Viser opslag med etiketten frihed under ansvar. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten frihed under ansvar. Vis alle opslag

fredag den 7. januar 2011

Nogen må gøre noget


Jeg har regnet ud, at man liv er så kedeligt, at jeg må skabe noget drama for simpelthen at kunne holde det ud, f.eks. ved at vente med at lave min selvangivelse til sidste øjeblik, ikke købe julegaver før dagen før, købe en laptop til fradragsformål fem minutter i lukketid d. 31/12 uden at have tjekket mit regnskab, provokere skænderier med min hustru osv. osv. Det er ligesom at vente med at gå ud at skide, til man er lige ved at skide i bukserne.



Sådan er jeg så barnagtig, og som en lille baby er jeg uanstændigt frygtsom for at tage de store slag i tilværelsen. De er anstrengende, og man kunne komme til skade.



Næh, giv mig en god pat at lægge mig ved.


PS Det er også derfor, jeg har gået og smugrøget, for at føle mig som Marlboro-manden,
men det er fra forstanden.

Tænk at tro, at nogen kunne blive glade
af at suge af et rør med brændende blade.

Man kan ikke suge frihed af et rør,
frihed er noget man gør.

Det er dumt at ryge
Folk bliver syge!

Der er ingen frihed i røg
Tro dem ej, det er løgn,
når de siger, cigaretter sætter dig fri
Hvilken ironi,
den nok tænker,
der ved, tobak folk lænker.

Vær ej reklamens offer
for vanedannende stoffer.

Lev kun det sunde liv
uden hiv.

Stol på dig selv,
du er stærk!
Sig til tobakken farvel
og friheden mærk.

Gå ikke bersærk ved din trang til tobak
Den går over igen og betyder ikke et hak
i forhold til din genvundne uafhængighed
Om end trangen længe kan hænge ved,
så går den dog hurtigt over igen
så lav noget andet så læng'.

Lav noget andet i mellemtiden
tryg i din nytilegnede viden.

For viden gør stærk og frygt gør svag
tænk på det hver eneste dag

Hvis du bliver svag i troen
behold da endelig roen
og husk hvad jeg her har sagt
Og da vil du se, at din glæde til livet atter er vakt
Din udsigt er vakker
når du uden tobak er
og ikke går og harker
som et gammelt tærskeværk
og dit hår ikke lugter bræk-
fremkaldende af røg
og lugten heller ikke hænger i dit tøj
og du kan gå hjem uden skam til familien
– når du med tobakken har taget din afskedshilsen.

Husk det nu: Det er bedre ikke at ryge
Oven på din trang du må lære at fly'e
Og hvis det er løgn, må du kalde mig Mads
(og du er ikke holdt op, hvis du stadig ryger has')
Nej, på røgen du helt skal ha' has
Selvom det kan føles som et værre mas,
vil du opleve, at du med din nyfundne styrke af dit ego kan gøre stor stads
Og hvad er bedre end at elske sig selv?
Nej, vel?
Lad være at ryge dig ihjel

Der er så mange andre måder, hvorpå du kan gå bort,
så hvorfor gøre det med lungen sort?

Mærk dig mine ord, min visdom er stor:
Den, der ryger, er lille og ikke stor
Husk remsen
næste gang du har chancen
for at gå
forbi en kiosk
og ikke ind som en to'sk

Livet bliver smukt
når du med tobakken får bugt

Selvom tingene måske til tider kan føles svære
skal det hele nok gå, blot du husker på min lære

Bliv vanen kvit
og et nyt, skønt liv bliver dit.
Nyd det nu, det er ganske frit!

Og når der er gået seks måneder
(og du ej længere bag ørerne som nyfødt ikke-ryger våd er)
og du får lyst til at ryge igen, fordi du tror, du kan klare det
er der bare det ved det
at det kan du ikke!

Skal jeg sige det på andre måder?
Til dig dette råd er:
Skod cigaretten,
før du tager billetten.

Lige ud af posen:
Sig nej til røg og osen

Det er ikke kønt at ryge, nej
det er uncool, læg smøgen fra dig
og gør som danen sej:
Gå fra vanen din vej.


onsdag den 6. januar 2010

Drømmen om ingen husleje, del III


En filmfyr, jeg kender, tilbød mig sin lejlighed i London – i et godt nabolag, med flodudsigt – mens han er i New York. Jeg har selvfølgelig ikke noget at bruge den til, for jeg skal sidde her og langsomt dø. (Men min drøm er at sidde dér og skrive min roman*) færdig og flanere i gaderne og spise flan i trattoriaerne og studere i læsesalen på British Museum.)

*) eller i hvert fald ét haiku

Jeg plejede at synes, London var åndssvag, fordi det ikke var New York, men nu kan jeg godt lide den. Jeg har foreløbig nægtet at tage til Berlin. Barcelona er en mulighed.

Hver anden dag modtager jeg propaganda-mails fra de her discount-flyselskaber (Norwegian: Bratislava 199,- kr.!) og får så inderligt ondt i hjertet.

søndag den 3. januar 2010

Fængslende glæde


Jeg takker dig, gud, fordi julen er omme.*) Ikke mere skal der dikteres, hvad man skal: nu skal der tændes et lys, nu skal du drikke mere end nogen anden dag på året. Nu er jeg fri. Fri til at forlade hjemmet hver dag uden dårlig samvittighed. Fri til at lukke mig inde og være mig selv. Fri til at planlægge ferier uden familien.**) Fri til at sidde og kratte mig i mit brune røvskæg, mens de forbrændte fugle falder ned fra himlen som flaksende døende fakler.
Flammende fakler af flaksende vagtler.


*) Tak gud, fordi du har skabt muslimerne, der holder åbent, når andre har lukket.
**) Arbejdsferier.


lørdag den 5. december 2009

Store atelierer for en slik, centralt beliggende i Beijing

***
Jeg hører, at der er billige atelierer i Beijing (efter boomet). Hvis jeg var single, ville jeg tage et år til Beijing og arbejde.
– Men du er ikke single, sagde min bror, da jeg mødte ham nede i bagelbiksen.
– Nej, men hvis jeg var, kunne jeg tage til Beijing et år og male og arbejde over nettet. Jeg skulle bare have netværk. Lyder det ikke spændende? Det passer ind med min drøm om kun at eje en laptop og et kombineret telt/hængekøje.

Efter sigende kan man begå sig nogenlunde på kinesisk efter et år. Jeg vil tror, det betyder, at man kan bestille nudler.


PS Jeg kan garanteret finde nogen, der gider tale engelsk med mig.

PS2 Det er min drøm, der aldrig bliver til noget. Gør nar, hvis I vil, af mig stakkels, fortabte midaldrende mand.



***

søndag den 22. november 2009

Fundet

***
Her er et blad fra min skitsebog i 1996. Man bemærker, at intet har forandret sig.



Jeg sad i mit værksted og forsøgte at lave noget efter en dag på skodjob, mens min kone og barn ventede derhjemme.
***

søndag den 24. maj 2009

Weekend i stomien (dag 1) II

***
Jeg har ikke behov for at få at vide, at jeg skal være sammen med familien, når jeg ikke har bestilt andet i 14 dage.
– Tro på, at der er en hensigt med det jeg gør, har jeg sagt tre gange i dag.
– Tro på, at der er en grund til at jeg spørger dig om noget.
Min kone gav mig fingeren bag mit barns ryg, mens hun trøstede hende.
– Moar! Moar! Du må ikke gå!
– To gange giver du mig fingeren bag dit barns ryg?! Hvad er du fem år gammel?

– Tag og skrid hjem, hvis det er det, du har lyst til!

– Hvorfor siger du det så?
***

fredag den 16. januar 2009

Udvalgte sms’er til min kone denne uge, som jeg nu har slettet

***
Det vil jeg gerne
diskutere, men kan
det ikke vente til i
aften?

Kan vi tale om
det
i stedet for? Jeg
gider ikke taste så

meget.



Herved er det lykkedes mig ikke at binde mig til noget, navnlig en fast plan for børneafhentning.

Men jeg kan ikke blive ved at undvige. Eller kan jeg? Det er den slags små spændingselementer, man kan tilføje sit liv for at give det lidt modstand og pep.
***

fredag den 1. august 2008

Etisk forvaltning


Nu har jeg lyttet til mine læsere og vejet deres meninger. Jeg har derfor valgt at fjerne alle oprindelige indlæg om tankefeltterapeutens annonce med den uheldige skatologiske og andre fejlstavninger (se foregående indlæg). Jeg gider ikke tænke på det mere. Det går mig på nerverne. Nok må være nok.

Fra nu af vil jeg aldrig hænge nogen ud, bortset fra de kongelige og folk i udlandet.

Og jeg vil tillige fjerne mine andre indlæg, hvor jeg hænger folk ud, også selvom de hængte sig selv ud først. (Det gælder måske også nedenstående indlæg.)

Men jeg kan stadig ikke lide at blive truet med "IT-politiet", som jeg altså ikke tror findes.

Jeg er også ligeglad med tankefeltterapi. Hvis folk gider betale for det lort, må de selv om det.

Her er et link til en skeptisk artikel om emnet. Det går groft sagt ud på at trykke på "meridianpunkter" på kroppen, mens klienten tænker på sine problemer.

Se også her og her for artikler, der ikke er på norsk.

For at undgå fremtidige misforståelser vil jeg begynde at vise min MJ-e-mailaddresse, og se hvad der sker.

Det er ikke værd at spilde tid på det her, når jeg har så mange andre presserende emner i rørledningen. Jeg vil hellere lave noget andet, f.eks. nøgendans.


Deres hengivne MJ
***