Tzching! Tzching! Tzching!

Postkortstørrelse

Et år gav jeg min far et maleri i fødselsdagsgave. Der gik et par år, så gav han det tilbage igen.

– Vi kan ikke have det, sagde han. – Bente siger, det ligner en stor penis.

– Hvordan vil du så forklare tænderne?

– Tag det nu bare, sagde han.

Nu ligger det herovre i en bunke.

Næste år savede jeg et stykke af en palet og gav det til ham.

– Tusind tak, det er jeg virkelig glad for. Er du sikker på, det forestiller "Diset morgen ved Taarbæk Havn"?

– Ork ja, sagde jeg.

Jeg havde skrevet titlen på.

En anden gang lavede jeg et pænt aftryk af en stor svamp.

– Orv, tak, sagde han.

Hans kæreste købte et mage til til at give til sin veninde.

Der kan man bare se. Folk foretrækker det, de selv ser. Eller ikke ser. Alt efter, hvad de ser. Men så vagt som muligt i al fald.


Gudsrost Grymland: Det glemte pas (grafisk særtryk, 2011).


I mit næste liv bliver jeg monokrommaler, hahahahahahaha!

– Dine nye spejlbilleder er fantastiske.

Det er udstrækningen af min succes.

Hvor vigtig er betydningen af det, man siger?

Det vilde ud af øjnene

Jeg er tilbage, og jeg har det værre end nogensinde.

Der er sket ting, jeg ikke engang kan begynde at tale om.

Ting, jeg ingen kontrol har over, som jeg står magtesløs overfor.

Det er ikke døden, men det føles sådan.


Metaforisk fremstilling:

Efter 18

Jeg gjorde rent og ryddede op (okay, ikke alle overflader, dem lod jeg stå) på mit værksted inden jul (den årlige), og nu er jeg nået til det punkt, hvor jeg bare smider krummer på gulvet og sådan noget. Tippepunktet.

Når jeg skal til at gå, begynder de at spille god musik på WFMU. Skellet er ca. kl. 18 dansk tid. Jeg kunne blive her hele aftenen, men så begynder min kone at skrige ad mig (fordi jeg lover at komme hjem på forskellige tidspunkter i stigende grad af senhed i stedet for bare at sige: sent. Det er min gode vilje, der spænder ben igen. Pokker tage den. Ellers gør det ikke så meget.) Den ene ting tager den anden, og pludselig har jeg siddet her hele aftenen, selvom jeg er for træt til at foretage mig noget egentligt. (Jeg kan ikke skyde skylden på snestormen, for min kone ved, at elementernes rasen intet betyder for mig.)

Jeg skal også købe ind. Jeg må hellere gå nu.

Jeg kunne ikke se det – eller noget – i øjnene

***
Da mit første barn blev født, kunne jeg ikke få mig selv til at skrive det i min dagbog (det var ikke en rigtig dagbog, men en skitsebog, men jeg brugte den til begge dele). I stedet skrev jeg: "Kære dagbog, der er sket så meget" og lod det blive ved det.

Og lavede tegninger som denne:



Hvad var det, jeg ikke kunne forholde mig til – altså ud over chokket? Sikken et spild. Et spild på flere måder, men især i forhold til mit "kunstneriske udtryk". Jeg regrederede.

Det, jeg tænker nu, er: Hvad gør jeg nu, der er mage til spild?

Hele mit liv har været én lang undvigelse.

*

Mine skitsebøger gik hurtigt ned ad bakke fra dette punkt. Jeg var ellers lige begyndt at strenge mig an – efter at have set Crumb-filmen – for at hæve skitsebøgerne op til et selvstændigt, levedygtigt udtryk eller i hvert fald lave bedre, mere gennemførte tegninger deri og ikke bare løse skitser som bremsespor på lokumsrulle.
***

Uhyggeligt

Jeg overmalede en af mine overmalinger af et af de gamle malerier, jeg fik af min ven, den etablerede, statsanerkendte kunstner, og det er decideret uhyggeligt. Billedet er uhyggeligt. I går malede jeg et lige så uhyggeligt billede. Jeg kan ikke beskrive, hvad det er, der er ved at ske. Ikke nærmere. Ikke nu. Ikke her.

Som regel laver jeg noget, der er morsomt, som om det hørte hjemme i kunsten, men disse billeder er uhyggelige. Ikke horror-agtige, ikke med monstre, men bare uhyggelige.

Det er mit nye formsprog. Måske.

Uvelkommen kommentar om min nederste region og dens påklædning

Er det ikke irriterende, når folk siger ting til en som: Du kan ikke gå med hvide sokker i sorte sko.
Så skal man tænke over det!

Det irriterer mig endnu, fire år efter.


Morale: Hold dig fra mediemennesker og politiske kommentatorer. De tror, de skal kommentere alt. Bid dig i tungen, mediemand.