Jeg hader helligdagene, fordi de ødelægger min udgivelsesrytme. Også årstiderne.
Jeg gider ikke forholde mig til, hvad der er.
Giver det mening? Det er jo kunst det her. Man beder jo heller ikke en romanforfatter have et kapitel færdig, samme dag han finder på det. Nonsens, det er en anden form. Hvad hvis jeg finder på en vittighedstegning? Det tager sguda et stykke tid at få lavet sådan en tegning, alt efter kompleksiteten, I hvert fald for mig. Så må I nøjes med lamme skitser.
Jeg vil have en iPad. Santa, hvor var min goddam iPad?
Kan man indføre en jul, hvor alle bare giver sig selv det, de godt vil have, og så sidder og åbner gaverne sammen? Firserkoryfæets far plejede at give sig selv en flaske whisky, efter alle havde fået deres gaver. – Hov, hvad har vi her? sagde han og hev den frem og gav sig til at drikke.
Sandheden er: jeg var skidebange ved at skulle tilbage til mit atelier igen. Efter firserkoryfæet var herinde, ødelagde jeg det maleri, jeg har malet på i 7 måneder, gav det dødsstødet i hvert fald, og bagefter et andet, jeg har arbejdet på siden maj, der nu er gået i stå. Jeg var træt af mentalt slavearbejde og ville bare lave min dagens portion kunst i al beskedenhed, mit mindstemål af personligt fremskridt i mit liv, men det første, der ryger, er dømmekraften. Jeg ville bare rette noget i øjet, og det hele faldt fra hinanden som spindelvæv. Hundredvis af timer er nu ingenting. Sandheden er: jeg cyklede grædende hjem.
Og nu tør jeg ikke røre ved noget.
"Man works when he is partially involved. When he is totally involved he is at play or leisure."
Where the whole man is involved there is no work. Work begins with the division of labor. – Marshall McLuhan
Sandheden er: mit liv ville være betydeligt nemmere uden det kunstpis. Jeg har ingen succes, og jeg er ikke engang sikker på, at det er noget, jeg holder specielt meget af.
People say you have to have a lot of passion for what you're doing. And it's totally true. And the reason is because its so hard, that if you don't, any rational person would give up. It's really hard.
And you have to do it over a sustained period of time, so if you don't love it, if you're not having fun doing it, you don't really love it, you're gonna give up. And that's what happens to most people actually. –Steve Jobs
I hated touring. Thought it was a real waste of time. You were only effective for an hour and a quarter a day and it just seemed scuzzy, all that rushing around, never getting the sound right on stage, meeting people you didn't want to talk to, like the local record company rep who turned up with the bag of marijuana you didn't want either. I enjoyed screwing the girls for a while, then that wore off as well. I've never known how to deal with adulation. The break point came for me one night when we were playing Sheffield and I caught myself thinking, Oh, I've forgotten to collect my laundry. And then I thought, This is the future: standing on stage, getting more and more successful, going through the motions. – Brian Eno (min fremhævning)
Ofte, mens jeg står og maler, tænker jeg: Hvad fanden gør jeg egentlig det her for? Kulørte pletter. At smøre maling rundt. Hvor banalt. En abe kan gøre det.
Det gør det heller ikke nemmere at skulle starte på bunden hver gang og aldrig være oppe at svæve.
– Hvad for et dyr vil du helst være? spørger børnene, og jeg svarer: – En stor fugl, der svæver rundt oppe over det hele.
Mit liv ville helt sikkert også være billigere, hvis jeg ikke malede eller tænkte på det. Uden atelierleje ville det hele løbe fint rundt, selv med den nye, dyrere livsstil, min kone har opgraderet os til.
Hvorfor male de her store malerier, ingen vil have?
En stak papir giver mere mening.
Jeg talte med en af de mest succesrige kunstnere, jeg har mødt, der sagde: – Det gav ingen mening for mig mere at male to gange to meter store malerier til at hænge i rige menneskers stuer. Nu laver han små kasser med glas i.
Løber en Superliga-spiller rundt og tænker: Hvad fanden mening giver det her?
Det ærgrer mig, at der var en pointe, jeg ville lave, men nu kan jeg ikke huske den.
Nå ja, nu kan jeg huske det: Men jeg er sikker på, at jeg gider nogetsomhelst (andet end at læse avis og rage ud efter min kone). Alting er en overvindelse. Bunden er nået.
Hver gang (jeg skal i gang med min "kunst") finder jeg mig selv nede i bunden af et hul, jeg skal springe op af.*) Jeg når aldrig op i glideflugt.
Det er sgu lidt sygt. Det er heller ikke så fedt ikke at have nogen disciplin. Jeg laver ikke noget, med mindre jeg bliver pisket til det. Dvs. pisket med penge. Dårlig samvittighed hjælper kun til dels. Jeg har også altid forestillet mig, at dødens kolde ånde i nakken ville være en god motivation, men jeg er åbenbart ikke gammel nok eller syg nok til at tage noget alvorligt. Og når jeg bliver det, har jeg ikke energi til noget. Her tænker jeg på Anthony Burgess, der fik et år af lægerne og brugte tiden til at skrive et par bøger, så hans familie havde noget at leve af. Og så holdt han stilen, da han ikke døde alligevel. Men det er ikke noget at satse på. Hvordan kan jeg blive så tilpas bevidst om min egen dødelighed, at jeg gider lave noget?
Morale: Der kommer fut på, når tiden er knap.
*) Som ung mand trænede en anden MJ, nemlig Michael Jordan, sin springkraft ved at hoppe med samlede ben op af et hul, han havde gravet i baghaven, om og om igen. Det her er noget andet. Det eneste, jeg træner, er min opgivenhed.
Jeg er begyndt at skrive min blog igen, og jeg kan godt fortælle hvorfor: Jeg har ingen andre kreative afløb, jeg drukner i arbejde. Sidder bare her hver dag og ser mine drømme falde til jorden som glas og forsøger at styre min lyst til at rime med "i stedet for at knejse på Parnas". Til mine øjne falder ud af hovedet af scrollende tekst. Min hjerne er mos. – Du er heldig, at du har dit værksted at lave … hvadsomhelst i, sagde min far. – I stedet for at være på kontor? Når min hjerne bliver for flad, står jeg op og spiller bold. Eller jeg kan se rundt på mine ufærdige kunstværker og begræde mit manglende mod. En halloween-t-shirt med blod. Mere end jeg har malet i en måned. Sourcet fra Gaddafi.
Vil I høre noget helt ærligt? Alle mine blogindlæg er to uger gamle. Ikke under en uge det sidste år. Jeg tænker på det som en litterær handling fra notesbog til blog, og i længden er det aktuelle skideligegyldigt*). Hvis verden går under, har jeg ikke tænkt mig at liveblogge det, og der er ingen tilbage til at læse det alligevel. Fra køen i Brugsen: WTF, der var en, der sprang over! Kommisen boller flaskedrengen. Hvor er min gin? En strømer knæler og kysser en præsts fødder, og en svans kaster op ved synet. Er penge snart værdiløse? Ramt af lynet.
(eller noget lignende), engang jeg havde en kunstkøbers familie på besøg:
Det irriterende ved at male med olie er, at så kan man ikke hele tiden gå over og tjekke sin email og se, om der er nogen, der har kommenteret bloggen, uden at risikere at få maling på sit fine nye keyboard.
Lang historie: Jeg præsenterede min far med et maleri som erstatning for et andet et: – Gitte, Gitte (hans kærestes navn), vend det på siden. Ja, sådan skal det være. – Nej, det mener du da ikke, sagde hun. – Jeg kan nu godt lide det den rigtige vej.
Sådan spiller han mig sine små spil.
I går mailede han: "Gudsrost, jeg kunne godt tænke mig et billede i din nye stil som erstatning for det andet". – Se op på væggen, sagde jeg. – Du har fået et, der var dugfrisk.
Jeg tror måske, min kone har ret, at han er ved at blive dement.
Jeg er en dårlig kunstner. Jeg laver de samme fejl om og om og om og om og om og om og om og om og om og om og om og om og om og om og om og om. Jeg skriver en opera for spilledåse. Jeg er så dybt investeret, jeg kan ikke vende om, men jeg ved, jeg spilder min tid.
Og i dag var en god dag.
Hver dag er jeg parat til at holde op. Uden medgang, uden produktivitet, uden popularitet er det drøjt. Imens går årene taktfast forbi.
Det er så lidt, der skal til, men jeg har det ikke. Måske hvis jeg fik en iPad, så fylder billederne i det mindste ikke noget.
Her er en video af en, der maler et æg (anbefales). Hvis det var mig, ville jeg standse omkring 1:08 og kalde det en Cezanne.
Faktisk finder jeg videoen afslappende: se hans pensel flyve afsted. YouTube er fuld af tutorials af tåber, men han her ved, hvad han laver.
Min status på dagen:
Få fingeren ud af bagen (som om det hjalp for sådan en hvalp, og så den lugt af dinglende frugt). Det er nok sikrest at lade den sidde, den skal alligevel ud, når jeg skal skide. (Det eneste, der er lidt svært, er at taste med de resterende ni, men jeg skal nok få det lært, før min tid er forbi, uden min rygrad at overbelaste. Se, jeg kan! Jeg kan godt taste! Virkelig! Som en rigtig mand, mens jeg stimulerer min prostatakirtel.)
Nej, den finger bliver siddende mellem mine baller, indtil, som sagt, naturen kalder, og den bliver skudt ud som en prop på en flaske champus med et plop fra min mandekus'. Kom og skål med, jeg har sprittet af (med champagne, hvad er det, en vask hænder-kampagne?) Lad os fejre, at jeg ikke kvitted' i dag. Hurra! Hurra! For Mandejammer og hans brune finger, han har mere styrke i den end alle kunstverdenens pinger. Og med "styrke" mener jeg ikke kun lugten, der kunne standse et tog på tværs af Køge-bugten. Nej, jeg mener hans tæft, vid, bid og charme. Lad os håbe, han ikke får kræft og dør eller smelter helt bort ved sin blussende talentsols varme som smør, der steger sort.
Skål til Jammermanden og hans fans både hjemme og udenlands. Han er en drøm, en frelser med vinger hov! *rømme* hvin! Undskyld jeg blev skinger, men her satte jeg mig igen på den skide finger.
Og med den tilbag', hvor den hører hjemme vil jeg blot runde af med at sige (med sænket stemme): Når først den er ude, skal I få noget at forgude. Jeg verden betvinger med en løftet pegefinger. Jeg ved nok, hvad vej vinden blæser (fra den side, hvor fingeren bliver kølig), og hvis der her er tilbage blot én eneste læser, fortjener han/hun et stort krus med øl i. Jeg gi'r, hvis vi en dag ses i virkeligheden (men det bliver nok efter, de har løst verdensfreden). Skål, skål & skål igen. Gør som jeg, gør fingeren brun, min ven. Så får du også noget at grine af, mens du driver den af (eller river den af), det får ingen pine af (især hvis du sutter på den først – ikke efter, for himlens skyld – det talrige vidneudsagn bekræfter, styr uden om den endetarmsbyld. Eller brug creme, så den kan glide ud og ind & omkring din hæmorroide).
Men nok med mine gode råd (jeg har sagt gør fingeren våd, endelig kan man også bruge handske): Vågn op til dåd! Jeg kalder min finger Holger Danske! (Den hviler i en kælder, omgivet af dinglende røvbjælder, der bimler, når faren sig nærmer fra land eller sø, som en incestuøs forælder sin knøs eller mø.) Vogt jer, fædrelandets fjender, I kan også få den op mellem jeres bagerste kinder.
Jeg hiler dig, Danmark, med en finger indhyllet i brun bark.
Overskydende tags: afvigende adfærd, artist manque, assgasm, danske affærer, druknet i lort, dyreriget, dø bakterier, dø bakterier, døden, elektroniske forbrugsgoder, er der nogen der kender en der giver terapi til blokerede klynkekunstnere, fastlåsthed, fedtstoffer, fejl og mangler, fri onani, fugt, ganske som jeg plejer, guds talerør, højstemt skinger latter, jeg anbefaler, jeg kender min besøgstid, jeg stakkel, klagesang, kropsfunktioner, kropsvæsker, kræft mig her og kræft mig der, kunstartikler, kunst- og kultursektionen, Kusse, latrinært og prekært, min trofaste læserskare, løsningsmodeller, mit spildte liv, numseballer, olfaktoriske oplevelser, peristaltiske bevægelser, planteriget, råd og vejledning, trafigalt, sprit, om kirtlernes funktion, noget for husarerne, personlig pleje, samme gamle, soldatersjofelisme, som jeg plejer van, stakkels mig, så til søs, tidens slave, tingene ophober sig, tips og tricks, uduelighed, uundværligt udstyr for den moderne mand, vagt i alarm
Jeg sidder her i mit tempel for mig selv, mit enmands-kongerige, og stirrer på mine ufærdige mesterværker, der håner mig fra væggene med deres potentiale, imedens jeg polerer andre folks lort og pakker det pænt ind for penge, omvendte offergaver på rejsen til dødsriget i mit ægyptiske gravkammer. Hallo, det er meningen, jeg skal have noget med! Så hult min stemme runger mellem de blege vægge. Jeg synger i gravens bruser.
Det er de mest banale ting, folk står og har brug for.
Jeg har mere lyst til at støvsuge end lave mit arbejde. Jeg vil hellere oprette en Mandejammer-Twitter-konto, før nogen andre gør det, end at lave det, jeg skal.
Jeg indså i går, at jeg ikke både kan være rigtig kunstner og arbejde fuldtid, helt eller delvist, samtidig. Der er simpelthen ikke tid til det. Og når man så bilder sig ind at have en familie oveni: umuligt! På denne måde når det aldrig videre end til hobbyplanet.*) Det kan godt være, jeg har talent, men jeg bliver aldrig mere end skolelærer, der laver sjove tegninger på tavlen. Ikke på denne måde. Hvis jeg var en rigtig kunstner, ville min blog bare være noget, jeg kørte ved siden af til at promovere mit andet lort med.
Jeg sagde det til min kone. – Men der er jo kunstnere, der kun laver tre gode malerier i deres liv, sagde hun. Er det, hvad jeg er nået til? Men kvalitet er et produkt af kvantitet. Genialitet kommer af at lave så meget godt, at noget næsten uundgåeligt må blive stort (via Malcom Gladwell i NY'eren). Der skal åbnes for hanerne.
Jeg kan ikke fokusere i dag. Jeg kan ikke fokusere mine øjne.
Jeg skulle ikke have siddet og læst The NY'er hele morgenen.
Alt er en kraftanstrengelse. Er der da ikke noget i livet, der kommer nemt? Og hvis det gør, vil jeg være i stand til at genkende det? Uhu-uhu-uhej.
Jeg har glemt, hvor træt man bliver af at stå tidligt op, når man ikke har sovet ordentligt. Hvordan skulle det kunne lade sig gøre at skabe verdenskunst under disse omstændigheder? Hvad ville Picasso ikke have sagt? Han så kun børnene, når han gad male dem. Hvorfor er man ikke en stor mand? En Herkules, der ikke ser sine drømme nedkules. En Herakles (på græsk) og ikke jeg stakkels mand, der får tæsk. En olympisk helt og ikke en krympet pik, der lugter fælt. En Odysseus, en Zeus, og ikke en Jeppe, der får ris til sin røvs og går fra sin snøvs. Med et hjerte som en løve t- illige og ikke en taber bøvet, der slås som en pige. Forstår I, hvad det er, jeg forsøger at sige? At knejse på Parnas og ikke bare klemme på livets das. Til Valhal blive hvervet i stedet for at få bank af sin kone som Jeppe på bjerget. Okay? Altså ikke sove på en mødding og have ondt i sin ring, men på Olympus stå stolt blandt ligemænd.
I stedet for at knejse på Olympen sidder jeg bare her og har ondt i rympen.
For snart halvanden år siden skrev jeg, at jeg var blevet inviteret med i en kunstnergruppe, og hvor smart det var, for så kunne jeg få andre til at lave arbejdet (ILLO: bagerst på en tandem med fødderne oppe), men det er endt med, at jeg laver det hele selv. Hvor er jeg bare dum. Og så bliver det ikke gjort. Hvor er de bare dumme. Det eneste, jeg skal nu, er at sætte noget papir sammen og sende det afsted, og det har foreløbig taget mig 8 måneder. De andre er begyndt at skrige ad mig, men jeg kan ikke undgå dem for evigt.
NB! Jeg gider ikke lave noget, før der er nogen, der skriger ad mig, men hvad hvis der er ingen, der skriger ad mig, og hvad hvis de skriger ad mig, men jeg ikke gør noget alligevel?
Mit liv er et dødvande og en blindgyde. Jeg er så umindelig uduelig.
Jeg har heller ikke fået lavet nogen malerier.
Når jeg venter for længe med noget, bliver det ligesom at lave selvangivelse (men uden afleveringsfrist). Jeg har haft en rød-markeret mappe med projektet liggende på min desktop siden august. Ind i mellem toner jeg farven på den lidt ned. Og så op igen.
Jeg er døden nær. Hver dag er som at starte forfra. Jeg har ikke gang i noget. Alt omkring mig dør og visner. Falder om og forgår. Uden et blik. Jeg er knasende vissen, en udbrændt mumie. Mit liv er den sørgeligste undskyldning. Der er ikke mere, jeg kan bilde mig ind. Jeg står på den fladeste bund blandt døde fisk. I stumper. Var der noget, jeg ville? Jeg når det ikke. Min død banker på, mens mine hænder visner som sorte bananskræller. Der er i det hele taget meget, der visner. Hvad det end var, jeg ville, kan jeg godt glemme det. Alting er ufærdigt eller aldrig begyndt. Jeg kan kun se det i glimt ud af øjenkrogen, mens jeg har travlt med at spilde mit liv med noget andet. En flig af et skørt i en døråbning. Mine gamle regnvåde drømme. Et spøgelse af nærvær. Evig uforandret håbløshed og splid. Alene et sted mellem uviljen og ugideligheden.
Jeg tror, jeg må opgive at være kunstner. Jeg har ikke driften til det, jeg har ikke energien, jeg har ikke "vildskaben". Vildskaben, uhhh! Jeg tror, livet prøver at fortælle mig noget. Det duer ikke sådan her. Jeg kommer ingen vegne. Men hvad så skal jeg gå og lade som om jeg er, om ikke det? Hvilken ny livsløgn skal jeg iklæde mig for iskoldt at kunne svare ved cocktailselskaber?
Jeg vil gå i dyb meditation og overveje dette spørgsmål (dvs. tænke over det foran fjernsynet, haha, nej jeg mener det ikke). Jeg ved svaret er lige for næsen af mig. Men hvad? Hvad! ***
*** Min gud, det er håbløst, jeg laver virkelig ikke dagens gode gerning. Hvordan skal jeg nogensinde få udrettet noget, når jeg først begynder kl. 2 om eftermiddagen? Nu er ugen igen omme, og jeg har intet at vise for min tid. Og nu er det snart sommerferie, og så har jeg endnu mindre tid end normalt, fordi jeg skal være sammen med min familie hele tiden. Vi laver aldrig andet i forvejen, men snart er det 24/7. Det er jo heller ikke fordi jeg gider lave noget, andet end at være sammen med dem, men så hænger jeg der og svæver midt mellem det hele igen og må tvinge mig selv ud af døren, mens der stadig er noget af dagen tilbage, og så er det alligevel for sent og jeg er træt. Således får jeg alligevel ikke udrettet noget, samtidig med at jeg skuffer alle omkring mig. Jeg har ikke været ude at besøge min mor endnu, selvom jeg burde. Jeg kan ikke holde ud at tænke på det. Der er konstant den bastone af død og undergang. Mit liv er håbløst.
Alt hvad jeg vil for mig selv bliver ikke til noget alligevel.
MANDEJAMMER er tidligere kendt som GUDS TALERØR og FOLKETS RØST, hvilket i længden var for lamt, selv for mig, især fordi jeg hverken er religiøs eller specielt folkelig.
Gift og har børn.
Professionel klynkekunstner.
Under dække af et alias mener jeg at kunne skrive, hvad det passer mig. Meget af tiden er jeg bange for, jeg er ved at gå ud af mit gode skind.
Blogprisen 2007: Bloggen her løb med en BOBLER! Yaay! Året efter blev der ikke uddelt nogen Blogpris, så hey. Sidste år ved jeg ikke, hvad der skete. Det er sguda ikke meget at bryste sig af. Og nu er der gået et år til. Og et til. Jamen herregud da.
