Eksilstemmen

Det ville være sejere at skrive denne blog,
hvis jeg boede i eksil i New York. Så ville
folk sige: – Hans dansk er perfekt balsameret
i en pyramide af rav.

En af dem

Der er dage, hvor jeg har lyst til at smøre mig ind i min afføring og løbe skrigende omkring, men jeg gør det ikke, for jeg har impulskontrol. Hvis jeg i øvrigt gjorde det, ville jeg hurtigt fortryde.

SAMLEPLAKAT

Jeg er sur over ikke at få bryst mere.

LIGE TIL AT PRINTE UD OG HÆNGE OP!

Ny retur

Jeg fik min legendariske digtsamling "Atomstøv" tilbage fra et mellemstort forlag i provinsen uden så meget som et ord med på vejen og gav den til min gode gamle fhv. bedste ven at læse:

– Er du klar over, hvor barnagtigt det her er? sagde han (ang. kap. 7).

– Det er proto-Jammer! sagde jeg.

Det er mine ærlige følelser, som jeg siden fortryder.

Hva'?

– Er det ikke synd for mig, at jeg ikke er blevet en stor kanon?

Feberhed

Jeg kom til at læse nogle af mine gamle blogindlæg i dag. Hvor er det dog pinligt altsammen. Og kompromitterende. Jeg bliver nødt til at lukke snart. Så ved I det. Nyd mig, mens jeg varer. Jeg er som en softice på en sommerdag. Lidt er godt, men i længden giver det klistrede fingre og kvalme. Åh gud i himlen, hvad er det dog, jeg har begivet mig ud i? Jeg fortryder alt og forventer intet. Intet godt. Jeg kan se min død komme imod mig som et vejtræ. Min død, står du dér? Jeg fortryder alt. Paf!



Og mine børn vil græde. Og I, mine andre børn, vil også græde, for da vil I være alene. Med et stort hul, hvor hjertet skulle være. Med bævrende læber vil I anråbe jer skaber: Hvor ku' I? Hvor ku' I tage ham så ung? Jeg fornægter eder og al eders værk. Fy fa'en. Ptui!
Uden Mandejammer er mit liv bare bolignød og skifterammer. Uden ham blogosfæren tam og lam er. Men han er gledet ned ad bjerget som Franz Klammer, og det en skam er. Den smukke mand, hans prosa stærk som Jaap Stam er! (Hvor nu min cd med Violent Femmes er? Den står ved siden af din halvspiste shawarma.) Han fortjente en krammer. I hans minde vi vil afholde mange tamtam'er.

Længe leve Mandejammer,
uden ham det ikke det samme er.

Loser-ferie

Da jeg læste til studentereksamen, sad jeg ude i haven og læste sciencefiction-romaner i stedet for. Ind imellem kom min mor hjem og spurgte, hvordan det gik. Jeg var deprimeret og havde knust hjerte. Jeg forberedte mig reelt ikke. Dagen før jeg skulle op til fransk, ringede jeg til Bo.
– Kom nu, Gudsrost, sagde han, – hvad betyder "il pleut"?
– Øh, "han græder"?
Jeg vidste det ikke.



Jeg læste alt fra Stig Vendelkærs Forlag, Stiftelsen-trilogien, Death World. De havde et glimrende udvalg på biblioteket.

Jeg har ikke overskud til, at der går noget galt

Min cykelnøgle brækkede af i låsen.


Den ligner et omvendt kranium.

Faktisk nåede den ikke engang ind i låsen, jeg kunne bøje den af mellem fingrene som Uri Geller. Hvem finder på at sælge sådan noget lort?

Og jeg har ikke overskud til at gennemgå 30 flyttekasser for at finde min reservenøgle.

Prøv lige at se, hvordan pedalerne ser ud:



Jeg vidste, jeg aldrig skulle have købt den cykel. Fra første prøvetur.*) Men så havde jeg lagt depositum. Jeg hader at tage en dårlig beslutning, og jeg kan ikke lægge noget bag mig.


*) Fodbremse?!

Præsidenten stikker hovedet indenfor

***
Jeg sad om morgenen og så Obama lande i Kastrup, fordi jeg skulle til tandlægen (det er sjovt at se en time, hvor der ikke sker noget, fra mange forskellige vinkler), og fantaserede over, hvordan det ville være, hvis han kom hjem til mig. Det gælder om at være afslappet, tænkte jeg. Han kunne sidde i sofaen og slappe af efter en hård dag på arbejde, mens min kone lavede en af sine specielle kopper kaffe, ligesom dengang ham forsikringsmanden var hjemme hos os og gav os alle de penge, mange flere end vi selv kunne finde ud af at bede om i vores naivitet. (Kaffen: hazelnut.)

– Fantaserer du nogensinde om sådan noget? sagde jeg til min kone om aftenen.
– Ja, sagde hun, – jeg forestiller mig tit, at Brad Pitt kommer på besøg, og af en eller anden grund er du aldrig hjemme.
(...)
– Hold op, det var da meget sjovt!
– Det er faktisk ret sårende. Tænk, hvis jeg sagde sådan noget til dig.

Senere så vi Obamas pressekonference:
– Hans læber har samme farve som dit pikhoved, når det er allermest spændt. *)

*) Jeg har forkortet, Faktisk sagde hun: – Hans læber har samme farve som dit ...
– Hvad?
(...)
– Som mit pikhoved? sagde jeg højt og fortrød straks, for hvad hvis børnene kunne høre mig inde i deres små senge og blev pinligt berørt.
– Når det dirrer allermest af spænding, sagde hun.

Hendes albue stak ud under dynen, og jeg kyssede den.

Hun sov.
***

Tag min puls

***
Jeg gider ikke noget. Jeg er bare træt. Jeg kan stadig smage de 6 filterfri, jeg røg i lørdags, i halsen. 8. 10, á to i træk. Hvad skal jeg lave? Arbejde, arbejde, arbejde. Vågnede af min drøm i morges, hvor mine ting var halvt pakket i åbne papkasser halvvejs over fodgængerovergangen foran mit hus. En ældre herre forsøgte at stjæle mit Raw #8 diskret bag om ryggen, men jeg påtalte det, og han holdt inde. Resten er der ingen, der vil have: brugte blindrammer, halvfærdige malerier.

Moralen er: Jeg gemmer mine Raw's og smider resten ud.

Det er koldt og tåget i mit hjerte. Jeg tuder advarende ud af tuden. Min cykel hakker mindre i fugtigt vejr end i tør-. Min kæde skal skiftes, den er snart så lang, den slæber hen ad jorden. Jeg hader at gå til cykelsmeden med en beskidt,uvedligeholdt cykel. Jeg skulle aldrig have købt den, katten i sækken.

I guder, jeg har ingen motivation.
***

En køn redelighed

***
Min familie har arrangeret en julefest i god tid før jul i år. Begge mine brødre er så kloge nu, at de har fundet ud af at tage væk i julen (jeg ville gøre det samme, hvis ikke min kone syntes det var synd for børnene).

Så ringer jeg til min mor (for at spørge, om hun kan passe børn, når vi skal til julefrokost, og det kan hun godt, hvis ikke hun er "for træt", så det kan jeg ikke bruge til noget, for det er jo meningen vi skal være sent ude og fulde), og hun siger, at hun synes, vi skal tage noget med op til min bror.
– Hvorfor skal vi det? siger jeg og fortryder øjeblikkeligt.
– Når de nu er så søde at lægge hus til.
– Kan du ikke bare lade dem holde en middag, uden at vi skal tage noget med.
– Jeg synes, du går i meget små sko nu, siger hun, og så begynder hun at græde.

Hvorfor skal jeg besværes, fordi nogen vil holde en middag? Jaja, nu er jeg den egoistiske og negative og grådige og nærige igen. Så ved de, hvor de har mig.
– Du ved godt, du er med til at skrue det her op, ikke? siger min kone.
Jeg hyperventilerer. En jernhandske med glasskår i er knyttet om mit hjerte.
– Du skal huske, at du er voksen nu.

Ja, jeg skal forholde mig upartisk og neutralt og distanceret og med hovedet koldt til min døende, kræftsyge mors juleflip! Det er bare æbleskiver om eftermiddagen, og nu er det kørt helt op allerede, fordi hun vil have en illusion af kontrol over alting, og så skal alle spilde tiden med det.
– Gudsrost, du skal tage sukkerfri sodavand og chips med.
Forestiller jeg mig
Så skal jeg slæbe det lort med hele vejen fra Frederiksberg til Nordsjælland, når de har bil og bor 200 meter fra Brugsen.

Så skulle jeg til møde med en fupgallerist og nåede at skændes med min kone på vejen ud, fordi "vi havde en aftale om at male den væg".
– Hvorfor tager du ikke bare og skrider? siger hun.
– Fedt nok, gider du ikke sige det igen. Det er enormt fedt at få at vide, når man alligevel skal gå. Det vil jeg huske at sige til dig, hver gang du skal gå: Hvorfor tager du ikke bare og skrider?!

Børnene har siddet med næsen i en skærm hele dagen. Jeg vågnede med åndenød kl. halv seks. Der er intet at gøre. – Åh, hvilken herlig fælde, jeg har sat mig, siger jeg til mig selv under bruseren kl. 13.30.
***

Henvendelser ang. stel

***
Der var en fyr, der stoppede mig på gaden, hvor jeg bor, og spurgte:
– Hvor har du købt de briller?
– Hvad er du, en slags brillefreak? sagde jeg.

Forleden dag så jeg på modsatte cykelsti en fyr komme kørende på min drømmecykel – så høj og slank og sporty den var – men jeg orkede ikke at cykle efter ham for at finde ud af, hvor han havde den fra. Nu kan det ærgre mig, til den dag jeg dør.
***

PS

***

***Jeg fortryder alt, hvad jeg nogensinde har sagt eller gjort.***

Så for den

***
Da min datter var lille, tvang hun mig til at fortælle historier for hende. De var skidegode. Jeg ville ønske, jeg havde skrevet dem ned. Det kunne have været den nye Pippi.


***

Æh, bæh, buuh – spøgelser fra fortiden II

***
Jeg er blevet inviteret til gymnasiegenforeningsfest, og jeg ved sgu ikke, det hele virker som et stort hårdetrip. Jeg hader de røvhuller. Men så talte jeg med min ven firserkoryfæet, der sagde: Gør det. Det vil være en god måde at få ajourført dine fordomme på. Noget i den stil. Måske har han ret, og det kan jo ikke blive mere pinligt, end det var dengang. Men alligevel: kr. 500 + sprit er lidt stift for at få aflivet et par dæmoner.

Min første indskydelse var at tage et stort skilt på, hvor der står "TABER". Jeg gider ikke høre folk spørge mig om hvad jeg laver, for jeg hader hvad jeg laver. Det fylder mig med skam. Kan man lyve? Det er svært nu om dage med alt det Google. Hvem der boede i udlandet.

Og så diskotek bagefter ved Henning Dølleballe. "The lady in red is daRncing with me”. Suk. Jeg kunne ikke lide deres musiksmag dengang og kan endnu mindre lide den nu. Jeg hader nostalgi.

Okay, her er, hvad jeg forestiller mig, der sker: Alle de her damer kommer op til mig og siger, de syntes, jeg var sød, og så vil jeg sige: – Hvad! Hvorfor sagde du ikke noget om det dengang?!

Alle de samme røvhuller vil tage røven på mig, ligesom de gjorde dengang, da de bollede alle de damer, jeg skulle have bollet.

Det er ikke nok at se godt ud og have alt sit hår. Det er der så mange, der gør.

Jeg kan heller ikke lide nogen af lærerne.

Nå, jeg tænker over det, indtil det er for sent.



PS Jeg skal huske at sige undskyld til Martin for at ryge dårlig hjemmedyrk i en af hans fars (konservativt byrådsmedlems) piber i stativet til etårs-genforeningsfesten (som et led i mit imaginære tolvtrinsprogram)

PPS Til tiårs-genforeningsfesten fik jeg fedtchok af at spise Tina Christensens isdessert og måtte gå udenfor ved gyngestativet og massere min tarm til at lystre.
***

Hovedcentrifuge

***
Skrevet i mørke

Det eneste, jeg kan tænke på, er hvor bitter jeg er. Det er er en storm i mit hoved. Alle de fejl jeg har lavet, alt det jeg kunne have gjort anderledes, alle mine fortrydelser. På den måde er jeg et meget utilfreds menneske. Jeg ville ønske, at jeg bare kunne være ligeglad. Det ville være nemmere. Jeg er ikke lykkelig. Jeg har ikke-ulykkelige øjeblikke – hele dage til tider – men jeg brænder op af uforløsning og utilfredshed og følelsen af, at fælden er klappet. Jeg kan ikke komme ud. Det var dét, jeg havde mine chancer og spildte dem og klattede de bedste år af mit liv væk på ingenting og værst af alt på at bekymre mig over at lave ikke noget og komme ingen vegne, så det alligevel aldrig var sjovt.

Jeg hader mig selv, og jeg hader Danmark.

Eller også er jeg endt, hvor jeg er – ingen steder – fordi sådan er jeg. Jeg har aldrig været en succes nogen steder. Jeg er aldrig slået igennem. Jeg er altid krympet som en viol. Jeg har altid været for mageligt anlagt. Jeg har altid gerne villet have et hjem. Et sted til mine ting, HA! Jeg har aldrig været villig til at bringe de nødvendige ofre. Kun halvhjertet, det værste af alt. Jeg dør.

Derfor hader jeg, når det går dårligt med min kone – og det er alligevel næsten hele tiden. Så kan jeg ikke se meningen med noget. Når jeg alligevel bliver beskyldt for at være egoistisk på trods af alle de halvhjertede ofre, jeg har bragt. Hvad er det så værd? Hvad har jeg så at have min lykke i, når jeg er ufuldbyrdet og uforløst og uden succes på alle andre måder.

Jeg er ikke et dårligt menneske, men jeg har ikke noget at have det i.
***

Vanitas

***
Det ville være rart, hvis nogen gad lave mad, så man kunne få sig en ordentlig søndagsbanket.

Min kone siger: – Det her vejr minder mig om en firserfilm med John Travolta.

Jeg ved ikke, hvad hun mener.

Hele huset flyder. Nu går min kone, men ellers går jeg.

Jeg ramte min svoger med en snebold i hovedet i går, men jeg er ked af, at jeg ramte så hårdt. Det lød som en lussing.




***

Ingen verdens ting igen

***
Hver aften siger jeg til mig selv, at jeg nu vil jeg til at lave det vigtige, men hver dag laver jeg alt muligt andet. Så ringede min kone lige, og jeg skændtes med hende om, hvem der skal hente børnene. Vi råber i munden på hinanden, indtil hun er nået frem, hvor hun skal, på sin cykel, og hun hænger op. Så gik turen med det. En enkelt sarkastisk bemærkning og så hurtigt lægge på. Jeg kan ikke holde ud, hvor sur og dum jeg er at høre på. Jeg kan ikke holde ud at sidde her og ikke gøre det jeg bør.

Hvis det havde været mig, der ringede op, havde samtalen ikke varet så længe. Vær vis på det.

Jeg kigger over på det, jeg skal, og laver en kop kaffe til (4x espresso, friskmalet, sort bønne).

Jeg er så ked af mig selv. Hvad skal der til, før jeg vågner op? Skal jeg absolut have en dødelig sygdom, før jeg bliver desperat nok til at springe overspringene over? Faktisk fik jeg visioner af stor malerisk vold/voldeligt maleri i hovedet, da jeg talte med min kone. Det øjeblik jeg hængte på, fortrød jeg det hele. Jeg er som en søvngænger med armene ud foran kroppen, der traver fra computeren til espressomaskinen og hjem, en gæst i mit liv.

Nok en dag med ingen fucking verdens ting.
***

Man må aldrig gøre det skriftligt

***
Jeg fortalte min ven "Kenneth" om min hjertesorg og usikkerhed, og han foreslog, at jeg skrev et brev til hende. Det gjorde jeg, og jeg har fortrudt det lige siden. Det er det værste råd, jeg nogensinde har fået.


***

Min arbejdsdag af Mandejammer

***
Her er min arbejdsdag:
Jeg kommer ind, tænder for computeren, espressomaskinen, stirrer ud i luften, bekymrer mig. Læser avis. Laver en liste over alle de ting, jeg skal gøre. Lægger den over ved siden af de andre lister. Drikker noget mere kaffe. Høj af 8x espresso kan jeg dårligt holde på en pensel eller en blyant, så intenst jeg dirrer. Indspiller et acapella-track til kaffens gunst om kaffens glæder. Sætter mig ned igen. Løser en sudoku på lokum. Går rundt og overvejer at rydde op. Ser hvad der sker på nettet. Ringer og siger til min kone, at jeg kommer senere hjem, fordi jeg "er lige midt i noget." Hengiver mig til mit skaberværk en times tid, før jeg må løbe. Glemmer at lukke bøtterne, så malingen er tørret ind, når jeg kommer ind næste dag. Og sådan går det slag i slag. Jeg når kun noget i sidste øjeblik, og det kun næppe, og så er jeg træt. En dag er jeg død, og så er det heldigvis for sent at fortryde noget.
***