Om middagsbordet

– Det er ikke sjovt, sagde min kone. Hun er startet på et nyt job. – Har du hørt om aktiv lytning?
– Jamen, jeg vil gerne høre, hvad du har at sige.
– Jeg har ikke lyst til at fortælle det mere.
– Aktiv lytning? Du mener vist passiv lytning.

Jeg har været hjemme med et sygt barn: – Jeg har ikke talt med et voksent menneske hele dagen, og nu må jeg ikke sige noget?

Jeg har brudt hovedregel nr. 1: Lad være med at afbryde din kone, når hun kommer hjem fra arbejde og skal læsse af.



– Det er jo stereotypt. Det er sånoget standup'ere snakker om.
– Hvad snakker du om? Siger du, jeg er latterlig?
– Og hvad så om du var? Hvad er der galt med at være latterlig?
– Ved I hvad, jeg sidder her altså endnu, sagde min datter (13).
– Ja, bliv du bare siddende. Det kan være, du lærer noget.

Hvad hvis det var omvendt? Hvad hvis det var manden, der kom hjem og ikke ville afbrydes, mens han fortalte om sin dag? Mens han spiste konens stegte sild med persille? Hvor bøvet ville det ikke være?

Næ, der er så sandelig forskel på folk.



Hvad hvis det var Tiger Woods (her bryder den kedelige verden ind i min blog), der havde smadret konens bagrude med en golfkølle? (Ikke min originale tanke, men den kan være god nok alligevel.)

Hvorfor er det sjovt, når faren slår sig (på film og i tv-serier, men også i virkeligheden), men sørgeligt, når moren slår sig?

Okay, sagde jeg, – nu morer jeg mig ikke mere. Nu er det ikke sjovt længere. Jeg har ikke mere overskud nu.

Et lille lys i mørket

***
Jeg havde en meget interessant samtale med min kone i dag. Vi diskuterede væggen inde i børnenes værelse, der aldrig bliver færdig – nu vil hun rive savsmuldstapetet af (den næste væg), mens jeg siger, det er nemmere at lade være, og så bruger hun det omvendte argument, fordi det passer hende bedre nu, og jeg siger hun er pragmatisk og irrationel, men lad gå – og jeg sagde: – Kan du ikke sænke stemmen? Jeg kan ikke holde ud at diskutere i det her højstemte toneleje.
Og hun sagde: – Det er i orden.
Og sagde ikke mere.

Der er tale om et stort gennembrud ved det, at mit hoved stadig er forbundet med min hals. Og så kastede jeg hende et ben og sagde: – Du er så kolerisk.
– Ha! sagde hun, – og du er flegmatiker!*) Var det ikke det, du plejede at sige?
Hvorved jeg lod hende score en 20 år gammel sejr.


*) Jf. de fire humører. Hun er ved at læse Simon Singh og Edzard Ernst: Trick or Treatment om alternativ behandling og afskyer alt uvidenskabeligt, det kære menneske, ligesom sin mor. Men som sagt i det her tilfælde er jeg bare glad for, at hun ikke årelod mig.


PS Jeg prøvede det samme nummer senere på aftenen, men lige meget hvor mange gange, jeg sagde, hun skulle tage det roligt og slappe af, gjorde hun det ikke.
Jeg havde opbrugt al min goodwill.
***

Som man ser det

**
Det er ikke fordi jeg går så meget op i OL (bortset fra at jeg pjækkede en enkelt dag sidste uge og så OL hele dagen, men det var fordi jeg var træt, træt), men det er bemærkelsesværdigt, at NBC (den am. tv-kanal der sender OL) sætter USA øverst i medaljestillingen (fig. 1 t.h.), selvom Kina har flest guld. De danske medier tæller pr. flest guld.

Åndssvag nationalisme. "Forestil dig, at der ikke var nogen lande..." (synges).

Det minder mig om verdenskortet:



Første gang jeg så den australske udgave, fik jeg et mindre chok (vant som jeg var til den eurocentriske). Nord er ikke op, okay!

Og her er den australske medaljeoptælling:



Jeg kan ikke finde ud af at se basketball live online i stedet for at arbejde, og det irriterer mig. NBC streamer kun til USA.
***

Læresætning om omvendtdag

Min ældste datter (10 år) sagde noget kløgtigt i går.
Hun sagde: "Det giver ingen mening at sige, det er omvendtdag i dag".
Tænk over det.

Svaret står nederst på siden.



Svar: Hvis det var omvendtdag, skulle man sige: "Det er ikke omvendtdag i dag!"
(Man skulle sikkert også sige, at det var nat og ikke dag, men lad det ligge for nu.)