Jeg tror, jeg må opgive at være kunstner. Jeg har ikke driften til det, jeg har ikke energien, jeg har ikke "vildskaben". Vildskaben, uhhh! Jeg tror, livet prøver at fortælle mig noget. Det duer ikke sådan her. Jeg kommer ingen vegne. Men hvad så skal jeg gå og lade som om jeg er, om ikke det? Hvilken ny livsløgn skal jeg iklæde mig for iskoldt at kunne svare ved cocktailselskaber?
Jeg vil gå i dyb meditation og overveje dette spørgsmål (dvs. tænke over det foran fjernsynet, haha, nej jeg mener det ikke). Jeg ved svaret er lige for næsen af mig. Men hvad? Hvad!
***
6 kommentarer:
Du er da en idiot! (if you'll please squeeiiize my langarage)
- altså, når du siger, at du må "opgive at være kunstner" - det KAN man skuda ikke!!!
Kunstner er noget, du ER, Mandejammer - om du så vil STÅ (og/eller gøre) VED, at du er det, eller ej - ja det er naturligvis en helt anden sag (mellem dig og dig).
Held og lykke med at blive klogere :)
Success is going from failure to failure without a loss of enthusiasm.
(Churchill) ;-)
Du trænger til at blive set! På alle måder.
Klart man kan oppgi å være kunstner-dersom det er noe annet man også er, noe som er viktigere å gi plass akkurat nå. For eksempel...det å være et tilnærmet tilfreds menneske.. eller et letende menneske som SAMTIDIG tjener penger.. eller er litt lykkeligere i hjemmet..eller..vil at noen andre tar ansvar for grensene en periode...Hvorfor skal man kjenne svik overfor kunsten, men ikke overfor livet ??
Meget fine kommentarer, fans. Jeg føler mig helt sært til mode ved at blive taget alvorligt.
Jeg er dybt uenig.
Man kan ikke opgive at være noget, man er.
Man kan vælge at leve, som om man ikke er det, ja - med "normalt" arbejde fx. og nul kunstneriske udfoldelser. Kan familielivet kompensere for kunsten, for en kunstner? Jeg tvivler. Der er en grund til, at man søger en alternativ udtryksform.
Man kan også prøve at proppe de kunstneriske udfoldelser ned imellem to tidslommer, der i forvejen ligger hårdt klemt - mens man arbejder "normalt" for at betale alle regningerne.
Det tror jeg til gengæld, man bliver slidt og frustreret af - og så er man i øvrigt ikke helhjertet nogen af stederne, og det er vel alles ulykke?
I sidste ende handler det måske meget om prioriteringer. Jeg kender en masse kunstnere, som er ludfattige og altid har været det. På skiftende støtte af forskellig slags - ind imellem al mulig mere eller mindre (mest mindre) krævende arbejde. Det skal man nok være villig til, hvis man vil være en kunstner, der giver den hele armen som sådan - at være ludfattig, mens man prøver. Og er man en del af en familie, så skal familien jo nok også lige være med på den... og ellers skal man måske "bare" være tålmodig og sige til sig selv, at kunsten må vente lidt - til børnene er flyttet hjemmefra, og man har råd til at være fattig, om nødvendigt?
I dunno - men måtte I under alle omstændigheder få al den held og lykke med på vejen, der skal til :)
Send en kommentar