Store gryder

Jeg tror, J. Per lavede passiv rygning på mig i går. Han røg uafbrudt af noget, han havde lavet ved at ryste bunden af en sort skraldesæk af den grønne, si og opvarme det og rulle det ud som tjald med en kagerulle. Han er som en ivrig husmor på den måde. Stjernestøv, kalder han det. Perlende og meget grøn ung tjald, om end lidt grov med mange smågrene og andet kvas i. – Jeg må hellere lægge det lidt væk, sagde han og skubbede klumpen 20 cm hen ad sofabordet. Det var egentlig en gave til hans ven Helge. Gode, gamle J. Per, han gav sig til at synge improviserede folkesange (over leitmotif'et "[samfunds]nasse" og "hasse"). – Jeg er stjerneskæv... stjernestøv! Hans maleri så bedre og bedre ud i løbet af aftenen: en stor, sort gryde krokodillesuppe over ilden med direkte forbindelse til jordens indre og dampende op i de splittende vinde.



– Er du skæv? spurgte min kone, da jeg kom hjem.
– Nej, jeg stod bare og raslede med en plasticpose, så jeg ikke kunne høre dig.

Hvad sker der med folk?

Pilskalden har ikke været den samme, siden han brækkede benet dengang. Faktisk før. Kun glimtvis aner man hans fordums storhed. Ellers er han så kedelig og er ikke til at få et ord ud af. Han kan aldrig bestemme sig for noget. – Hvordan har du det, spørger man, men det er aldrig til at få et svar, for på den ene side og den anden side. Jeg tør ikke engang spørge ham om vejret.

Nå, men så var vi alle sammen til fest med små grå i ti-liters dunke og en stor gryde chili på komfuret, som idioterne kastede til måls efter med ølflasker, da de havde fået nok at spise og drikke. – Til side, siger Pilskalden, se her, og fra fire skridts afstand med ryggen til kaster han en flaske over skulderen og direkte ned i gryden i en høj flot bue. Swish! Nothing but net. (Plop!)

Da anede man den gode, gamle Pilskalde, der slikkede øl op fra bardisken for at det ikke skulle gå til spilde og engang åd en hel læbepomade for at blære sig.

Fedtet med suppen

Okay, her er hvad der sker i mit hjem. Jeg kommer hjem og vil tage mig noget suppe, min kone har lavet. – Det er ikke til dig, siger hun. – Det er til børnene.

Og så spiser hun og børnene grønsagssuppe, og det er "langt ude", at jeg føler mig ekskluderet, for jeg har en hel gryde kålsuppe stående, jeg lavede i går, jeg kan spise. Hvad nu hvis jeg vil have det andet? Hun har ikke lavet nok til alle.

– Du begynder vel ikke at råbe af mig igen, siger hun med gnistrende øjne, der antyder den totale atomkrig forude.

Kålsuppe, kålsuppe, kålsuppe, hvis jeg hører det ord igen, bliver jeg nødt til at sprænge nogen i luften.



Dette efter en længere periode med skrøbelig fred. Vi har stadig ikke fået talt sammen. Det er en tynd størknet skorpe oven på lavaen.

Spørgsmål: Hvorfor lave sådan en fedtet lille portion, når man alligevel er i gang?