Mit hjerte er en Fasteleen-tønde (Vinterferien dag 2)

I det øjeblik jeg blev hjemme for at nyde en Fasteleen-bolle, vidste jeg, at det ville ende med, at vi skændtes. Ikke en selvopfyldende profeti så meget som bitter, hårdtkøbt erfaring. Jeg kan ikke gå uden en smækket dør og alt er surt og bittert.
– Hvordan skulle jeg vide det, du fortæller mig jo aldrig noget!
– Hvorfor mon?
SMÆK!



Her kan man lave sine egne GIF'er fra YouTube-videoer. Det virker, det virker, jeg har lige lavet en:



Når jeg sidder alene her, bliver det klart for mig, hvor godt jeg har det.

Nyt liv

Det gode ved, at min kone ikke er her, er, at jeg kan gøre tingene, fordi jeg har lyst, ikke for at glæde nogen.

Hvis min kone skrider for alvor, skifter jeg mit tøj ud.

Jeg havde det sådan i dag, hvor jeg kunne mærke min stålsatte kerne, der kommer af at være alene om tingene (ligesom det er mere lærerigt at rejse alene end som par, i hvert fald hvad alle andre ting end parforholdet angår), at jeg tænkte på, om jeg ville blomstre op, hvis min kone forlod mig. Hun ville i hvert fald helt sikkert. Det er uundgåeligt.

De lo af mig højt & synkront

Min kone var rejst fra mig med barnet, så efter en måneds tid tog jeg en uge hjem til Danmark*) for at se, om vi kunne finde ud af det.
Jeg mødtes med mine brødre til frokost. – Har I så fået talt sammen? spurgte de.
– Nej, sagde jeg, og så grinte de af mig i kor, samstemmigt og længe.

Jeg havde ikke lyst til at flytte fra New York og trak det uundgåelige ud.


*) Til dels på min onkel, advokatens råd, så jeg ville stå mig bedre i skilsmisseretten.
– What are you going to do, sit and shmooze your friends all day? You go back to her now! (som et ekko af min farmors sidste ord til mig).


PS Som min mor altid siger: Til grin kan man jo altid blive.

Pludselig foruroligelse i luntetrav

Jeg var ude at løbe i går morges, da jeg pludselig ramtes af en knugende tvivl: Hvad nu hvis jeg ikke kunne finde på mere at skrive om her i Mandejammer?
Og svaret kom til mig: Så lukker jeg bare bloggen.

*

Det er uundgåeligt, at der kommer et tidspunkt, hvor jeg begynder at gentage mig selv. Måske er det allerede sket.