Meget få mennesker ved det her om mig, men bedst af alt kan jeg lide fri jazz. Til min begravelse skal der spilles Albert Aylers Love Cry.*)
Meget få mennesker ved det her om mig, men hvis jeg føler mig deprimeret og nede, kan jeg godt lide at spise en masse hårdkogte æg.
Den tredje ting har jeg glemt.
…men jeg taler til spejlet og siger forfærdelige ting? Nej.
…Nu kan jeg huske det. Ved mnemotisk meditation foran skærmen er det kommet til mig...**)
Meget få ved om mig, at jeg elsker en stenmur. Et gammelt stengærde er noget af det bedste, jeg ved.
**) Tak til Donner-drengen for The Trip. Glimrende serie. Viser hvor forud for deres tid Poul & Nulle var. Ret mig, hvis jeg var tager fejl. Begge dele er i orden.
*) Ikke at forveksle med Alvin Ailey, barfodsdanseren:
Fjernsyn er til for, at man skal gøre grin ad de personer, der er på. Jeg kan ikke pointere dette nok. Især over for kvinderne i mit liv.
PS Folk, der forventer at lære noget, bliver aldrig klogere. PPS Hvis der f.eks. er politikere på, skal man ikke lægge mærke til, hvad de siger, men gøre nar ad deres udseende. De har selv valgt at være på fjernsyn, så de er selv ude om det.
Jeg havde en psykologilærer, der blærede sig med, at han var Chers datters terapeut. Han sagde det ikke lige ud, de andre kunne selv gætte sig til det. Fucking idiot. I dag er Chers datter en mand, der danser på tv (og jeg ser ikke den slags selv, men de taler om det på radioen).
Han udpegede mig som spion i elevatoren: – I tror, Gudsrost er en af os, sagde han til de andre, lænet til sine krykker, – men han er som en tysker.
Det hele var spild af tid.
*
Han brugte engang den sidste time af en lektion på at "hurtiglæse" vores opgaver. "Det er en nyttig teknik, jeg har tillært mig", sagde han. "Den er god nok." Narhoved.
Min far siger, jeg aldrig ringer. Men han ringer heller aldrig til mig. Ind i mellem ringer han i S-toget på vej hjem fra sin bratsch-time og synger. Det er altid den samme sang. Nogle ord, jeg satte på Barbie Bentons Aint That Just the Way, efter den havde været på McCloud i 70'erne. Så synger jeg med. Om ikke andet for at overdøve ham. Eller variere teksten.
Han har alle sine telefonnumre skrevet ned på en lille seddel, han har tapet fast bag på telefonen.
Når jeg ringer til ham, giver han altid telefonen til sin dame og siger: " [Hendes navn], du må forklare det", før jeg når at stoppe ham. Eller han dukker op på Skype og taler med sit videobillede: "Uh, har du set", siger han. Ind i mellem screenshotter jeg ham eller optager samtalen i Wiretap bare for at foretage mig noget.
For ham er det ren Dick Tracy.
Han er virkelig verdens ældste mand. Jeg kommer også til at savne ham, når han ikke er her længere.
Det var lidt til kaffen. Jeg gider ikke kommentere det, jeg kan bare godt lide deres "aflevering" og betoning, lad os sige, at jeg beundrer det grænseløst.
Jeg har ikke noget at gå hjem til. Hvad skal jeg dér? Ikke noget! Falde i med tapetet, være til besvær, glo en video. Fuck mig noget så eftertrykkeligt. Jeg er ødelagt af arbejde. Det lægger sig om min hjerne som en tung gryde af bly. Og nu til 20% mindre $$$. Hvor motiverende! Det er mit liv, jeg sælger her, den eneste tid jeg har, åh bu-huh. Hvad ville Dan Turèll have gjort? Hvad ville Bukowski have gjort? Ryge, drikke? Åh gud fuck. Hvis jeg havde været en anden, kunne jeg have skrevet om mig selv, sådan som jeg er nu, og alle ville have leet. Lidt afstand gør underværker. Jeg er verdens ensomste og ulykkeligste menneske. Mit tempel styrter sammen omkring mig. Intet dur jeg til, intet kan jeg og intet tør jeg. Tør mig i røven. Jeg er færdig.
At gense Dan Turèll-videoen om tidens selvoptagede jammerlyrik fik mig til at tænke på, at det gjorde han i hvert fald ikke (altså jamrede). Hans digtning var triumferende – dummer han sig på et job, skrider han bare, uset overvåger han en kvinde onanere nede ved mosen, han scorer et mål som målmand på udspark (Onkel Danny-eksempler) – aldrig selvmedlidende. Selv da han var ved at dø, var det værste, han kunne sige: Jeg skulle nok ikke have røget så mange smøger.
Det sagde han faktisk ikke engang. Hvad han sagde var:
Tobakken var bare en gen-opfindelse.....................................................................Historie .........................Af åndedrættet.
(Tja-a Cha-Cha, Borgens Forlag 1993)
Og så brugte han et ord som melankoli.
Nu sidder Bert Bentramsen eller hvad han hedder også og ryger (Lørdagshjørnet, 1979).
Et eksempel til efterfølgelse? Jeg vil i hvert fald til hver en tid hellere læse De tre musketerer end noget af en, der har ondt i røven og ikke kan skide.
Der starter med, at jeg bliver tysset på, fordi jeg afbryder.
– Er der overhovedet nogen, der hører efter, hvad jeg siger? siger jeg.
– Hold op, tsh. Tag noget at spise. Jeg kan høre på dig, at du har lavt blodsukker.
– Gider du ikke holde op med at tale til mig, som om jeg er komplet idiot?
– Her har jeg lavet lækker søndagsmiddag...
– Hvad er der med dig? spørger jeg min ældste datter, hun sidder og griner.
– Ikke noget.
Min yngste datter er tidligere gået i protest og nægter at svare.
– Jeg vil godt have, at I tager tøj på og kommer udenfor i weekenden. Jeg kan ikke se forskel på, om I er syge eller raske. I ligger bare sådan (ralle).
– Hold op, siger min kone, – du lyder anstrengt.
Nu har jeg bedt mig undskyldt med dårlig ryg. Jeg tror, fordi jeg sad og tastede inde ved spisebordet. Der er ingen, der tror på mig, tror jeg, eller svarer, når jeg siger av min ryg. Min kone undgår øjenkontakt.
Jeg har lagt mærke til, at måltidet ofte foregår i tavshed, når min kone har lavet maden. Så er det hende, der bestemmer, og ingen må sige noget samtidig. Eller overhovedet, ender det med. Så sidder man og kan kun tænke på at tygge.
Nu kan jeg høre gråd derinde fra.
Det eneste, jeg har haft lyst til i dag, er at fortsætte min The Office-marathon.
Min datter forklarede mig, hvordan man strømmer gratis tv på nettet. Søg: Watch + seriens/fimens navn + online.
Jeg ser en del Veetle, det er min mest besøgte side, mest tv-serier – The Office (US), Weeds, Penn & Tellers Bullshit, Entourage, når de er der, de kommer og går – fodbold og nye film, så man slipper for at se dem i biffen. (Det har jeg gjort siden i sommer, da min nevø viste mig, hvordan man hacker VM-kampe og advarede mig om, at man kan spilde en del tid derinde.)
Når jeg er træt The NYT, går jeg over til The Guardian, fordi jeg bliver deprimeret af amerikansk politik, og deres dækning af WikiLeaks er bedre (jeg er fuldstændig hypnotiseret af alt det med WikiLeaks og Assange, det minder mig om en gammel William Gibson-roman, al den vægt og alt det pres, der kommer ned på én person. Jeg kan godt lide Umberto Ecos [han er altid skidegod] begreb "sousveillance", undervågning, om at borgerne overvåger staten nedefra.)
Avisen havde også et godt link til en side med private optagelser fra gamle kassettebånd fundet på loppemarked.
Jeg har en kasse dvd'er, jeg har lånt af Donzo, liggende ved siden af sengen, men jeg får dem aldrig set. Min kone og jeg er nær færdig med Deadwood og The Shield og The Wire og er begyndt på Curb Your Enthusiasm, sidste sæson, men vi får aldrig set dem, fordi hun sætter sig til at se Ashton Kuchner- eller tilfældige film på fjernsyn eller er træt eller vi har skændtes, og hun vil ikke have, at jeg ser dem selv, for så føler hun sig udenfor. Det er sygt. (Selv vores videokigning er dysfunktionel.) Jeg er ved at dø for at se dem færdig! Jeg tror, jeg bare ser dem og så lader som om, at jeg ikke har gjort det. Det er nok det nemmeste.
Så har jeg efterlyst og fundet en god film-podcast: Elvis Mitchells The Treatment på KCRW (gratis på iTunes). Han kan være temmelig irriterende, men han har de bedste gæster, på det seneste f.eks. Russel Brand, en af verdens bedste snakkere, som jeg finder yderst grinagtig og stjæler replikker fra (pseudofilosofi, der imponerer damerne og får en til at virke følsomt alvorlig), og Lena Dunham, der er aktuel med Tiny Furniture. Jeg er så gammel, at hendes far, penismaleren, er et af mine idoler.
Det er rart at have noget i ørerne, når jeg cykler på arbejde og alligevel ikke kan læse en bog.
Mange af de populære TED Talks er også gode, men det er videoer. Jeg plejede at se en igennem på vej hjem i bussen efter at have afleveret min datter i skolen og følte mig forfrisket med en god ide i en lækker indpakning.
David Byrne henviste til Talks'ene på sin mailingliste. Hans foredrag om betydningen af koncertstedets dimensioner for den kompositoriske proces er ret godt.
Min underbo er den her gamle fyr, der ser tv hele natten helt vildt højt. Lige før hørte han Carmen, nu hører han Hitler-taler.
Skal vi vende et par højttalere mod gulvet og tage på ferie i 14 dage? foreslog jeg min kone. Skal vi lade vandet løbe?
Nej da, vi skal da tale med han, sagde hun.
Det kommer aldrig til at ske.
Jeg har talt med ham én gang. Det var da vi flyttede ind. Han plejer at gå ud ved 11-tiden, og så kommer han hjem ud på eftermiddagen og er i vældig godt humør. Når man kigger ind ad hans vindue fra gaden, kan man se en lysekrone og en tørresnor med hans hvide underbukser.
Det er så meget, som jeg har lyst til at fortælle om min underbo lige nu.
Der har været skidekoldt, fordi han ikke har været hjemme et stykke tid. Min kone mente, han måske var død. Jeg tænkte, at han havde en feriebolig. Eller en kæreste. Måske er han ovre hos sin kæreste, slog det mig. Det ville jeg gøre, hvis jeg var ham.
Jeg ville ønske, jeg aldrig havde gået til fodbold.
Det skævvred min hjerne.
Jeg strømmer VM på mobilbredbånd. Det er en ny måde at se tv på. Bevægelserne ser anderledes ud i lav opløsning. Ind i mellem ser det sådan her ud (herunder og foroven):
Det minder mig om Tintin: Det gådefulde juveltyveri: (s. 50, pan. 1-3, overs. Jørgen Sonnergaard) De bryder linket oftere, efterhånden som turneringen skrider frem.
For første gang siden 1974 har jeg ikke noget mod Tyskland. Jeg har tilgivet dem, at de var nazier. Som de selv siger: – Jeg var ikke engang født dengang! Hvad skal jeg gøre, hade min morfar?
Jeg sad og så kunstskøjteløbpræmieoverrækkelse med min datter (13) over morgenmaden med ham der kommentatoren, der lyder som en Magasin-ekspedient. – Kunstskøjteløb er ikke så mandigt, sagde jeg. – Hvad mener du? sagde hun. – De har pailetter på.
Hun er heldigvis moderne og har ingen fordomme. Og så lærte jeg hende om, hvor godt sport er for at lære om stereotyper*). Jeg kan læse sporten i avisen på tysk.Det er altid det samme, der står.
*) Kinesere er en mængde, østeuropæere var robotter, afrikanere er ren fysik, europæere har overblikket etc. etc. etc. Digt selv videre.
I dag forestillede jeg mig, at jeg blev taget til afhøring af Gestapo. Hvad ville jeg stille op over for deres perverse logik og den underliggende torturtrussel?
– Jeg er forståeligvis intimideret, ville jeg sige og række efter en cigaret ligesom Dennis Hopper i True Romance, – men jeg har intet at skjule.
Jeg vil bare ikke have revet neglene af. Hvor hurtigt ville jeg ofre mine såkaldte venner? Og hvad med min familie?
Jeg ville foretrække at blive torteret med lesbiske vampyrer.
***UPDATE: BONUSMATERIALE***
Gabriella bider Xena, den hedeste scene der nogensinde er flimret over en tv-skærm. Tak.
MANDEJAMMER er tidligere kendt som GUDS TALERØR og FOLKETS RØST, hvilket i længden var for lamt, selv for mig, især fordi jeg hverken er religiøs eller specielt folkelig.
Gift og har børn.
Professionel klynkekunstner.
Under dække af et alias mener jeg at kunne skrive, hvad det passer mig. Meget af tiden er jeg bange for, jeg er ved at gå ud af mit gode skind.
Blogprisen 2007: Bloggen her løb med en BOBLER! Yaay! Året efter blev der ikke uddelt nogen Blogpris, så hey. Sidste år ved jeg ikke, hvad der skete. Det er sguda ikke meget at bryste sig af. Og nu er der gået et år til. Og et til. Jamen herregud da.
