Jeg skal åbenbart have noget at bekymre mig om altid

***
Jeg giver op. Jeg giver depechen videre til næste generation og lægger mig til at dø. Jeg når alligevel ikke noget. Når jeg ikke skal arbejde, laver jeg ikke noget. Men jeg morer mig ikke, jeg slapper ikke af, jeg tænker kun på alt det, jeg aldrig får lavet. Det er kvælende. Hvis jeg så bare kunne være en ordentlig "livsnyder" inden i også, men jeg ædes op af mine tankers besættelse som en stakkels OCD’er. Hver dag er en kamp for at strukturere mine tanker. Hver dag strides og kæmper jeg med de samme gamle dæmoner år efter år efter år. Dæmoner, der er så væmmelige og opslidende, at jeg ikke engang kan nævne dem her i fuld offentlighed. Og hvor så? I enrum med en terapeut, og det har jeg gjort. Jeg gider ikke betale for mere terapi. Jeg tror faktisk aldrig, jeg kommer over det her, dette unævnelige problem, der rider mig som en mare, der flår mig i ansigtet som en abe, dag efter dag efter dag, hver eneste time, hvad enten jeg er uden for en dør eller ej.

Hver dag bliver til en performance. Folk, der ser mig i Netto f.eks., tror jeg er rolig og fattet, sågar vittig, beleven og ugenert, men indeni kæmper jeg som en vanvittig, sindsforvirret person for overhovedet at holde styr på mig selv. Jeg burde flytte op i en hytte i bjergene i tre mdr. ligesom Justin Vernon fra Bon Iver.


Hør hele pladen! Når man er kommet sig over falsetten, er den fantastisk.
***