En af mine venner, der hedder Day-O, har forgiftet mit forhold til mit barn

Min datter (15) sagde til mig i dag: – Hvorfor skriver du ikke en børnebog ligesom Day-O? Day-O er "cool".


"...meine Kinder sind verrückt nach dir…"

Se nu dér

Var i centret med min datter (15) for at bytte et glattejern.
– Husk at få en god uddannelse, så du ikke behøver stå her, sagde jeg og pegede mod nogle Føtex-medarbejdere i juleudstillingen. – Forestil dig, hvor trætte de må være, når de kommer hjem.
(...)
– Det her er nok det værste sted i verden, sagde jeg. – Prøv at se, folk går rundt som zombier.
– Hold nu op med det brok sagde hun. – Du er i live, der er ikke krig, du bor et ret heldigt sted i verden...
– Ved du hvad, jeg gør faktisk det her for din skyld. Tror du, det morer mig noget af det?

Og så gad jeg ikke gå i Søstrene Grene og finde vanter til hende. Mit humør var ødelagt.

De bedste mennesker

Jeg kender en, der vil bygge til, for at hans far kan bo der, når han ikke kan klare sig selv længere. De sidder ved bordet, ham og hans kone, og skræller pærer og pomeloer til gæsterne. Deres børn spiller klaver og har stemmer som klokker. Han cykler hjem fra arbejde en time og et kvarter hver dag. Hans overkrop er af stål. Han har en 15-årig specialistuddannelse. Hans kone er mit ideal. Hun skulle være statsminister. Jeg elsker dem overalt på jorden og har kun til gengæld at byde på min naturlige skønhed og store vid. Min glubende appetit på livet.



– Der lugter underligt i deres hus, sagde min datter. Jeg kan godt lide den lugt. Det er lugten af gammel bryggers. Det er lige meget, hvor de bor, så lugter der ens.

Første søndag i al ubevendthed

Jeg skændtes med min kone i nat på vej hjem fra fest over dette emne: i "Hvorfor er lykken så lunefuld" indgår denne linie: "Hvorfor er livet så meningsløst?"*) Hvis livet er meningsløst, hvorfor så spørge, hvorfor det er meningsløst? Det er et meningsløst spørgsmål. Det var min pointe, og jeg er ligeglad med Frankls teori om søgen efter mening som et grundlæggende menneskeligt behov. Mening! Hvad rager det mig?

"Hvor lang er det lige, din uddannelse er?" sagde min kone, og "Du tror, alt, hvad jeg siger, er dumt!" Og børnene, der ikke var gået i seng endnu, sagde: "Kommer I nu dér?" og " Hvad har du drukket? Vi kan lugte dig helt herover." Og i morges fortsatte min kone: "Det er ikke det, du siger, det er din facon". Regn lige den ud.

Okay, for at tage den fra toppen:
a) Hvorfor er livet meningsløst?
b) Det har du jo lige sagt, hvorfor så spørge?

Desuden kan man vende det om og spørge: Hvorfor er livet så meningsfuldt? Og udvide ved at sige: Hvad gør livet meningsfuldt for dig? S'gu ikke det her.

Altid denne trang til mening. "Der skal være mening med tingene." Pff!



Fuck det her ægteskab. Jeg kan ikke begynde at fortælle om, hvor træt og bittert og gammelt det kan være.


*) Det sjove er, at jeg hørte forkert:
"…og hvorfor er glæden så kort
Ofte er livet så meningsløst hårdt"
Men resten er rigtigt nok!

Hvad foregår her?

Hvorfor kommer du herind? siger min datter (15), når jeg kommer ind på hendes værelse.

Jeg gider ikke banke af princip, så jeg pumper dørhåndtaget op og ned, før jeg går ind. (Hvad hedder "jiggle" på dansk?)

Ryd op, siger jeg hver gang. Nogen gange rydder jeg selv nogle ting op fra gulvet. Hvor mange gange skal jeg sige det? Krøllede skolepapirer, undertøj, sangtekster. Et frugtbart vækstlag. Er dét min baby?

Min baby, buhu, buhu, hun vil altid være min lille rundhovede fireårige pige, lige meget hvor skideirriterende hun er. Jeg er så træt af at råbe og skrige.

Frygt & familie

Min datter (11) sagde: – Hvad er du mest bange for?
Efter et kvart sekund: – At der skal ske jer noget.
– Nåhr…
– Hvad er du mest bange for?
– At I skal blive skilt, sagde hun med det samme.


Straw Dogs, Home Alone for voksne.

Tænkeboks

Jeg bør ikke skrive om mit elskede barn, for hun vil hade mig for det. Det er trods alt hendes liv, og hun er ikke en forlængelse af mig selv.

Joseph Heller skrev om sin 15-årige datter i Something Happened, men de talte ikke heller sammen i årevis, og nu har hun skrevet en bog om ham.

Det er betænkeligt at inddrage sin familie i sine patetiske skriverier, men hvem skal man ellers skrive om. Ledende politikere? Jeg kender dem ikke.

Jeg giver op.


Fra Blus skitsebog.

Køkkenet, kvart i 8

– Fuck dig, sagde min datter (15) i morges, da jeg sagde, at LeATHERMØUTH: I Am Going To Kill The President Of The United States of America lød som nogle barnerøve, der vræler over, at deres julegaver ikke er store nok.


Det er for meget larm om morgenen, er den rimelige betragtning.

Hvad ved de om lidelse? tænkte jeg – forkælede barnerøve. I Georgien var de blevet arresteret og fængslet for bare at tænke det. Men jeg sagde det ikke. Hvad ved jeg om lidelse?

Jeg tænkte på denne klassiker om ikke at få den Pepsi, der er alt, hvad man beder om:


Suicidal Tendencies: Institutionalized.

Jeg vil kvæle hende med forståelse.

Noget for sej

Min datter (15) går og siger, når man spørger hende: "For jeg er sej." Hvorfor gør jeg ikke det? tænkte jeg i ulvetimen lørdag morgen. Senere på dagen så jeg en tweet, der sagde: "Hvorfor taler jeg sådan til mig selv inde i hovedet? Hvis en af mine venner talte sådan til mig, ville jeg ikke finde mig i det." Sandt nok. Og det har jeg gjort lige siden, sagt til mig selv, at jeg er sej. For det er jeg. Sej. Hold kæft, jeg er sej, tænk at der findes en som mig. Nu skal jeg bare have ordnet mit hår og min fortand.

Intet er nemt, når man ikke gider noget.

Noget af det værste

Da jeg var barn, var noget af det værste, man kunne sige om nogen, at de var forkælede. Det er der ingen, der siger mere. Måske er det, fordi alle børnene er forkælede. Jeg spurgte min datter om det. – Tiderne forandrer sig, sagde hun.



Der er heller ikke nogen, der siger sladrehank mere.



– Min far kommer ind til mig om natten. – Forkælede sladrehank.

Indprentning af flugtplan

– Hvis der er nogen, der overfalder mig, sagde jeg til mine børn, – skal I bare løbe jeres vej. Jeg skal nok klare mig, men det er svært, hvis jeg også skal forsvare jer. Løb hjem eller ring til politiet, når I er på behørig afstand.

Der er typer, der udnytter, hvis man er sammen med børn. De truer en på en måde, som de ikke ville gøre, hvis man var uden børn. *)



Jared Diamond beskriver den gamle situation med manden, der går forrest, mens kvinden går bagefter med et kæmpe læs brænde eller en unge, f.eks., som ikke sexistisk men naturlig, idet manden skal have armene fri til at forsvare sin familie.


*) – Hvad vil du så gøre, far?
– Jeg løber bare ud mellem bilerne eller hopper op og ned som en abe. Jeg skal nok klare mig.
– Hvad hvis de har en pistol?
– Det er en anden historie. Jeg har ikke tænkt videre end til en kniv.

Slut på Lektion 1.

Noget om mig

Vil I vide noget om mig?

Når der er familiefest, leger jeg altid med børnene. De voksne er kedelige og drikker mere, end jeg gør.

Derfor er det kedeligt, når børnene bliver store og ikke gider tale med en mere. (Der er en sjov dynamik i – og stor forskel på – om det er barnet, der henvender sig til den voksne, eller den voksne, der henvender sig til barnet. Det første er som regel sjovere.) – Hey, sure teenagere, gider I ikke lege med jeres onkel længere?

Ikke engang fodbold.

– Hej, Onkel Gudsrost, nej tak. Vi spiller Playstation 5 og har tømmermænd.

– Øh, er der nogen, der har hørt nogle gode hiphop-plader på det sidste? (Who the fuck er Dizzee Rascal?)

Det er ikke til at få en god diskussion om meta og mediesystemernes sammenfiltring i gang længere. Grænsefladerne mellem teknik og adfærd.

Velkommen i min verden

– Hvad er det her lugter af?
– Det er terpentin.
– Jeg synes, det lugter af gammel cigar.


Ang Lee: Lust. Caution

Spændenyt

Siden 1993, da jeg ramte min nevø i øjet med spændet på min læderjakke, og han sagde: – Av, Onkel Gudsrost!, har jeg haft det stukket ned i lommen.

Det er ikke godt

Vi skulle ud i kolonihaven. Min kone var der allerede.
– Hun bliver nok glad for at se os, sagde jeg.
– Hun bliver i hvert fald glad for at se os, sagde min ene datter. – Dig? Eh...

Hvis side er du på?

– Du får 25 øre for hver mælkebøtte, du hiver op, sagde jeg til min datter (10).
– Jeg vil have 50 øre, sagde hun.
– Jeg er stolt af dig på dit køns vegne, at du forstår at forhandle, sagde min kone.
– Jeg kan også bare sige, du skal gøre det uden at få noget for det, sagde jeg.
– Så gider jeg ikke, sagde hun.

Vi blev enige om kr. 33⅓ pr. stk. *)



PS Hvis man ikke kan se humoren her, kan man forestille sig, det var omvendt, at min kone beder vores søn slå græsset, og han nægter, og jeg siger: – Jeg er stolt af dig på vort køns vegne, knægt.

Jeg er meget følsom over for den slags.

Hvor latterligt.

*) Hun tjente kr. 13.

Åh (ikke-eksisterende) gud

Min lille datter lod sin fødselsdagsønskeseddel ligge ude i køkkenet. Neden under "Mange klistermærker" og "En ny skoletaske" stod der: "At far og mor ikke aldrig skændes".

Nedfald

I morges forsøgte jeg at forklare for min kone, at hun skulle holde op med at skælde mig ud foran børnene, men hun sagde, det var mig, der nedgjorde hende ved at stille spørgsmålstegn ved hendes gamle travere og tredjehåndsberetninger.

– Jeg beder dig tale pænt til mig, forstår du det?
– Hver gang, jeg siger noget, siger du, det ikke er rigtigt. [Det er ikke rigtigt.] Forstår du dét?
– Det er ikke hver gang.
– Det er gang på gang på gang på gang på gang på gang på gang… [100% sandfærdigt gengivet].
– Okay, jeg har forstået det.
– Nej, jeg tror ikke, du forstår det…
– HOLD OP! SELVFØLGELIG FORSTÅR JEG DET!
– Ha!

Og så har hun vundet, fordi jeg hævede stemmen, selvom det var hende, der hævede stemmen først.



Skilsmissetankerne ruger i mit hoved. For hvad skal vi med hinanden? Jeg er ikke lykkelig. Det har jeg ikke været i årevis. Vi gør ikke hinanden lykkelige. Jeg kan ikke tage den kvinde mere. Men så tænker jeg på mine børn, og så ved jeg ingenting mere. Det hele er så prospektløst. Altså udsigtsløst.

Omkring den tid, min mor døde, fortalte min bror lidt chokeret, at min tante havde sagt, at hende og min onkel ikke ville være sammen, hvis det ikke var for børnene. Og jeg har siden tænkt: – Tror du, vi [min kone og jeg] ville være det?
Det ville vi da heller ikke. Det er jo et fuldstændigt ligegyldigt postulat, idet de og vi jo har børn.

Men jeg tænker faktisk på, at vi aldrig har det rart sammen, ikke engang sammen med børnene. Hun føler sig tilsyneladende angrebet (eller at det er en konkurrence), når vi er sammen med børnene, bare almindeligt. Jeg har det så hyggeligt sammen med børnene, når hun ikke er der. Hvorfor så være gift?



I søndags parkerede jeg bilen og steg ud, fordi jeg ikke kunne få nogen til at navigere, og jeg igen var kørt galt. Mit hoved var ved at eksplodere. Jeg havde lyst til bare at lade bilen stå og gå min vej. Så kunne min kone køre den hjem, hvad hun ellers nægter, eller ringe til Falck eller en anden mand, der kunne køre den for hende. Hun nægter både at køre og navigere.

– I er skide forkælede allesammen, råbte jeg over musikken. – Så sidder jeg her som en robot. Hvad fanden sjovt er der ved det?

Min datter kalde mig et svin, og min kone skældte mig ud . Og min yngste datter hang med hovedet ud af vinduet, fordi hun var køresyg.

Fra nu af er det de offentlige.

Nej, vi har virkelig ingen glæder.

Her i vores hus er ingen glæde, her i vores hus er ingen fest.

Stak mig på en teen

Jeg kan virkelig, virkelig ikke lide, at min datter (14) kalder mig et svin.


Hitlersvin, Hitler pig, Hitlerschwein.
(Nu brokker jeg mig også over mine børn på disse sider, nu bitchslappes jeg også af børn.)

Jeg er en sørgelig ka'l.

Nu går jeg også rundt og behandler hende ved at se såret ud og undgå øjenkontakt. Jeg har gemt min laptop væk under en stak t-shirts, for at hun ikke skal finde den. Som straf.

Lad mig se, hvordan lærer jeg at italesætte mine problemer direkte i stedet for bare at luske omkring?

Husk at købe skyllemiddel

Min datter (10) beundrede mine røde underbukser. (Note: Jeg tager altid bukserne af, når jeg kommer ind ad døren, ligesom Bukowski).
– Det er også mine yndlings, sagde jeg.
– Det kender jeg godt. Jeg har nogle underbukser, der er helt stive, og så først ved 10-frikvarteret bliver de bløde.
Og så demonstrerede hun, hvordan hun bevægede sig for at blødgøre dem.