Mange tårne i brændingen af parfumeret glas

– Julen er ligesom at have en papirspose
over hovedet fyldt med edderkopper, sagde
jeg og strakte mig i J. Pers sofa med en af
hans Petterøes.

Hans stearinskulpturer fra fem år siden står
endnu. To, der væltede, ligger i en
flyttekasse. Jeg har aldrig været inde i hans
soveværelse.

De er bedst, når de bliver til en hel verden.

Gode håndfulde
alt forladt
mine venner ler og klukker

Der er et billede af J. Per i Øvigs Thy-lejr-
bog, men han er ikke sikker på, at det er
ham.
– Få dog din bror til at kigge efter, sagde jeg.
– Han må sguda vide, hvordan du så ud. Nu
dine forældre er døde.

Jeg har sagt, jeg vil skrive hans biografi, og
hver gang jeg siger det, begynder han at
recitere de første par linier, som han
forestiller sig dem, men jeg har aldrig tændt
telefonen. Det er flygtigt spind fra et væv af
guld. Sommerfuglestøv fra forgangne somre.
Med det på fingrene kan du flyve.

– Det bedste er den fede, der går lige op og
ringer i kroneshakraen, sagde jeg med en
krystallinsk tone.

– Det bedste er at gnide de tidlige topskud,
sagde han, – til fingrene bliver helt klistrede,
og så ind i noget tobak og ryge det i haven,
mens fuglene fløjter.

– Klart, men det er også bedre at tage
svampe ude i skoven end sidde inde i en
lejlighed.

– Det er klart.

Han er skuffet over kvaliteten af den brune
på Madam Christiansen. Ingen er til at stole
på. Og finder man en god, er de hurtigt væk
igen.

Hvad han savner er et diskret stykke
landbrugsjord. Det er så sørgeligt, når høsten
er omme hen mod udgangen af november.
Det er det samme hvert år, cyklisk som hans
livsførsel er.



Sent from my iPhone

Bare noget andet

Alle griner over sørgescenerne i Nordkorea, men tænk lige over, hvor latterlige vi selv er i julen, når vi allesammen gør alle de samme ting samtidig, hvad enten vi vil eller ej.



Julen er totalitær. Hvis man har lyst til at læse mere om det, kan man læse Christopher Hitchens' artikel om emnet. Salig Hitchens, han var god, når han var imod (Gud, Henry Kissinger), men dum, når han var for (Irak-krigen, Trotskij). Jeg plejede at synes, han var åndssvag, men efter han fik kræft, kunne jeg godt lide ham. Læs hans essay om at finde sin egen stemme. Ironisk nok mistede han sin. Hans råd til forfattere: sæt tingene i den rigtige rækkefølge og brug din egen stemme. Hvad er det med de her danskere? Da jeg sagde: Hitchens er død, sagde alle folk: Hvem er han? Jeg trænger til at omgås en bedre klasse mennesker.

I julen frydes jeg over vore hjemlige muslimer, der er fornuftige nok til at foretage sig noget andet. Misundeligt kigger jeg ind i kioskerne og caféerne og tænker: Endelig noget andet. Lige meget hvad, bare noget andet.



PS Jeg fejrede, at det er hverdag igen, ved at lave spaghetti med rød sovs.

PPS Nu gider jeg ikke skrive mere om julen.

PPPS Se også her om latterligheden ved mekanisk ens adfærd.

Her lugter brunt

Helligdagen der hedder kastrér far

Jo nærmere vi kommer til selve juleaften, des strammere knuges mit hjerte.
Jeg trak min hånd til mig i sengen, for at min kone ikke skulle komme til at røre den.
Jeg har gjort alle ked af det i dag.

I dag hader jeg mig selv, mere end jeg hader julen.

Jeg har også fået lus.




Fejl

Juleaften kl. 16.30 kom jeg til at sende ovenstående besked ud til alle i en gammel Facebook-gruppe, da jeg skulle overføre teksten fra min telefon til min laptop. Dvs. alle folk i mit liv, jeg overhovedet kender, fordi de står på en mailingliste fra min "event" sidste år, der har samme begyndelsesbogstaver som mit navn, og før jeg nåede at tænke efter, havde jeg trykket Send midt i juleræset. Voldsomme isninger skød fra min cremaster og op i hjernen ved tanken om de forestående sociale ydmygelser, og jeg sendte straks en beklagelse ud. Samtidig kunne jeg ikke undsige mig en vis lettelse ved endelig at springe ud som selv- og altinghader. Men fucked up er det.

Hele aftenen og dagen efter har jeg tjekket, om der kom svar tilbage med hånlatter eller WTF's, men foreløbig intet. Med lidt held er gruppen virkelig defunct, eller også er folk bare høflige. Eller sadistiske.



Verdens mest forkvaklede dans. Ses her. Nydes uden lyd for det fulde udbytte af dansk akavethed. Se om du kan mere end 36 sekunder. Jeg kunne ikke. (Snyd dog ikke dig selv for "Slap af, okay?" ved 7:29.)


Dette har været den værste jul nogensinde, og jeg kan ikke engang begynde at tale om det endnu, for jeg har ikke fået det på behandlingsmæssig afstand.

Se nu dér

Var i centret med min datter (15) for at bytte et glattejern.
– Husk at få en god uddannelse, så du ikke behøver stå her, sagde jeg og pegede mod nogle Føtex-medarbejdere i juleudstillingen. – Forestil dig, hvor trætte de må være, når de kommer hjem.
(...)
– Det her er nok det værste sted i verden, sagde jeg. – Prøv at se, folk går rundt som zombier.
– Hold nu op med det brok sagde hun. – Du er i live, der er ikke krig, du bor et ret heldigt sted i verden...
– Ved du hvad, jeg gør faktisk det her for din skyld. Tror du, det morer mig noget af det?

Og så gad jeg ikke gå i Søstrene Grene og finde vanter til hende. Mit humør var ødelagt.

Juledrøm

Jeg har igen ikke forberedt mig i ordentlig tid og skrevet nogle nye julesange. Kan det nås endnu, spørger jeg mig selv?
Jeg får børnene til at hjælpe mig...

Min hemmelige drøm er at få alle – eller i hvert fald en rimelig majoritet – til at kædedanse rundt i huset og synge "Nu er det jul igen, og far er fuld igen og mo-ar ligger under bor-det!" etc.

Det er min profane drøm.
Åh, gid den går i opfyldelse.*)


*) Især i betragtning af den høje frekvens af alkoholikere, der vil være til stede.

Den glade juletid, som jeg hader

Juleaften, da vi var ved at skulle ud af døren, kommer min kone ind i stuen med det perlehalsbånd, jeg gav hende i fødselsdagsgave, og siger: "Jeg kan ikke lukke det. Jeg tror det er gået i stykker."
"Du har vel ødelagt det i en brandert", siger jeg.
"Eller også er fordi det er noget LORT", siger hun. (Det er ikke noget lort. Det var skidedyrt.)
Og så skændtes vi og børnene skreg og græd.
Skænderiet holdt i ca. tre dage, mens fjendligheden ulmede.

Og det var ikke det værste.
Hvorfor føles det som om hele min famile (og her mener jeg ikke min nærmeste familie, den jeg selv har valgt, min kone og mine børn, som jeg faktisk godt kan lide, men alle de andre, den pukkelryggede) er ude på at drive mig til vanvid? Jeg ved det heller ikke, men det lykkedes.
Kan man bare melde sig ud af familien? Hvad er reglerne for det?

Hvert år bliver jeg ti år ældre af julen.
Hvert år sværger jeg ikke mere at gå om træet og synge religiøse sange. Næste år melder jeg mig ud og surmuler fra sidelinien.

Det bedste ved juleaften var at gå udenfor og der ikke var nogen mennesker (kun en enkelt bande indvandrerunge).

At rime "al vor nød" med "frelser fød" er at mishandle det danske sprog.

Julen er ikke børnenes fest. Man giver dem gaver, men ellers bliver de generelt ignoreret mere end normalt. Det er ikke nok at synge "Højt fra træets grønne top". Lad mig hermed fastslå: Den sang siger ikke moderne børn noget. Jeg har meget stærke meninger om disse emner.

Jeg hader julen mest af alle tider på året, fordi der har jeg mindst at sige om, hvordan tingene skal være.
Man kan tilsyneladende ikke vælge noget fra, men kun lægge nyt til.
Jeg kan ikke lide ris á la mande.

Jeg synes det er latterligt at gå om juletræet med små pamfletter med julesange i hånden (kan man ikke opfinde en holder ligesom Bob Dylan bruger til sin mundharmonika?), og jeg kan ikke lide at skulle holde mænd i hånden. "Kære brevkasseredaktør, hvordan forklarer jeg min svoger at jeg ikke vil holde ham i hånden juleaften?"

Jeg ved der er mange, der har det som jeg i julen. Der føler sig usynliggjort af deres familie. Der helst vil være fri for dem, men alligevel ikke kan være ligeglade.
Men julen er stærkere end os, og den har knækket os igen.