Forskellen er at vi stadigvæk er sammen

Der er ting, man først siger til hinanden, når det er for sent. Som man måske skulle have sagt, mens man havde chancen. F.eks. hvor meget man elsker hinanden.

Afspænding

Det bedste ville være, hvis vi kunne bolle nu, men det kommer ikke til at ske. Der er intet, jeg kan gøre for det.

Sjovest i starten inden han begynder at tage så meget heroin

***
Jeg er begyndt at læse The Basketball Diaries, nu da Jim Carroll er død. Jeg har ikke villet læse den før, fordi det er en hip kultbog, men den er faktisk ret underholdende.

Jeg har et personligt forhold til den, fordi der var en location scout ude at kigge på min lejlighed, da de lavede filmen*). Der hang et opslag**), og jeg ringede, men jeg kunne ikke være der, da de kom, og min kone havde meldt ud, at hun ikke var sælger.
– De kunne ikke lide farven på væggen.
– Du skulle have sagt, de kunne male det over!

Jeg kunne godt have brugt de par hundrede $$$ om dagen i min forarmede hverdag.


*) 100 år siden.
**) Urenoveret East Village railroad apt. søges


***

Så for den

***
Da min datter var lille, tvang hun mig til at fortælle historier for hende. De var skidegode. Jeg ville ønske, jeg havde skrevet dem ned. Det kunne have været den nye Pippi.


***

Min lillebror kunne have myrdet Poul Schlüter, men lod pænt være

***
Min lillebror ringede, fordi han nær havde dræbt forhenværende statsminister Poul Schlüter, der gik lige ud foran hans bil uden at se sig for. Forrige år kunne han lovligt have aflivet Per Arnoldi, farvernes konge, under lignende omstændigheder. To misbrugte chancer for at rette op på historiens uretfærdighed. Hvilket karma.

Udtaler broren: "Det var centimeter fra. (...) Han satte min dømmekraft på en hård prøve."


***

Karriereglimt

I december opdagede jeg, at jeg rent faktisk har en gallerist, men jeg har ikke gjort noget ved det siden.



Konklusion: Åh nej, nu gik jeg også glip af det sidste kunstboom!

Hænderne i skødet

Jeg har spildt hele dagen, fordi der er en opringning, jeg ikke kan tage mig sammen til at lave. Også dagen i går.
Måske skulle jeg sende en mail, men det er bedre at være direkte.

Mulighederne undslipper mig.

Matematisk chance

Jeg har i dag haft et opslidende skænderi med min kone, fordi hun sagde, jeg skal tømme opvaskebaljen, før den er fuld (det er en lang historie: Afløbet her i kolostomihaven virker kun halvt). Jeg siger, jeg tømmer den, når den er fuld.
Nu er hun lige gået, og jeg nænnede ikke at spørge, om vi ikke skulle til at have den sex.

Øv! ...Nå, hva’ fa’en

Jeg fik tilbudt en fribillet til FCK-AaB inde i Parken i dag - ved et tilfælde ved halv firetiden - men kunne ikke (fordi min mobiltelefon er løbet tør for batteri og jeg har glemt min oplader ude på værkstedet, og jeg skal hente min datter når hun ringer om indenfor en times tid. Derfor).
Fandens også.
Men nu hvor jeg ser de alligevel taber, gør det ikke så meget. Jeg har ingen egentlige sportslige loyaliteter, men jeg kan godt lide at komme ind og se en live forestilling og høre alle folk stå og råbe obskøniteter.
Æh, well.

Den kongelige karet

For et par uger siden (d. 9. feb.) troede jeg rigtigt, jeg skulle ind og møde Dronningen og verdens for øjeblikket førende kunstner Olafur Eliasson, for der var fernisering på Kunstforeningen Gl Strand, og jeg havde en indbydelse. Men dronningen var i Odense, eller var det Århus, og få ordnet knæet, fortalte man mig, og der blev lukket til trediesalen, hvor talerne blev holdt, før jeg nåede derop. Der var stuvende fuldt med gode borgere op og ned ad trapperne i hele huset. Så jeg fik altså ikke hørt den islandske statsministers tale.

Det forlød dog, at andre kongelige var til stede, jeg fik bare aldrig helt fat i, hvem præcist der var tale om. Til gengæld så jeg udenfor på Gl. Strand de royale køretøjer parkeret: En stor sort firehjulstrækker og dette antikke køretøj på billedet her. Jeg tror, de kongelige chauffører ligesom skildvagterne på Amalienborg er trænet til ikke at stirre tilbage eller dreje hovedet, men blot stivne som buddinger, når man ser på dem.


Bekendtgørelse: Lad mig i øvrigt stadfæste, at jeg afskyer kongehuset og alle personer i det (undtagen Alexandra, der er en net lille pakke). Jeg syntes blot her, at jeg for en gangs skyld trængte til at bade mig lidt i den celebre aura af store kongelige og kunstneriske kanoner, efter en lang og drøj arbejdsuge var gået med at misvedligeholde sine egne krakelerede ambitioner.

Fodnote: Udstillingen var ikke noget specielt. Malerier af den islandske nationalkunstner Jóhannes S. Kjarval og fotos og de altid populære spejle af Eliasson – så skønt det er at gå hen et sted og se sig selv!

PS Jeg kom faktisk i rigeligt god tid, men gad ikke stå i kø ude i blæsten og søgte tilflugt i den gode, gamle rammebutik på Gl. Strand, hvor der er så hyggeligt og rart.
Da jeg kom ud igen, var det for sent.

PPS Jeg har lige læst om alt det, jeg gik glip af, her i Ekstra Bladet v. Michael Jeppesen, der skrev den sladderrapport, jeres udsendte her havde tænkt sig, han skulle dupere og glæde jer med. Jeg kan forstå, at danskerne er trætte af at blive invaderet af islændinge. Plejede det ikke at være omvendt?

Min lillebror kunne have myrdet Per Arnoldi

Han kom kørende på Kgs. Nytorv, da den verdenskendte plakatkunstner gik lige ud foran hans bil, men i stedet for at køre ham over, huggede han instinktivt bremserne i. Han kunne således kvit og frit en gang for alle have gjort det af med “farvernes konge”. Hvor tit i livet får man sådan en chance forærende?

Det kendte undergrundsband Bazookahosen har lavet en fantastisk sang, Per Arnoldi (Farvernes konge), som man kan lytte til her, men det siger sig selv, at den er bedre live.

Mit møde med Carl-Henning Pedersen

Nu er Carl-Henning Pedersen jo død. Jeg hilste engang på ham til en Grønningen-fernissering eller sådan noget inde på Charlottenborg (det var en københavnerbegivenhed, jeg så Ulf Pilgaard!). Han stod overfor sine malerier helt alene og så nisseagtig ud med sit hvide kunstnerhår og sweater.
- Dine er de bedste, sagde jeg til ham (for det var de).
- Det er godt, sagde han og rørte mig på armen.
Så gik jeg igen.

Et af billederne, det bedste af dem, kostede ca. kr. 80.000, og jeg tænkte, at det var billigt, men jeg havde ikke 80.000 at spendere, hverken dengang eller nu, og sikkert heller ikke vovemodet, selv til en konservativ investering.