aldrig forstå, at han svigtede jer. Det havde jeg aldrig troet. Jeg kunne jo se, hvor I rendte rundt og trængte til en far.

Det er min far.

Det hele handler om at glæde ham. Nu sendte han mig linket til en pressenotits om ham, og da jeg ikke gav ham bifald nok, hurtigt nok, skrev han tilbage: "Din bror skrev: Tillykke, far". Han indkopierede det i mailen. Jeg har ønsket ham tillykke. Sidste uge. Om det samme. Og så slutter han med at skrive, at han elsker mig. Jeg er sguda ligeglad! Det kan alle og enhver sguda skrive. Det er sguda nemt nok at skrive. Og før det skrev han: "Din bror er også god til at skrive, ligesom dig". Hvad fanden handler det om? Den besked var så insidiøs og manipulerede mig på så mange niveauer, at jeg måtte vende mig fra skærmen og gribe min pen og skrive i min lille dagbog, der er ligesom min gamle yndlingsbamse, helt imprægneret af mine tårer.

Der er ingen måde at svare min far på, der kan falde ud til min fordel.

Han er en egoistisk gammel mand, og det hele har altid kun handlet om at stille ham tilfreds. Hans børn har kun værdi, i den udstrækning vi reflekterer positivt tilbage på ham.



Det er faktisk rigtigt.

Tænkeboks

Jeg bør ikke skrive om mit elskede barn, for hun vil hade mig for det. Det er trods alt hendes liv, og hun er ikke en forlængelse af mig selv.

Joseph Heller skrev om sin 15-årige datter i Something Happened, men de talte ikke heller sammen i årevis, og nu har hun skrevet en bog om ham.

Det er betænkeligt at inddrage sin familie i sine patetiske skriverier, men hvem skal man ellers skrive om. Ledende politikere? Jeg kender dem ikke.

Jeg giver op.


Fra Blus skitsebog.

Åndenød

– Vil du vide, hvordan jeg har det, når du siger sådan noget? sagde jeg og lod som om, jeg kværkede mig selv hen over middagsbordet. Jeg havde nævnt, at jeg vil til hippiekulturbegivenhed igen i år.
– Jeg synes, du skal tænke over, hvordan det virker på børnene, når du gør sådan der, sagde hun.
– Nu kan I godt begynde at græde, sagde jeg. – Jeg har fået nok. (Visioner af separation dansende i mit hoved.)
– Ét ord, og det udløser hele lavinen, fortsatte jeg i stærkt ophidset tonefald.

Vi var ude at rydde min mors lejlighed i dag.



– Jeg kunne godt tænke mig at se, at du for en gangs skyld tænkte på at planlægge ferie sammen med familien, sagde hun.
– Nu begynder det. Nu inddrager du hele historien. Hvad med bare at se på det her enkeltstående tilfælde nu?
– Jeg ved jo godt, hvordan det er. Du tænker altid kun på dig selv ...
– Jeg tænker kun på mig selv? Ja, hele dagen lang tænker jeg kun på mig selv og min umiddelbare behovstilfredsstillelse. Altid bare: mig, mig, mig, mig, mig, mig, mig-mig!

Her har jeg smidt opvaskebørsten og forladt vores samtalekøkken. Griner børnene? Græder de?

– Ja, altid bare dig. Det er altid bare dig, det handler om.
– Nu holder du op, jeg er gået herind for at stoppe. Stop, eller jeg går min vej.
(Gennem soveværelsesdøren): – Ja, du har ret, fordi du kan råbe højest. Forstår du overhovedet, hvad det er, jeg taler om?

Min kone mener, jeg er konfliktsky, fordi jeg ikke bliver stående, til hun bliver færdig med at kritisere mig.



Jeg ligger inde på sengen og løser sudoku'er på iPhone'n. Det er den eneste måde, jeg har kunnet samle mine tanker på den sidste måned. Så kommer tingene op at vende*): min far er ingen hjælp overhovedet, jeg får ingen kærlighed, jeg har ingen at tale med.

*) som skyer under meditation

Lad mig tage punkterne i omvendt rækkefølge: Ingen ringer. Der er ikke én person, der har ringet og spurgt, hvordan jeg har det. Omvendt savner jeg min mor at ringe til og fortælle om alle de ting, ingen andre gider høre på. (Denne blog er i virkeligheden alle de ting, jeg aldrig kunne fortælle min mor.) Min kone har ikke på noget tidspunkt givet mig et kys eller et kram uopfordret. Jeg kan godt tage et, men hun giver ikke af sig selv. Det skal komme fra mig. (Skal jeg være filosofisk og sige, at sådan er det måske med alting i livet, at man skal gøre noget for det selv? Måske. Men det kunne være rart bare at få et kærtegn dagligt, et kys f.eks., når den ene kommer eller går. Faktisk synes jeg, det er ondsindet følelsesmæssig manipulation.)

Tre dage efter min more døde, var jeg nødt til at tage ud til min far for at hente noget, der skulle bruges til bisættelsen. Han gik med mig noget af vejen til toget. Han har ikke nævnt min mor med et ord, mens jeg har været der, og pludselig midt på det lokale indkøbsstrøg kalder han med så og så mange ord min mor en hore. Det var essensen. Hvis vi havde været fra en anden kultur, havde han kaldt min mor en hore, og jeg havde smadret ham en i hovedet. Som det var, nøjedes han med at nævne en seksuel hævngerning, min mor lavede mod ham for snart 40 år siden. Tre dage efter min mor er død, og jeg har ikke hørt et ord fra ham (og jeg har ikke hørt et ord fra ham siden, andet end videresendte blondine- og jødiske vittigheder på mailen), og så er det dét, det handler om, hans måde at få det til at blive synd for ham, at min mor er død.

– Din skøre skid, sagde jeg. – Det var dig, der startede det her. Du er en følsom fyr, hvorfor kan du ikke bare opføre dig som en følsom fyr?

Og bagefter måtte jeg sætte mig på en bænk med mine pakker og en kæmpe Tintin-konfusionsspiral over hovedet.

Hans motivation, hans motivation, folks motivation, er det ikke det, der er spændende i litteraturen?



Tags der ikke var plads til i feltet: amerikansk meditation, amerikanske dramaserier, anklager, arv og miljø, bebrejdelser, blogstuff, bundløst sørgmod, chok, det er anstrengende at være mig, det grønøjede uhyre, det offentlige rum, dumme far, døden, elektroniske forbrugsgoder, erindringer, et af mine berømte flip, familien under pres, fatter fatter intet, filosofisk feng shui, forbitrelser, følsomhed, følsom mandejammer, gammelt lort, godt jeg ikke er psykopat, grådens rand, holder hun aldrig op?, hvad havde jeg egentlig regnet med?, hvad med mig?, hævn?, intet moralsk kompas, jeg stakkel, jødedommen, kulturantropologiske observationer, kunst- og kultursektionen, langvarige forhold, mere gammelt lort, mere mandejammer, moderne telekommunikation, noget at æde, opvaskermartyr, protester, samlivets ædle kunst, scener, sensitivo, sjælefredsbelastning, skilsmissebarn, skilsmissetrusler, skuffelser, sport og fritid, spøgelser fra fortiden, stakkels mig, tegneserier, total forvirring, tænk at det skulle tilfalde mig at hævde det rationelle standpunkt, tårer, udhængning, ufølsomhed, uundværligt udstyr for den moderne mand, uværdighed, venter ved telefonen, voksne børn, voldstrusler, ægteskabet er hårdt arbejde, østens mystik, åndelig udmattelse.

Han skal konstant mindes om, at han lever

Jeg har ikke hørt fra min far i over en uge. Så fik jeg en email fra ham med et scan af noget lamt lort om ham selv, han fik udgivet i 2005.



Han lever kun på tryk.

Svigtsot

Min far ringede ikke engang til mig, efter min mor døde. Et par dage efter ringede jeg til ham, men han var i bad, og han havde hørt det, sagde hans dame, så jeg bad ham ringe tilbage.

To timer efter ringede han tilbage.
– Er der ellers sket noget? sagde han.

(10 minutter senere.)

– Hvad vil du have, jeg skal sige? spurgte han.
– Hvad med at sige, at du er ked af at høre det?
– Det troede jeg lå i det, sagde han.

Han er ingen hjælp overhovedet. Han gør faktisk tingene værre.

Min fars evne til vedblivende at gå mig på nerrrrverne

**
Jeg havde min far til middag og fodrede ham, og straks begynder han med, at jeg er "hård ved ham" som altid og nedgør ham. Der er ingen i hele verden, det er mindre sjovt at varte op. Hvorfor er han her? tænker man. Han hører overhovedet ikke efter.

Han bad om et glas vand, og det bevægede mig til at fortælle følgende historie:

– Da vi var små, og farfar stadig boede hjemme hos os, sad han altid ved bordet og bad om et glas vand. "(Min storebrors navn)", sagde han, "vil du ikke nok hente mig et glas vand?" Og da min storebror ikke gad det mere, spurgte han mig: "(Mit navn), vil du ikke nok hente mig et glas vand?" En dag hentede jeg et glas varmt vand til ham, og han sagde SCHPRRUT! (Her griner børnene.) Så begyndte han at spørge min lillebror: "(Min lillebrors navn), vil du ikke nok hente mig et glas vand?" og min lillebror gik ud i køkkenet og lavede ham et glas saltvand. "Hvad er det for noget?" sagde han, for det var helt hvidt.

– Hvad gjorde han så? spurgte børnene.

– Ja, han flyttede da, sagde jeg, det ville han da ikke finde sig i. Man har vel sine principper!

Almindelig moro.

Min kone vil ikke engang give ham en krammer, når han kommer ind og siger "Giv mig et knus, svigerdatter" med snotten løbende ud af sin gammelmandsnæse og fortæller om, hvor dejligt det er at knuse klinikassistenten hos tandlægen. Hun synes, han er en "dirty old man", og det er han. "Downright filthy", kan jeg tilføje.

Lige meget hvad jeg gør, synes min far, at det er synd for ham. Han tror stadigvæk, at jeg er 13 år gammel. Han bliver groft sagt chokeret, hver gang han ser mig.

Han har evnen til at irritere mig til evig tid, men han er så gammel, så gammel, den ældste mand på jorden.

BILLEDTEKST: Her er en opfindelse, jeg godt ville have gjort.

***

Kære dagbog, det trækker i mig som tidevandet (& kviksandet & hjemlandet)

Jeg kunne godt tænke mig at snige mig en tur til New York, men det er sværere nu, hvor jeg har et barn med diabetes, og jeg plejer i forvejen at blive mødt med skilsmissetrusler, når jeg kommer hjem.
Det er et følsomt emne.
Så det kan være, jeg bliver nødt til at tage hele familien med ligesom sidst, men det er selvfølgelig også i orden, vil jeg tro. Så bliver det først til sommer, om nogensinde, og fire gange så dyrt selvfølgelig.

Jeg skrev til min ven Alex, at jeg ville forsøge at snige mig et smut til N.Y., og han sagde: – Hvad mener du, ligesom at smutte ned efter cigaretter?

Forrige gang jeg tog derover, sagde min kone til mig, da jeg kom hjem: – Det var nemmere uden dig.

Min datter sagde: – Jeg har ikke savnet dig, for jeg har slet ikke tænkt på, du var væk.
Det var i telefonen, da jeg ringede hjem derovrefra efter nogle dage. Det gjorde ikke noget. Men jeg græd, fordi jeg savnede dem så meget.

Jeg fortalte det til min far, så sagde han: – Der kan du bare se, hvor meget børn kan såre deres forældre.
Gamle pikhoved. Han har altid så ondt af sig selv. Og så sagde han det oven i købet, mens han lå på hospitalet, og jeg tog op og besøgte ham hver dag. (Jeg kan ikke overskue resten af den historie nu.)



Jeg sad der med ham på vej ind til operationsstuen og kom til at græde, fordi jeg savnede mine børn, og han sagde: – Såså, jeg skal nok klare mig. Men det var ikke ham, jeg mente.

Han er så umanerlig gammel

Hvorfor skulle min far absolut fortælle mig, at han var min mor utro fire måneder efter de blev gift. Med hendes bedste veninde. Første gang de var væk fra hinanden. "Det var helt naturligt", som han sagde, så selvsmagende som Jack Lemmon i Short Cuts.

Min far har et kartotek over alle de kvinder, han har været sammen med. Min mor er velsagtens også i det. Med karakterbedømmelse. Jeg vil tro, vi finder det mellem hans ting, når han dør. Så er det bare, hvem der skal arve det (jeg kan jo lægge det ud på nettet). Han har efter sigende også nøgenbilleder af min mor liggende. Dem kan jeg så slås med mine brødre om.

Pyromani og fadermord

Jeg fandt denne tegning min datter lavede, hvor der ved en fejltagelse er blevet sat ild til hendes fars hår.
Han er så lang og tynd at han simpelthen er blevet strøget.
Er hun ikke dygtig?


- Åh, jeg troede du var en tendstik!