Dagens jammerskylle - som at trykke på en knap

Tiden skal bare gå i dag. Jeg er i så lortedårligt humør. Min kone siger, jeg skal gå i anger management, fordi jeg ikke holder min cool, når hun skælder mig ud. Jeg skal lære bare at stå og tage det. Eller bedre endnu slå det hen med en vits (ikke at det hjælper, tværtimod, dum idé). Men flyde ovenpå – hvis jeg kunne gøre det, ville det være en god idé.
Ikke råbe af folk i trafikken, selvom de står i vejen, lade det prelle af med en spøg. Ikke råbe af min kone foran børnene, ikke hæve stemmen selvom hun stikker fingrene i ørerne og ikke vil høre, hvad jeg siger. Bevare overblikket, som en engelsk officer i Zulu-krigen. Standhaftigt stå imod lortestormen, selv når jeg bliver dækket fra top til tå. Eller behændigt undvige, som Lynet der kan løbe ud og ind mellem regndråberne (det siges, at alle spillere med god spilforståelse oplever, at tiden går langsommere – eller står stille, som for Peter Parker i den første Spiderman-film – og det sker også glimtvis for mig, jeg ved bare ikke, hvor jeg skal løbe hen!)
Jeg har ondt i rygraden. Jeg er spændt skæv. Jeg trænger til sjælelig kiropraktik.
Eller noget bedre.

Hvad skal det ikke ende med? Hvordan kan jeg leve med dette konstante overspændte drama? Jeg når lige at tænke, som altid: Nu går det da meget godt (mellem min kone og mig) og så ka-boom eksploderer det lort i ansigtet på mig som Skæmtesmølfens gaver.

Det er fucking håbløst. Jeg græder en sørgelig blues. Jeg har overhovedet ikke lyst til at se nogen i øjnene. Jeg trækker min sten godt op over mig og skuler videre, bleg i mørket. To beklemte øjne stirrer ud.