En på humøret!

Ende på volden er bedre end vold på enden.

Endevold:

© Bramming Skytteforening, august 2009.

Natligt tilsyn

Og jeg vil komme til dig om natten og sige, at dit liv er værdiløst.
– Ja, muse?
Og ligegyldigt og håbløst
Og jeg vil bede dig ikke mumle
Og ikke ligge dér og have så ondt af dig selv
Og du vil tror hvert ord, jeg siger, og glemme dig selv
– Skal det være så fucking sort?
Hør nu efter, du ved aldrig, hvor længe du har mig.
– Sandt, sandt. Satans, men forståeligt.
For evigt er kun et øjeblik
Og jeg vil bede dig ikke mumle og ikke lade døren stå åben
Vær ikke en baby, du er i live, er du ikke?
– Gu' jeg så!
Så giv dig tørt på, din gamle sengevæder.
(Hun ved alt om mig!) – Øh, jeg skal nok finde noget, der mig klæder.
Smalt sort slips og stumpede bukser
– Hvor lagde jeg mit læder?
Hele himlen er ved at eksplodere
Universet vrider sig i smerte og vellyst
Lounge-marimba og drengekor ca. '67
Kærlige tanker, jeg op i mig hanker.
– Tak, min muse.
Hun er allerede væk
på nye æventyr.


Warren Criswell, Departure of the Muse (via Weimarart).

Fælles luftrum

Der kom nogen og satte sig i båsen ved siden af – jeg var blevet for længe, fordi jeg løste sudokuer – og for ikke at virke, som om jeg havde lort ud over hele røven, brugte jeg for lidt papir. Og nu klør min røv.

Der er så lydt derude, det er som at sidde inde i orgelpiber. Jeg må have en radio derud. (Har jeg sagt det før? Ja!)


Gammeldags.


Nydags.

Overgang

Jeg er begyndt at frygte, at min kone vil overhælde mig med olie og sætte ild til mig om natten.

Det er manglen på intimitet.

I nat strejfede hendes hånd min ene kølige balle. Der gik gnister igennem mig.

Hvis der er noget, jeg hader, er det dårlig offentlig kunst

Her er Børge Lortegårds seneste, som jeg stødte på på min vej.



Grangiveligt en lang lort på vej ud mellem et par røvballer.

Omgivet af en lortekloak:



Og udsmykket med mytologiske genitalier.

En ståpik:


Et par patter og en kusse:


En til ståpik:


Jeg er ikke Prince Charles, jeg synes bare, det er noget lort.

Spændende nyhed

Bemærk, at jeg har indført en "blogrulle" her nederst t.v.

Lidt om det.

Det gode ved John K.'s blog er, at han siger ting, man så ikke selv behøver sige. Og så ved han, hvad han taler om. Se f.eks. hans indlæg om Walt Disneys fiksering på mandlige bagdele.

I dag faldt jeg så over en anden blog, We Are Not Robots, som desværre er lukket. Kender I det, når man falder over en blog og finder ud af, at man kan lide alle de samme ting? Det skete så her.

Generelt har jeg lagt mærke til, at jeg godt kan lide blogs med en masse billeder. Men det er selvfølgelig også gerne billeder, jeg søger på. Jeg læser næsten ikke noget. Hvad rager folks url mig?

Uncle Eddie er min helt. Hans blog er bedårende. Jeg tror ikke, han har nogen uddannelse at tale om, men han ser ting.

Så har jeg også læst Lars Bukdahls blog og genkender hans fornøjelse ved at udgive alt, hvad der falder ham ind. Jeg udgiver! Klik! Jeg udgiver! Klik! Det er en høj.

Og her er det så tid til at bevæge sig ned ad mindernes allé. Den første blog, jeg lagde mærke til, var af en dansker, der hedder Mette Wozniacki. Hun skrev en overgang, da jeg endnu var en blogskriver-grønskolling i knæbukser, højdepunkter som: "Jeg har tabt min remote på gulvet, og jeg gider ikke samle den op." "Min kat slikker mig i armhulen. Er det forkert?" Nogen gange 10 indlæg om dagen. Der er tidspunkter, hvor det er mere interessant at være kvinde. Hvis jeg f.eks. skriver: "Jeg har sat mig på min remote. Kan du ikke komme og hjælpe mig med at få den ud?", får jeg færre henvendelser, end hvis jeg var Kvindejammer. Det er udbud og efterspørgsel og helt på sin plads. Men, hvad jeg tænkte, var: Den må jeg stikke. Men hvordan? Men hvordan!" Jeg tænker endnu. Ikke hele tiden, men jævnligt. Hvor lavt kan jeg gå? Det er derfor, jeg periodisk nødes at genoplive bloggen: Jeg står med noget så lavt, at jeg ikke ved, hvor jeg ellers skal gøre af det.

Lad mig bare fortsætte lidt endnu.

Det var således også tilfældet sidst. Det var ikke min mening at genoptage bloggen og spilde min (og jer stakkels ensomme cow-bloggeres) tid på det, jeg ville bare løbe en sejrsrunde og modtage folkets hyldest. Tak! Tak! Ærbødigst! Vel mødt! Og så aflevere resten af mine sørgelige og sorgfulde indlæg fra sidste år, der blev afbrudt af mit i al hast arrangerede kulturophold i udlandet. Forstår I? Men kan man det? Aflevere sidste års indlæg under overskriften: "Mandejammer – de tabte kapitler"? Jeg ved det ikke, men jeg gør det alligevel. For det er jo en saga.

En saga om mig.

Ofte en Saga Blue, fordi jeg er nede.



En sagte saga til tider, når jeg er stille.



En sigte-saga, når jeg bager.



Sikke en sukkende, zig-zaggende saga.



I kan sagtens.

Anni Lippert - selv hendes navn lyder frækt

– Gi' mig en lippert!

– Skal vi lave en lippert?

Lip! Lip! Lyden af en kattetunge.


Hun tegnede den samme pige altid, men det gør ikke noget. Det er det eneste, hun kan tegne, men det gør ikke noget.
Iflg. Omegns-Bladet var Brigitte Bardot forbilledet.

Så er det godt, der er ingen, der spørger

Jeg er den sidste person i verden, jeg ville få til at lave en rockvideo. Jeg har ikke én idé.



Så du og dit band må gå et andet sted hen.

Stop

Når jeg har været på arbejde hele dagen og kommer hjem og laver mad og bager boller og vasker tøj, og min kone så kommer hjem fra kursus og gnider sine baller imod mig og vil have sex, er jeg altså nødt til at sige stop, det gider jeg ikke, hvad regner du mig for?

Jaså

Min sigen nej til livet kommer tilbage og bider mig i røven: Hvor ku' du? Troede du, at du skulle leve evigt? Nej, men jeg var bange. Så sig i stedet: Jeg har frygten i mig, ellers risikerer du at identificere dig selv med frygten. Oho, oho, aha. Tak, mine indre stemmer. Tænk ikke på det, det er bare noget, jeg har stjålet fra bøger. Ja, men det er da godt alligevel! Det er okay. Hvad har du ellers? Forhåbentligt snart fri.

Mit manifest

Fra jeres lokalradiovært, der bor under en sten og ikke kan lide noget af det, han ser

Her er noget mere gammelt, grotesk uaktuelt brok.

Okay. Ved I, hvad jeg var træt af? Alt det pis, Kenneth Carlsen skulle lytte til, fordi han aldrig blev mere end nr. 125 på verdensranglisten. At være verdens 125. bedste tennisspiller er faktisk ret godt. Hvis han havde været verdens 125. bedste fodboldspiller, havde pressen slikket ham op og ned mellem røvballerne, til han var funklende ren. Er Nicklas Bendtner verdens 125. bedste fodboldspiller? Jeg tvivler. Bare at være Danmarks 125. bedste fodboldspiller i øvrigt er ret godt. (Det kan også være, fordi Kenneth Carlsen altid så så sur ud, at han skulle lytte til alt det pis.) Er Kim Larsen verdens 125. bedste rocksanger? Er det eksempler nok?

Der blev lavet en liste for et par år siden, hvor en af mine venner var Danmarks 132. mest omdiskuterede kunstner. Det grinte jeg lidt af. Jeg var selvfølgelig slet ikke med på listen.

Jeg er et nul og en fiasko. Jeg skammer mig på mine børns vegne over mig selv.



Jeres lokalradiovært bag mic'en.

Jeg får nu at vide, at Kenneth Carlsen højeste rangering var som nr. 41 i verden, men det ændrer intet ved ovenstående pointer. I øvrigt er dette et radioprogram, og man kan ikke gå tilbage og ændre. Pas på, en dag udsender jeg et rigtigt radioprogram her på stedet. Så er I advaret. Og hvis I er rigtig heldige, giver jeg mig til at synge noget mere. Der er så sandelig noget at se frem til. Nu vil jeg fylde tiden ud med tom snak, indtil musikken begynder...


Det er hittet, der holder.

PS I går var jeg nr. 145 på The New York Times crossword puzzle-løselisten (kl. 23.45). Det er også ret godt. Torsdagskrydsen er rimelig svær. Jeg har aldrig været højere end 122 (mandag).

Bag om samlingen

Det er lidt sjovt, der er en kunstsamler, der hedder Rump, og et af de værker, han har doneret, forestiller en rump.
Oho-hahaha!



Statens Museum

Afspænding

Det bedste ville være, hvis vi kunne bolle nu, men det kommer ikke til at ske. Der er intet, jeg kan gøre for det.

Beskeden, omend magtpåliggende observation om mine nærmeste omgivelser

Lokummet har fået sørgebind på. Brættet er knækket, og ellers niver det mig i røven, når jeg rejser mig op.


Jeg er til eg. Giv mig et godt bræt af eg. Kirsebærtræ er også godt. Eller valnød. En god, hård sort. Jeg kan leve med ask.

Ilddåb

Sjanten smed bukserne og befalede de unge rekrutter at sutte på sit rødblussende, sprængfærdige mandslem. 69 Jensen faldt straks på knæ og labbede det i sig som en tørstig hundehvalp, mens 48 Kama Sutra Klausen slikkede på befalingsmandens lyserøde, behårede nossepose. Den fregnede knøs, frisk fra session i Bjerringbro, kunne ikke undgå at bemærke en vis indelukket dunst af mandemusk fra Sjantens nedre dele. Behændigt lod han en suttet finger glide om bagved mellem den overordnedes baller og gned prøvende frem og tilbage over det runkne, noprede numsehul, før han forsigtigt lempede den indenfor og prøvende ud og ind i hastigt stigende tempo til tonerne af tambourkorpset, der øvede sig på excerserpladsen udenfor. Sjanten gispede og havde nær slugt sin c'rutstump: de var lærenemme, de små. Et godt kuld i år. Men han var ikke klar til at spilde sin glohede gardersperm endnu. – Oomkring, befalede han myndigt, og Jensen og Klausen adlød straks, hvorefter han gennemborede dem på skift med sit stålhårde danskerlem, hurtigere og hurtigere, hårdere og hårdere, til rytmen af Champagnegaloppen og nu – endnu bedre – Kronprins Frederiks march derudefra. – Åh gud, så godt det er! brølede han som en ekstatisk elgtyr. – Længe leve Dronningen, længe leve Danmark! og lod sin sperm sprøjte ud over de rødmende, dampende fodfolks faste endeballer, så fintperlende at sollyset ind gennem barakvinduet skabte en Eliasson-regnbue i luften, som billede på den uendelige skønhed, der i dette øjeblik forenede de tre mænd, den ene gammel og garvet, de andre unge og grønne, men nu indviede i korpsets mysterier og soldaterlivets glæder, for evigt sammensmedede i kammeratskabets ubrydelige lænker.
– Her, tør jer, sagde han til knægtene og smed dem sit sammenkrøllede, kamuflagefarvede lommetørklæde.
Nå ja, det er sguda bedre end at skrælle kartofler, tænkte Klausen.

Følg med i næste afsnit, hvor Jensen og Klausen og ham den underlige Zachariassen kommer i "hullet". Og glæd jer til sæsonens store klimaktiske afsnit, hvor hele eskadronen bliver spærret inde i en afghansk grotte med en bande lystige, langskæggede talibanere og tror, de skal dø.

Det hele kommer tilbage nu – erindringsmæssig retroejakulation

Højdepunktet nytårsaften kom, da Dr. DT sagde: "Du skal have noget at drikke" og rakte min datter et plastickrus portvin.
– Men jeg er altså kun 13 år, sagde hun.
– Jeg føler mig ligesom ham der ... hvad er det, han hedder? sagde han til mig.
– Polanski?
– Ja!

Senere tog han min kone på røven. Men det så jeg altså ikke.

– Det er sånoget mænd gør til fester, sagde hun.
Ikke mig. Jeg gør ikke.

– Kom her, sagde Dr. DT og gestikulerede mig ud på toilettet.
– Hvad fanden, vil du have, vi skal pisse over kors? Men jeg er altså kun ved 33⅓% tryk.
Nå ja, jeg har også haft brødre, tænkte jeg og lod en lind strøm løbe, mens jeg kiggede ned og så hans blege forhudsdækkede pikhoved og lange pubeshår.
– Dine piger er for gode til at sige nej, sagde han.
– De er eksperter, sagde jeg. – Det har de fra deres mor. Det er jeg forøvrigt kun glad for.

Han sluttede af med et par ekstra skvæt, efter den egentlige hovedstrøm var omme. Efternølere. Ligesom de franske adelsmænd i Mel Brooks' History of the World.

Næste dag sagde min kone til mig: – Det kunne jeg altså godt have undværet, at du fortalte os.
– Hvad fa'en, han tog dig på røven.

Der er masser af gode filmtitelskilte her (scroll lidt ned).

Rasle! Brrr...

***
Et nyt spøgelse fra fortiden dukkede op på Facebook for at bevenne mig, en fyr jeg mødte på en dannelsesrejse til et fjernt subtropisk land, følgesvenden til ham, min daværende kæreste senere valgte at bolle med i stedet for mig. Jeg husker ham som okay.

Nu har jeg skrevet tilbage til ham:

Mit liv har været meget skuffende. Jeg blev hverken Jim Morrison, selvom guderne må vide, at jeg (endnu) ser godt ud i stramme læderbukser og endnu forstår at ryste mine nedsunkne midaldrende numseballer, når musikken spiller, eller Picasso, hvor flittigt jeg end har øvet mig i at stirre intenst på kvinderne med mit hypnotisk stålblå blik (ingen sorte øjne her, jeg er heller ikke lavstammet nok). Jeg føler mig gammel. Jeg spilder min tid med kedeligt arbejde, og mine drømme er knust. Ofte går jeg i tunge tanker, og tanken om selvmord ligger mig aldrig fjernt fra sinde.

Var det dig, der fortalte de andre, at jeg havde en pose bladpot tapet fast inde i min kærestes guitar?

Kh. Gudsrost

***

Nu er den der igen – reduceret til to stirrende øjenæbler dinglende fra hjernen på synsnervestilke

***
Min nossepose er svedig. Jeg save'r 48 gange i minuttet. Jeg sæjver ting, der ikke kan sæjves, vinduer på desktoppen f.eks. Min røv er så flad som mit sind af at sidde her og slave som en åndens bomuldsplukker. Og hvad nytter det? Det er så flygtigt. Mine børn er voksne, før jeg ser dem igen, og så har de ikke brug for mig længere. Kun når de skal have penge og vasket tøj. Og noget at æde. Aldrig mere vil der være nogen, der kommer løbende ud og slår armene om halsen på mig og råber Far, far! og elsker mig betingelsesløst. Så må jeg få mig en hund. Hvis der er nogen, der har læst hertil, så dyt. Mine øjne bliver sære af at stirre på summende bogstaver på skærmen. Jeg var nede i bageriet, og hele vejen derhen og tilbage stirrede jeg på min telefonskærm, mens jeg sms’ede kærlighedserklæringer til min kone. Andre gange holder jeg pause fra computeren og tænder for fjernsynet. Når jeg disassocierer mig fra min forlængede elektronhjerne og forholder mig til den reelle verden af rigtige ting, har det sine egne udfordringer, og jeg springer straks tilbage igen for at se, om nogen er faldet over mine elektroniske snubletråde. Ka-tjing! og 10.000 tilspidsede bambusstammer kommer svingende mod hans hoved. Stop. Æd noget. Stop.

Min desperation er palpabel.
***

Endeløse ærgrelser og billige fantasier

***
Det, der sker, når hende, man elsker, holder op med at vise en kærlighed er, at man kommer til at hade og afsky hende i stedet for.

Man tænker "fede røv" i stedet for "gode, store røv".

Det er altsammen meget småligt.

Jeg forestiller mig i min fantasi, hvordan jeg vil afvise hende (haha, men husk, det er min fantasi): "Lad min pik være", vil jeg sige. Skubbe hende fra mig og sige: "Du skal ikke tro, du bare kan udnytte mig som dit sexredskab."

Man holder op med de små betænksomheder, der styrker det sociale netværk – her det kærlige netværk i den mindste sociale enhed, parforholdet (huhej) – og i stedet lader man tingene falde fra hinanden eller river decideret i stykker.

Jeg går rundt hele dagen og tænker, hvor sur og irriteret jeg er og hvor dårligt humør jeg er i – hele dagen, selv når hun står lige ved siden af. Det er værre, når hun står lige ved siden af.

Det er meget usundt altsammen og skader familien (den næste, udvidede sociale enhed) og hvad der ellers er.

Det hjælper heller ikke at brokke mig her – det får mig ikke ud af mit hoved – det ødelægger bare mere på lang sigt.

Jeg kan ikke foretage mig noget fornuftigt, fordi jeg bare tænker på, hvordan det hele er noget lort. Jeg kan ikke koncentrere mig om noget.
***