Nervepirrende nødaktion

Nu har jeg to gange smækket mig selv ude af mit rum og været nødt til at klatre ind ad en åbning over døren, hvor et stykke gipsvæg kan løsnes, og hen over en 50 cm bred hylde. Der stikker en lang skruespids op midt i hylden, og det er ubehageligt at tænke på at spidde låret på skruen og hænge dér hele natten med hovedet nedad og have tabt min telefon ud af lommen, eller at låret bliver flænset op, mens jeg styrter til jorden. Det var heller ikke rart i første forsøg at sidde foldet sammen på midten overskrævs på hylden med klunkeposen mast flad som et bryst i et mammografi-apparat, da lyset gik ud på gangen, og jeg ikke kunne finde trappestigen med tåen.

Til gengæld har jeg i begge tilfælde været meget opmærksom på at gennemtænke alle bevægelser flere ryk frem med sikkert håndfæste, Måske skulle jeg begynde at dyrke rockclimbing.

Nye belejringer

Jeg har fået lus igen.

Min hovedbund er ødelagt og bløder. Dyrker de minedrift deroppe? Og jeg, der ville have været til frisøren.



I går ville jeg skrive (i min lille notesbog): Jeg glæder mig til at blive en usoigneret gammel mand.

Små nøgne børn

***
Der kom en punkerpige og hendes fyr ud af parken.

– Ad, jeg hader små nøgne børn, sagde hun.
– Ja, nikkede hendes fyr med kasketten.


***

Min private gulag

***
Jeg vågnede i morges med en følelse af komplet uduelighed.*) Det var meget ubehageligt. Jeg tænkte på alle de ting, jeg har gjort galt helt tilbage til 5. klasse. Min krop er som bly. Mine øjne svier. Én dag kan jeg klare at stå tidligt op – så er det som at tage i lufthavnen – men hver dag at skulle op samme tid, fordi børnene skal i skole, er umenneskeligt. Hvem kan foretage sig noget kl. 8 om morgenen? Ingen! Landbrugere har en grund til at stå tidligt op, men hvorfor kræve det af andre, nu hvor elektriciteten er opfundet og man godt kan se uden dagslys?



*) At intet jeg kan finde på betyder noget, at intet nogensinde bliver til noget. Jeg ville ønske jeg bare kunne slappe af og holde op med at skabe problemer for mig selv. Hvad er det jeg vil bevise?
***

På briksen

Jeg troede operationen var omme, men det var bare bedøvelsen. Min naivitet og håbefuldhed er uendelig.

Det var ligesom at tage til koncert og tro opvarmningsbandet er hovednavnet (en beskrivelse af det fænomen findes her). – Hvad fanden, er det allerede omme?

– Det var da ikke noget særligt, tænkte jeg.

Og tyve minutter senere lå jeg og mærkede, hvordan mine vener blev flået ud af benet på mig som snørebånd.