Tilbage igen

Og det var ikke hensigten

Problemet ved mit maleri er, at det er grimt.

Folk kigger

Hvor går man hen og laver et primalskrig her i byen? Eller landet? Her er ikke plads til noget. Der er vinduer alle vegne.



Jeg kan skrige her, men det er tavst.


Okay, lad mig se, hvad jeg har liggende ...


Autentisk primalskrig fra 2005.

Åndenød

– Vil du vide, hvordan jeg har det, når du siger sådan noget? sagde jeg og lod som om, jeg kværkede mig selv hen over middagsbordet. Jeg havde nævnt, at jeg vil til hippiekulturbegivenhed igen i år.
– Jeg synes, du skal tænke over, hvordan det virker på børnene, når du gør sådan der, sagde hun.
– Nu kan I godt begynde at græde, sagde jeg. – Jeg har fået nok. (Visioner af separation dansende i mit hoved.)
– Ét ord, og det udløser hele lavinen, fortsatte jeg i stærkt ophidset tonefald.

Vi var ude at rydde min mors lejlighed i dag.



– Jeg kunne godt tænke mig at se, at du for en gangs skyld tænkte på at planlægge ferie sammen med familien, sagde hun.
– Nu begynder det. Nu inddrager du hele historien. Hvad med bare at se på det her enkeltstående tilfælde nu?
– Jeg ved jo godt, hvordan det er. Du tænker altid kun på dig selv ...
– Jeg tænker kun på mig selv? Ja, hele dagen lang tænker jeg kun på mig selv og min umiddelbare behovstilfredsstillelse. Altid bare: mig, mig, mig, mig, mig, mig, mig-mig!

Her har jeg smidt opvaskebørsten og forladt vores samtalekøkken. Griner børnene? Græder de?

– Ja, altid bare dig. Det er altid bare dig, det handler om.
– Nu holder du op, jeg er gået herind for at stoppe. Stop, eller jeg går min vej.
(Gennem soveværelsesdøren): – Ja, du har ret, fordi du kan råbe højest. Forstår du overhovedet, hvad det er, jeg taler om?

Min kone mener, jeg er konfliktsky, fordi jeg ikke bliver stående, til hun bliver færdig med at kritisere mig.



Jeg ligger inde på sengen og løser sudoku'er på iPhone'n. Det er den eneste måde, jeg har kunnet samle mine tanker på den sidste måned. Så kommer tingene op at vende*): min far er ingen hjælp overhovedet, jeg får ingen kærlighed, jeg har ingen at tale med.

*) som skyer under meditation

Lad mig tage punkterne i omvendt rækkefølge: Ingen ringer. Der er ikke én person, der har ringet og spurgt, hvordan jeg har det. Omvendt savner jeg min mor at ringe til og fortælle om alle de ting, ingen andre gider høre på. (Denne blog er i virkeligheden alle de ting, jeg aldrig kunne fortælle min mor.) Min kone har ikke på noget tidspunkt givet mig et kys eller et kram uopfordret. Jeg kan godt tage et, men hun giver ikke af sig selv. Det skal komme fra mig. (Skal jeg være filosofisk og sige, at sådan er det måske med alting i livet, at man skal gøre noget for det selv? Måske. Men det kunne være rart bare at få et kærtegn dagligt, et kys f.eks., når den ene kommer eller går. Faktisk synes jeg, det er ondsindet følelsesmæssig manipulation.)

Tre dage efter min more døde, var jeg nødt til at tage ud til min far for at hente noget, der skulle bruges til bisættelsen. Han gik med mig noget af vejen til toget. Han har ikke nævnt min mor med et ord, mens jeg har været der, og pludselig midt på det lokale indkøbsstrøg kalder han med så og så mange ord min mor en hore. Det var essensen. Hvis vi havde været fra en anden kultur, havde han kaldt min mor en hore, og jeg havde smadret ham en i hovedet. Som det var, nøjedes han med at nævne en seksuel hævngerning, min mor lavede mod ham for snart 40 år siden. Tre dage efter min mor er død, og jeg har ikke hørt et ord fra ham (og jeg har ikke hørt et ord fra ham siden, andet end videresendte blondine- og jødiske vittigheder på mailen), og så er det dét, det handler om, hans måde at få det til at blive synd for ham, at min mor er død.

– Din skøre skid, sagde jeg. – Det var dig, der startede det her. Du er en følsom fyr, hvorfor kan du ikke bare opføre dig som en følsom fyr?

Og bagefter måtte jeg sætte mig på en bænk med mine pakker og en kæmpe Tintin-konfusionsspiral over hovedet.

Hans motivation, hans motivation, folks motivation, er det ikke det, der er spændende i litteraturen?



Tags der ikke var plads til i feltet: amerikansk meditation, amerikanske dramaserier, anklager, arv og miljø, bebrejdelser, blogstuff, bundløst sørgmod, chok, det er anstrengende at være mig, det grønøjede uhyre, det offentlige rum, dumme far, døden, elektroniske forbrugsgoder, erindringer, et af mine berømte flip, familien under pres, fatter fatter intet, filosofisk feng shui, forbitrelser, følsomhed, følsom mandejammer, gammelt lort, godt jeg ikke er psykopat, grådens rand, holder hun aldrig op?, hvad havde jeg egentlig regnet med?, hvad med mig?, hævn?, intet moralsk kompas, jeg stakkel, jødedommen, kulturantropologiske observationer, kunst- og kultursektionen, langvarige forhold, mere gammelt lort, mere mandejammer, moderne telekommunikation, noget at æde, opvaskermartyr, protester, samlivets ædle kunst, scener, sensitivo, sjælefredsbelastning, skilsmissebarn, skilsmissetrusler, skuffelser, sport og fritid, spøgelser fra fortiden, stakkels mig, tegneserier, total forvirring, tænk at det skulle tilfalde mig at hævde det rationelle standpunkt, tårer, udhængning, ufølsomhed, uundværligt udstyr for den moderne mand, uværdighed, venter ved telefonen, voksne børn, voldstrusler, ægteskabet er hårdt arbejde, østens mystik, åndelig udmattelse.

Intet styr

***
Jeg fandt denne sørgmuntre stribe i en skitsebog fra i forfjors, jeg aldrig fik fyldt ud.



Konklusion: Jeg har brokket mig over de samme ting i årevis.
***

Symptombehandling

***
Min kone har været skidesur, siden hun startede den ingen kulhydrater-kur forrige måned. Ellers har den ikke gjort en skid forskel, det er da klart. Jeg tror, man er nødt til at bevæge sig også, lige meget hvad man spiser, hvis man vil trimme tommer.

Nu kan jeg ikke lade være med at tænke på, om al min jammer og klage den sidste tid til dels hænger sammen med hendes selvvalgte spiseforstyrrelse. Intet hjælper på en lidelse som at sprede den lidt omkring. Suk. Dette oven i alt det andet pis, og så skal man bare stå dér og nikke og smile og være så glad, mens den sidste unse af fornøjelse drænes ud af livet på en, til der ikke er en puls tilbage.



PS I morges smurte hun sig et par stykker rugbrød, så måske er der en ende i syne på dét aspekt, dén isbjergstop af vore lidelser i ægteskabets hermetisk lukkede ekkokammer. Rugbrød! Der er sguda aldrig nogen, der har taget på af at spise rugbrød. Det har mere fiber end masonit. Frygt rugbrødet! Det sætter sig! Arrrggh! Ørrrl!
***

Skal jeg absolut vrænge?

***
Min familie gav mig hovedpine, og jeg var nødt til at gå min vej – ned til J. Per og bøffe et par Petterøes.



Min mor var på besøg. Hun var træt og måtte ligge på sofaen.
– Ved du hvad? sagde hun til mig.
– Nej?
– Du har ødelagt mine julebilleder.
Da brast noget i mig.
– Du vrængede på alle billederne.
(Arrgh!)
– Skal man se ud på en speciel måde?
– Man skal bare se almindelig ud.
– Hvad med de andre? Hvordan så de ud? Så de også forkerte ud? Jeg synes, du skulle gå hjem og sætte et sort kryds over mig. Og alle de andre, der ikke er gode nok. Klip mig ud af alle billederne.

Min flinke datter sagde: – Da du sagde, han havde ødelagt billederne, troede jeg du mente, at han havde revet dem i stykker.
***

Min netserie (49)

(Clerc & van der Star)

Forflæskelse flosser...

Akut angerafhjælpning anbefales

Min kone siger, jeg skal gå i anger management – jeg håber, det hedder noget andet på dansk – jeg angrer, at jeg altid er så vred, men jeg gider ikke betale for det. Jeg synes heller ikke, jeg har tid, med mindre det fås om aftenen, så man har en god undskyldning til at slippe hjemmefra.

Måske skulle jeg starte med at gå i dyb meditation, hvis jeg kan det, eller genoptage mit motionsprogram, som jeg har sjoflet.

Det plejede at hjælpe at tage til fodbold og stå og råbe som en sindssyg og komme hæs hjem og være af med det.
(Og det gode er, at der er så mange andre dér på stedet, der er så meget mere uhøviske, end jeg er.)

Dagens jammerskylle - som at trykke på en knap

Tiden skal bare gå i dag. Jeg er i så lortedårligt humør. Min kone siger, jeg skal gå i anger management, fordi jeg ikke holder min cool, når hun skælder mig ud. Jeg skal lære bare at stå og tage det. Eller bedre endnu slå det hen med en vits (ikke at det hjælper, tværtimod, dum idé). Men flyde ovenpå – hvis jeg kunne gøre det, ville det være en god idé.
Ikke råbe af folk i trafikken, selvom de står i vejen, lade det prelle af med en spøg. Ikke råbe af min kone foran børnene, ikke hæve stemmen selvom hun stikker fingrene i ørerne og ikke vil høre, hvad jeg siger. Bevare overblikket, som en engelsk officer i Zulu-krigen. Standhaftigt stå imod lortestormen, selv når jeg bliver dækket fra top til tå. Eller behændigt undvige, som Lynet der kan løbe ud og ind mellem regndråberne (det siges, at alle spillere med god spilforståelse oplever, at tiden går langsommere – eller står stille, som for Peter Parker i den første Spiderman-film – og det sker også glimtvis for mig, jeg ved bare ikke, hvor jeg skal løbe hen!)
Jeg har ondt i rygraden. Jeg er spændt skæv. Jeg trænger til sjælelig kiropraktik.
Eller noget bedre.

Hvad skal det ikke ende med? Hvordan kan jeg leve med dette konstante overspændte drama? Jeg når lige at tænke, som altid: Nu går det da meget godt (mellem min kone og mig) og så ka-boom eksploderer det lort i ansigtet på mig som Skæmtesmølfens gaver.

Det er fucking håbløst. Jeg græder en sørgelig blues. Jeg har overhovedet ikke lyst til at se nogen i øjnene. Jeg trækker min sten godt op over mig og skuler videre, bleg i mørket. To beklemte øjne stirrer ud.

Lad ikke solen gå ned over et godt skænderi

Dagen i dag startede med et forfriskende skænderi, der begyndte efter den første ting, vi sagde til hinanden i morges.

For øjeblikket er der stilstand, men vi diskuterer det praktiske.

Kunstnere, som de er flest, er mere selvoptagede og derfor mere irriterende end andre mennesker – deres tanker fylder hele verden

Jeg hader når kunstnere kommer med udtalelser som: "The only truly dependable reality comes from within." Arggh! (citat: O. Eliasson, og der er mange andre.)
Jeg hader når kunstnere siger: "Det er bare min opfattelse af virkeligheden."
"Min virkelighed." Arggh!
Folk forveksler indersiden af deres hoved med resten af universet.