Kringsat af fjender (Den store jæger II)

Der har været to hvepsedronninger inde på mit værksted i dag. Den første vappede jeg med Linda Barrys One Hundred Demons og sprang frem og trampede på med min jydesandal på min dårlige ankel. Den anden vippede jeg ud af vinduet med samme værk.


Se lige størrelsen på den fucker.

Jeg dræbte en i søndags i kolonihaven, og mine børn begyndte at græde. Sidste år græd de over dræbersneglene.

Kunstnerisk krise

Jeg spurgte min lærer Jerry Moriarty: – Hvad skal jeg gøre, jeg er i krise?
Og han svarede uden at blinke: – Lav dårlige tegninger foran fjernsynet.
Så det vil jeg gøre nu (også selvom det ikke er foran fjernsynet. Jeg kan se, om der er noget på nettet, det må være lige så dårligt). Det plejede at virke.

Jeg er træt af at lave uforsvarlig kunst.

Men har jeg noget at sige? Det er spørgsmålet.



Her ville jeg have indsat nogen billeder af dårlige tegninger til lejligheden, men jeg har ikke fået lavet dem endnu. Til gengæld lavede jeg nogen andre tegninger, der kan være lige så dårlige, efter forskriften fra Linda Barrys One Hundred Demons, som jeg har nævnt før. Det går kort fortalt ud på at tegne et hundrede dæmoner og derved måske komme af med dem ved at konfrontere dem, iflg. den gamle Zen-forskrift om at man skal dræbe et hundrede dæmoner i sit liv. Spænd dæmonerne for stridsvognen, som man siger.

Her er den første serie, jeg tegnede (med sumi-tusch og en japansk pensel, der er for slidt. Jeg skal have en ny). Bemærk hvordan dæmonerne springer frem og håner og nedgør mig.