Her lugter brunt

Helligdagen der hedder kastrér far

Jo nærmere vi kommer til selve juleaften, des strammere knuges mit hjerte.
Jeg trak min hånd til mig i sengen, for at min kone ikke skulle komme til at røre den.
Jeg har gjort alle ked af det i dag.

I dag hader jeg mig selv, mere end jeg hader julen.

Jeg har også fået lus.




Fejl

Juleaften kl. 16.30 kom jeg til at sende ovenstående besked ud til alle i en gammel Facebook-gruppe, da jeg skulle overføre teksten fra min telefon til min laptop. Dvs. alle folk i mit liv, jeg overhovedet kender, fordi de står på en mailingliste fra min "event" sidste år, der har samme begyndelsesbogstaver som mit navn, og før jeg nåede at tænke efter, havde jeg trykket Send midt i juleræset. Voldsomme isninger skød fra min cremaster og op i hjernen ved tanken om de forestående sociale ydmygelser, og jeg sendte straks en beklagelse ud. Samtidig kunne jeg ikke undsige mig en vis lettelse ved endelig at springe ud som selv- og altinghader. Men fucked up er det.

Hele aftenen og dagen efter har jeg tjekket, om der kom svar tilbage med hånlatter eller WTF's, men foreløbig intet. Med lidt held er gruppen virkelig defunct, eller også er folk bare høflige. Eller sadistiske.



Verdens mest forkvaklede dans. Ses her. Nydes uden lyd for det fulde udbytte af dansk akavethed. Se om du kan mere end 36 sekunder. Jeg kunne ikke. (Snyd dog ikke dig selv for "Slap af, okay?" ved 7:29.)


Dette har været den værste jul nogensinde, og jeg kan ikke engang begynde at tale om det endnu, for jeg har ikke fået det på behandlingsmæssig afstand.

Oppe at vende under udrulning af tærtedej

***
Hvad der virkelig ælder ved at have børn er at skulle op så tidligt om morgenen, fordi børnene skal i skole, at blive tvunget ind i en 1800-tals døgnrytme. Hver dag det samme om og om igen uden variation og kun afbrudt af weekenderne, hvor man lige når op og gisper efter vejret lidt, før man skal waterboardes igen hele ugen efter. Fy! Det er inhumant og feudalt. Jeg kan ikke vente, til jeg atter kan melde mig ud af samfundet. Adjø, samhället.

Hvad der ikke er værd at tænke på, når man har sex, er, at ens forældre har gjort det samme og sikkert værre. Det er heldigvis ikke noget, der (for mig) dukker op alt for ofte i løbet af akten, en akt der nu heller ikke selv dukker op alt for ofte, en iagttagelse der til gengæld dukker op alt for ofte, som trofaste læsere af denne internetside måske har bemærket. Hvor træls. Mit lem visner af og drysser bort. Dette kærlighedens rudiment, den overflødige appendage, en erotikkens blindtarm, der kun giver smerte, når den blusser op, og nødvendiggør amputation. Snit.
Jeg er bedre tjent uden. Den gifte eunuk i sit tomme harem, alene med sine hule minder.
Jeg kan dårligt huske de dage, da den gik ind og
ud.
Jeg fik en lang tud
og blev snydt,
min jammersang så ofte har lydt.
Åh, stakkels mig,
som jeg dog tager på vej.
***

Konklusioner fra min sommerferie

***
Jeg oplever bare noget en anden gang.

Hug dit lem af og fodr det til løverne.


***

At køre i bus er ligesom at stå i kø og at dø

Jeg glemte min taske i bussen, så jeg var nødt til at tage en ekstra tur ud for at hente den. Det har været den slags uge. Her er mine indtryk.

Jeg har købt i bus denne uge mere end det sidste år tilsammen. Her lugter af de små ben inde i røget makrel. Det og klorin. Der er ingen formildende omstændigheder ved at køre i bus.

At køre i bus er ligesom at stå i kø. Man kommer steder hen, man ikke har lyst til at være, og ser mennesker, man ikke har lyst til at se. Det er færgen til dødsriget. Det omvendte af frihed.

Tog jeg bussen for at pine mig selv? Vidste jeg ikke, det var hurtigere at tage Metroen og toget?

Jeg er kastreret uden min cykel.