Ike Turner døde i går (eller i forgårs, hvem ved).
Jeg synes, Nutbush City Limits er et af de fedeste numre, der nogensinde er lavet. Især den måde der bliver ved med at blive lagt nye lyde på (foregriber computermusik), og den syrede synth-solo til sidst, der lyder som en blanding mellem en slangetæmmerfløjte og en sækkepibe.
Han er selvfølgelig mest kendt for, at han altid bankede Tina. Iflg. ham selv var det ikke værre end for så mange andre par (ahem).
Hvad jeg ikke vidste var, at "hans far, der var præst, blev tævet ihjel af en hvid menneskemængde", da Ike var barn i Clarksdale, Mississippi, som The New York Times skrev i nekrologen i går. Hvad enten vold avler vold eller ej, siger det en del om den tid, han levede i.
Han blev 76, hvem skulle have troet det?
Craig, som jeg plejede at leje et værksted hos på 14th St., fortalte, hvordan stofferne var stablet op på bordet til Ikes fester i Toledo i 70'erne (ikke at han selv var med, thi han var hvid!)
Det er værd at bemærke, at Tina aldrig var så god, som da hun var sammen med Ike. Omvendt kan man ikke sige Ike uden også at sige Tina.
Hvis hun er "rockens bedstemor", var Ike så rockens bedstefar? Han var i hvert fald med til at skrive et af de første rock 'n' roll-numre, Rocket 88 fra 1951.
Ikke mere om Ike.
fredag den 14. december 2007
Ike Turner har stillet gogo-støvlerne
Etiketter:
legalt mord,
lynchmob,
musikalske løjer,
overskæg,
pressen skrev
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar