Hvem har tid?

– Åh, jeg forbandede! Nu står jeg igen og overvejer, hvad det hele er værd.



ANDETSTEDS:

I hans tilfælde en hel del.

Årets korteste dag

I dag kom jeg så sent i gang, at jeg ikke nåede det, før jeg skulle gå.

4 beskeder

Min far ringede fire gange, fordi det er hans fødselsdag. Sidste gang ringede hans dame: "Vi kan ikke forstå, vi ikke har hørt fra dig", og så sluttede hun med at lægge deres telefonnummer, de har haft i 30 år. Jeg har ikke hørt fra ham, siden min mor døde.



Jeg har ikke lyst til at fejre ham, tekstede jeg til min lillebror, der foreslog, at jeg skulle få eksistentiel eller kognitiv terapi for at lære at styre mine følelser. Tak skal han have for at sætte mig tilbage i rollen som hysterisk og hidsig. Det kan lære mig ikke at forstyrre ham, når han ligger og plejer sine tømmermænd, og min kone og jeg lige har skreget hold kæft ad hinanden.

Gi' og tag

Det er mærkeligt at blive trøstet af den, der har såret en. Det er forvirrende at skulle trøstes af den, der har gjort en ked af det, når man ikke har andre steder at finde trøst.

Jeg burde finde en samtaleterapeut, men jeg er for nærig.



Oliemassage ville heller ikke være dårligt.

Løb grædende hjem og sig det på nettet, hver gang der er noget galt

***
Min kones sidste ord til mig i dag:
– Du skal i terapi! Det har du sku' i årevis!
– Fej for din egen dør! Du er jo selv sådan et pragteksemplar!

Jeg havde smadret noget ude i køkkenet for at få hende til at holde op.

Hun holder aldrig op. Hun bliver ved og ved og ved og ved.
***

Stuvning af mellemlunkne bekymringer

***
Det har på det sidste stået lysende klart for mig, hvor lidt jeg i grunden har at sige, og hvor mange måder jeg har at sige det på.

Jeg havde en lærer, der sagde: – Du har så mange evner, Gudsrost. Bare en skam, at du ikke har noget at sige.

Jeg har intet på hjerte.

Jeg tror, at jeg på en eller anden måde trænger til at få noget virkelighed ind over det, jeg laver, også så det hele ikke bare er klichéer. Virkeligheden er et kick, men jeg er desværre utroligt tilbageholdende mht. at begå mig i den. (Jeg stikker ind i mellem næsen lidt frem, virrer lidt med den og trækker den straks tilbage. Jeg er sky og tilbageholdende, grænsende til det selvudslettende.) Som min terapeut i sin tid sagde: – Du trænger til mere animus og mindre anima.
Jeg skulle nok have ofret de ekstra penge på en rigtig psykolog.

Jeg glider ud i stigende irrelevans.

Jeg er på det sidste blevet mindet om, hvor fuld af lort jeg er. Den ene ting efter den anden. Jeg fandt en mail, fordi jeg skulle bruge et billede i den: Her er et billede fra en ny serie, jeg er ved at lave, skrev jeg. Jeg havde kun det samme, og det var ikke engang færdigt. Jeg maler på det nu. Tog lige mig selv i at kigge ned i den samme bøtte orange, jeg købte for 10 år siden.

Telefonen ringer, og jeg tager den ikke.

Der var en artikel om Kierkegaard i The New York Times. Jeg har aldrig kunnet læse ham, fordi jeg hader ånden, men han sagde, at en ulykkelig mand er ham, der vil være noget andet, end det han er. Jeg er træt af at sige, at jeg er "kunstner", når det ikke er det, jeg er – hvilken grel kliché – og når jeg siger, jeg er det, jeg laver for at tjene penge, lyder det så trist. Men det er jeg blevet til. Jeg vil hellere sige, at jeg er blogger. Det er sjovere. Men det kan jeg ikke, fordi jeg er det hemmeligt. Og jeg kan ikke skrive i min blog, hvad mit arbejde er, for ikke at kompromittere mig og bide den flinke hånd, der fodrer mig.

Fanget i midten igen.
***

Hvor irriterende. Dyrt var det også

***
Jeg går til frisøren og får oppumpet mit selvværd, for det er min terapi, og så kommer jeg lige ind ad døren, og min kone siger: Du ligner en fløjt-fløjt og laver bevægelser med håndleddet.


***

Jeg skal åbenbart have noget at bekymre mig om altid

***
Jeg giver op. Jeg giver depechen videre til næste generation og lægger mig til at dø. Jeg når alligevel ikke noget. Når jeg ikke skal arbejde, laver jeg ikke noget. Men jeg morer mig ikke, jeg slapper ikke af, jeg tænker kun på alt det, jeg aldrig får lavet. Det er kvælende. Hvis jeg så bare kunne være en ordentlig "livsnyder" inden i også, men jeg ædes op af mine tankers besættelse som en stakkels OCD’er. Hver dag er en kamp for at strukturere mine tanker. Hver dag strides og kæmper jeg med de samme gamle dæmoner år efter år efter år. Dæmoner, der er så væmmelige og opslidende, at jeg ikke engang kan nævne dem her i fuld offentlighed. Og hvor så? I enrum med en terapeut, og det har jeg gjort. Jeg gider ikke betale for mere terapi. Jeg tror faktisk aldrig, jeg kommer over det her, dette unævnelige problem, der rider mig som en mare, der flår mig i ansigtet som en abe, dag efter dag efter dag, hver eneste time, hvad enten jeg er uden for en dør eller ej.

Hver dag bliver til en performance. Folk, der ser mig i Netto f.eks., tror jeg er rolig og fattet, sågar vittig, beleven og ugenert, men indeni kæmper jeg som en vanvittig, sindsforvirret person for overhovedet at holde styr på mig selv. Jeg burde flytte op i en hytte i bjergene i tre mdr. ligesom Justin Vernon fra Bon Iver.


Hør hele pladen! Når man er kommet sig over falsetten, er den fantastisk.
***

Akut angerafhjælpning anbefales

Min kone siger, jeg skal gå i anger management – jeg håber, det hedder noget andet på dansk – jeg angrer, at jeg altid er så vred, men jeg gider ikke betale for det. Jeg synes heller ikke, jeg har tid, med mindre det fås om aftenen, så man har en god undskyldning til at slippe hjemmefra.

Måske skulle jeg starte med at gå i dyb meditation, hvis jeg kan det, eller genoptage mit motionsprogram, som jeg har sjoflet.

Det plejede at hjælpe at tage til fodbold og stå og råbe som en sindssyg og komme hæs hjem og være af med det.
(Og det gode er, at der er så mange andre dér på stedet, der er så meget mere uhøviske, end jeg er.)

Dagens jammerskylle - som at trykke på en knap

Tiden skal bare gå i dag. Jeg er i så lortedårligt humør. Min kone siger, jeg skal gå i anger management, fordi jeg ikke holder min cool, når hun skælder mig ud. Jeg skal lære bare at stå og tage det. Eller bedre endnu slå det hen med en vits (ikke at det hjælper, tværtimod, dum idé). Men flyde ovenpå – hvis jeg kunne gøre det, ville det være en god idé.
Ikke råbe af folk i trafikken, selvom de står i vejen, lade det prelle af med en spøg. Ikke råbe af min kone foran børnene, ikke hæve stemmen selvom hun stikker fingrene i ørerne og ikke vil høre, hvad jeg siger. Bevare overblikket, som en engelsk officer i Zulu-krigen. Standhaftigt stå imod lortestormen, selv når jeg bliver dækket fra top til tå. Eller behændigt undvige, som Lynet der kan løbe ud og ind mellem regndråberne (det siges, at alle spillere med god spilforståelse oplever, at tiden går langsommere – eller står stille, som for Peter Parker i den første Spiderman-film – og det sker også glimtvis for mig, jeg ved bare ikke, hvor jeg skal løbe hen!)
Jeg har ondt i rygraden. Jeg er spændt skæv. Jeg trænger til sjælelig kiropraktik.
Eller noget bedre.

Hvad skal det ikke ende med? Hvordan kan jeg leve med dette konstante overspændte drama? Jeg når lige at tænke, som altid: Nu går det da meget godt (mellem min kone og mig) og så ka-boom eksploderer det lort i ansigtet på mig som Skæmtesmølfens gaver.

Det er fucking håbløst. Jeg græder en sørgelig blues. Jeg har overhovedet ikke lyst til at se nogen i øjnene. Jeg trækker min sten godt op over mig og skuler videre, bleg i mørket. To beklemte øjne stirrer ud.

Det ideale liv (2) – påtvungne kærlighedserklæringer

Forleden dag spurgte min kone mig, hvordan jeg godt kunne tænke mig mit liv var, hvis jeg selv skulle vælge, og jeg kunne ikke finde på noget at svare. Nu har jeg tænkt over det.
Jeg kunne godt tænke mig ikke at skulle så tidligt op om morgenen, men at kunne begynde at arbejde ved 12-13-14-tiden, når jeg alligevel er parat. Jeg har aldrig lyst til at lave noget kl. 9 om morgenen, der er den tid, jeg har. Så ville jeg pause for middag og arbejde videre bagefter eller gå sent ud at spise og måske se nogen venner. Og så kunne jeg godt tænke mig at bo i et mildere klima, hvor det ikke var så dyrt at spise ude (og at jeg havde et ordentligt galleri + penge osv.)*)



Det mindede mig om dengang, vi var i parterapi, og psykologen spurgte mig, hvad det var, jeg elskede ved min kone, og jeg kunne ikke finde på noget at svare. Det var pinligt.
Siden hen tænkte jeg også over dét spørgsmål og kom til den konklusion, at jeg elsker hende, fordi hun er den jeg elsker. Det håber jeg ikke lyder for sofistisk, men hun er jo mit kærlighedsobjekt. Derfor elsker jeg hende (er det for tilfældigt?)
Jeg ved ikke, om det er noget ordentligt svar. En helt anden ting er, at når man ikke har det så godt sammen, har man ikke så meget lyst til How do I love thee? Let me count the ways.

Det værste var, at jeg burde have været forberedt på det, idet Don Enzo konfronteredes med samme spørgsmål, da han var i parterapi, og han kunne heller ikke finde på noget at sige. Dengang rådede jeg ham til (med reference til W.H. Auden), at man ikke kan sige den slags stort nok, metaforerne kan ikke være kosmiske nok.
Det var måske bare ikke stedet for det. Helst skal det jo være på rim eller til musik.


*) Jeg er i virkeligheden ret nem at stille tilfreds – ligesom min far – jeg skal bare have noget mad og noget sex og et lunt sted at bo. Samtidig med at jeg i så vid udstrækning som muligt slipper for at arbejde.

Ovenstående Van Gogh-billede dukker op, når man søger på ”siesta” i Google Billeder.

Impuls i Metroen (At være grøn)

Jeg hørte Kermit the Frogs It’s Not That Easy Being Green på min i-Pod Nano med det smadrede display (så den fungerer som en Shuffle) og fik lyst til at rejse mig op og bryde ud i sang. Et kort sekund.

*

Jeg er træt. Mit blodsukker er lavt. Tvang mig ind til en fernis med en af mine kære halvgamle venner, der til sin tydeligvis sinds- (og krops-) forvirrede unge medkunstnerinde kaldte mig ”uset”. Jeg er Københavns mest usete kunstner. Det gør ikke noget, han sagde det. Det andet gør.

Jeg kan ikke røre mig af flækken. Jeg har ikke tiden til at lave noget, selv hvis der var nogen, der spurgte. Og det hænder. Jeg har kontaktflader. Men mine hænder er svejset sammen til min røv, jeg sidder på.

Min klagesang har stået på i årevis. Jeg er træt af at høre på mig selv, men ud skal det jo.

Note 1. Noteret i Metroen og halvvejs hjem ad gaden i min lille grønne lommebog.

Note 2. Jeg drak 2 øl uden at have spist andet end 3 pandekager og blev let om hovedet.

Bein’ Green er en fantastisk sang. Man kan høre den originale udgave her på YouTube.
Der er en blogger, der erklærer sin kærlighed til sangen her. Det er ægte kærlighed.

Note 3. Jeg kan huske, da Jim Henson døde. En jeg kendte tog op til hans begravelse. Der var stuvende selvfølgelig.
Hvor var du, da Jim Henson døde?

Terapi er fedt

Det er fedt at gå i terapi. Man kan sige lige hvad min vil, og terapeuten er nødt til at lytte til det.

Første gang jeg skulle til terpai, havde jeg det ligesom jeg skulle til en luder: Jeg skulle ind et sted og blotte mig og betale.

Jeg ville gå i terapi hele tiden, hvis det ikke var fordi, det var så skidedyrt.*)
Jeg ville sikkert også gå til luder hele tiden, hvis det ikke var fordi dét var så skidedyrt. Mao. terapi er en luksus, jeg ikke under mig selv, når jeg ikke har det værre end jeg har det.

Det er godt nok nogen år siden efterhånden, jeg var i terapi (altså for mig selv, ikke parterapi, som jeg også har gennemgået et forløb til halvanden af), men jeg mindes det varmt. Min terapeut – thi jeg havde ikke råd til en rigtig psykolog, og hende her havde min bror anbefalet – var pensioneret tjenestekvinde indenfor kriminalforsorgen, og hun var i øvrigt meget god, når det drejede sig om afhængighed af stoffer, hvilket jo ikke var mit problem. Hun lignede Elsa Gress. Jeg husker endnu, hvordan hendes lange perlekæde havde det med at hægte sig fast nede om det ene bryst. Det værste var, når hun begyndte at fortælle noget fra sit eget liv, så flakkede mit indre blik straks nervøst hen mod taxametret. – Hey, hvad med mig og min forkvaklede seksualitet? Kan vi ikke tale lidt om den i stedet for? tænkte jeg. Men jeg sagde ikke noget. Det måtte man bære over med. Ellers var hun såmænd udmærket, og hun fik afklaret nogle misforståelser jeg havde gået med i årevis.
Det er måske noget af det bedste der kan komme ud af det: At man får et virkelighedstjek på sine tanker og forestillinger, ligesom det gælder i så mange andre sammenhænge, hvor ens forventninger eller frygt måske ikke stemmer overens med realiteterne.

En anden dag vil jeg gøre rede for min tid i parterapi, jeg skal bare have det til at lyde morsomt først.


*) Er der nogen derude, der giver discountterapi til blokerede klynkekunstnere? Jeg er en glimrende patient, meget medgørlig.