Jeg er langt væk fra nogen form for resultater

I går aftes kl. 18.30.

Jeg kunne godt bruge fem ekstra timer sådan en dag (som i går). Jeg føler mig ufuldbyrdet.

Min cykel er hos cykelsmeden, og jeg føler mig nøgen uden.
– Hvor meget bliver det? spurgte jeg.
– 900 kr., sagde cykelsmeden.
– Himmel! Stik mig mit lugtesalt, sagde jeg og svimlede.

Jeg er inde i et par gode rytmer, men jeg kunne godt bruge et par stykker til. Der var også et par rytmer, jeg godt kunne undvære eller burde bytte rundt på.

Jeg har en nervøs fornemmelse i bunden af lungerne, lidt nord for solar plexus, og er fristet til at begynde at ryge igen bare for at stoppe hullet med noget. De er begyndt at sælge mit foretrukne mærke i mindre stykantal. Fristelserne lurer overalt. Og jeg må være stærk, stålsætte mig, fure panden målrettet og støt pløje fremad mod det uendelige univers og videre.

Min kone står ude i køkkenet og synger Amy Winehouse eller sådan noget lort med iPod’en i ørerne. Børnene ser Hannah Montana inde i stuen. Der var et øjeblik for ti linier siden, hvor jeg overvejede at springe op og optage hende og den bagvedliggende kakafoni af fjernsyn og stegefedt, men jeg har ikke haft min minidiscoptager oppe af skuffen i årevis. Hvis jeg havde for mange penge, ville jeg købe en tjekket MP3-optager. Jeg får aldrig lavet den plade. Ingen af mine projekter bliver til noget. Jeg begraver mig selv.

Fiksering

Jeg sad på et klapsæde i Metroen og åd et rør Pringles.*) Overfor mig sad en dreng og sendte dem sære blikke. Mellem Amagerbro og Lergravsparken gav han sig pludselig til at skrige og kaste sig frem og tilbage, så der skulle to voksne mennesker til at holde ham fast. Da han var stået af, hørte jeg parret med barnevognen sige autisme.

Det var en fejl, næste gang tager jeg en Twix.

Tre fjerdedele gennem røret holdt jeg en Pringle op og kiggede nøje på den med mine nye, skarpe briller. Den så forfærdelig ud. Smagsforstærkere, tænkte jeg, gøs og åd videre.


Kl. 22.15 i forgår aftes: Jeg har det skidt endnu. Syv timer efter. Jeg frygter for min tarm.


*) Hvor apropos: Jeg sad i et rør og spiste et rør! (Jvf. nedenstående.)

Smøger i smug (4)

Det er det samme, hver gang jeg holder op med ikke at ryge. Først nyder jeg friheden: Haha, her sidder jeg og ryger. Så får jeg dårlig samvittighed og til sidst hader jeg mig selv for ikke bare at lade være. Jeg er nu allerede i fase 3.
Jeg tager herud på mit værksted, og det eneste jeg har lyst til er at ryge. Jeg kan ikke engang spise, fordi min mave snører sig sammen. Og hvis jeg spiser, kan jeg ikke spise hurtigt nok for at komme til at ryge.
Det er for latterligt, jeg går ikke engang ind for rygning. Tværtimod. Jeg er for totalt landsdækkende rygningsforbud. Hvis der ikke er nogen, der ryger, behøver man ikke tænke på det.

Tommy Tumor malet af R.K. Sloane, den populære kultmaler

Hul midti

Jeg har et hul midt i kroppen. Det er ikke sult, det er ikke tørst eller kaffetrang. Jeg har lyst til at ryge en smøg, så jeg ved, det ikke er det. Men J. Per er ikke hjemme (og han er den eneste i verden, jeg gider bøffe en smøg af, undtagen Don Enzo, men han bor for langt væk). Han plejer aldrig at gå ud, hvor har han været, han har ikke svaret sin telefon i dagevis, og der er ingen hjemme, når man banker på nede i det sociale boligbyggeri.

Jeg lugter værre, men jeg har det altid bedre, når jeg går derfra.

Som en af hans venner indskrev sin bog til ham: ”Når jeg har det godt, gider jeg ikke se dig”.

Hvordan kan jeg stoppe dette hul? Det knuger lige midt i mellemgulvet.