Spirende rædsel på Vesterfælledvej

I dag blev jeg bange for at blive smittet med dengue-virus fra Dankort-automaten i døgnNetto.

Jaså

Min sigen nej til livet kommer tilbage og bider mig i røven: Hvor ku' du? Troede du, at du skulle leve evigt? Nej, men jeg var bange. Så sig i stedet: Jeg har frygten i mig, ellers risikerer du at identificere dig selv med frygten. Oho, oho, aha. Tak, mine indre stemmer. Tænk ikke på det, det er bare noget, jeg har stjålet fra bøger. Ja, men det er da godt alligevel! Det er okay. Hvad har du ellers? Forhåbentligt snart fri.

Centret

***
Jeg har det som en skuespiller i en ekspressionistisk stumfilm, nu jeg er gået ud blandt mennesker. Kan de se, hvor galt fat det står til med mig inde i mit hoved?

Min stemme runger hult. Ingen griner ad mine vittigheder. I butikkerne kigger de mærkeligt på mig. Er det mig, det er galt med?

I sådanne situationer er det godt at klæde sig behørigt på i en skinnende, perfekt rustning. Hvis man er fiks i tøjet, har man det bedre. I dag skulle det ikke være ekstravagant, ikke noget storblomstret, bare noget diskret. Jeg er lurvet.

Jeg smuttede ind på biblioteket og stjal en kuglepen for at skrive disse ord. Måske burde jeg få mig en iPhone ligesom ham overfor.
***

Håret på højkant

***
Der er en uhyggelig lyd ude på gangen, som af en der slæber et træben.

Jeg tør ikke kigge derud. Jeg gemmer mig under bordet. Åh nej, det banker på! …



Det var hende, der altid tjekker min bule ud med blikket. Hvorfor gør hun det? Er det mine bukser? Nåja, hellere det end hende med den aggressive skubop-bh, der altid ville have mig til at gøre noget, jeg ikke gad, eller havde noget dårligt at sige om nogen, der var mere etablerede end hende selv, eller skulle blære sig med sine priser.
***

Tanghavets fange

***
Her havde jeg lige en god dag i går, og så fik jeg i morges et anfald af dårlige nerver lige nede på gaden. Jeg stod bare og samtalede med Dr. TB, og jeg kan ikke forklare det anderledes, end at jeg pludselig blev fanget i mit indre gitterværk. Det var meget ubehageligt at stå dér og ruske. Så jeg skyndte mig hjem og lavede åndedrætsøvelser og armbøjninger.

Da jeg kom ind på mit værksted opslugt af disse mørke tanker, faldt min loftsventilator ned, da jeg tændte for den. Næste gang hænger jeg den op i andet end en stump ledning. Det er anden gang det sker. Der røg fire pærer og lampetteskærme.


Note: Siden her er lutter pulpforsider med blæksprutter!

***

Angst over at fremstå som en dødning

***
Jeg er så tynd, at når jeg møder folk, er jeg bange for at gå i opløsning foran dem, at mine øjne skal poppe ud af hovedet på mig. At de skal sige: "Han smiler kranialt" ved synet af mine lange gule hestetænder.


– Vrinsk!
***

Mit livs drama

Jeg har ikke brug for drama i mit liv. Mit liv er fuld af drama, som det er. Bare at gå ned ad gaden eller cykle er drama nok for mig, martret som jeg er af mine tanker.
Alligevel er det dog rart, når der sker noget ind i mellem.

Det er dramatisk bare at være mig. Folk ser mine billeder og siger (ja, ”folk”, min egen bror kan sgu også finde på at sige det): - Tænk at være inde i dit hoved.

Det er rendyrket urban angst.

Tjek det her billede ud fra ’47 af George Grosz (jeg har det ovre fra denne her blog, der har mange gode, store billeder).

Jeg har altid syntes, det her The The-cover var vildt fedt.