Min kone vil have, vi skal spare sammen til en lang rejse.– Men du har jo ikke noget job, siger jeg.
– Nej, men det får jeg.
– Men vi har jo ikke nogen penge, siger jeg.
– Nej, men det er jo derfor, folk sparer op.
– Folk sparer op? Vil du have, folk skal spare op til os?
– Jeg vil godt have, vi kunne bestemme os til det her.
– Jeg kan ikke snakke nu, jeg skal på arbejde.
Jeg ved ikke, tanken om at bruge alle de penge. Jeg ved ikke, om jeg har lyst. Måske kunne det være meget sjovt. Hvem ved.
Alle de penge, det er ikke rart at tænke på, og så til noget, der ikke kan trækkes fra.
Jeg hader at tage en beslutning.
***
2 kommentarer:
Hej MJ.
Her kom jeg til at skraldergrine - "Folk sparer op? Vil du have, folk skal spare op til os?". Du har en ret god evne til at sætte tingene på en spids, og ikke at forstå det selvforståelige.
Nogle gange har jeg lyst at ruske dig, andre gange at kramme dig, ofte forstår jeg dig ikke, jævnligt ryster jeg på hovedet, tit griner jeg af dine naive/sarkastiske bemærkninger. Det mest frustrerende ved dig er nok, at du ikke tager dine egne frustrationer alvorligt, i hvert fald her på bloggen.
Tjah, Jammermand, livet er præcist det, man gør det til (jeg er først selv ved at fatte det), og hvis nuet ikke virker rigtigt, så skal der gøres noget ved det.
Det er da i øvrgt ikke en stor beslutning at spare op. Den kommer først, når pengene skal bruges...
Tak for de pæne ord, vil jeg mene. Men du tager fejl: jeg tager faktisk mine frustrationer meget alvorligt. De er jo alt, hvad jeg har.
Naiv? Jeg naiv? Men du har nok ret. Jeg ER naiv. Jeg forbløffes til stadighed over min egen naivitet. Navnlig når jeg tror, jeg ved noget.
Send en kommentar