Ikke synderligt

– Jeg har tænkt på, om mit liv ville blive mærkbart forandret af en hjerneblødning eller en komplet paralyse fra livet og nedad.

Dødt kød

Jeg sad ved tastaturet i fredags og kunne ikke løfte mine arme for at arbejde. Jeg tror, jeg har fået en hjerneblødning.

Rauschenberg, en stor helt, er død

Hvad var det med hans hånd, hvorfor var den krøllet sammen som en klo?

Muligt svar: Han fik en hjerneblødning i 2002, måske var det derfor.

Er det rigtigt, at han og Jasper Johns var kærester (hvilket jo er interessant, da de var en tomands kunstbevægelse og styrede for vildt en overgang)?

Svar: De arbejdede trods alt som vinduesdekoratører og boede sammen i årevis.
Her står der, at det var de. Men det var aldrig noget, man talte særligt meget om.

Ligesom The Beatles var de bedre sammen end hver for sig.

Rauschenberg var selvfølgelig genial til at lave kunst af skrald, og det må man tage hatten af for.


Combine painting, 1954. Så moderne det er. Jeg får altid lyst til at male, når jeg ser sånoget, fordi der er en enorm frihed i det.

Pudsig anekdote: Der står i New York Times’ nekrolog, at Rauschenbergs mor var så nøjsom, at hun klippede bagsiden af sin lillebrors begravelsestøj og lavede en nederdel ud af den, fordi hun hadede at se noget gå til spilde.

En republikaner er en demokrat der er blevet overfaldet, som man siger

Jeg havde en uhyggelig oplevelse i går, fordi jeg delte min Obamania med en halvgammel kunstnertype, og så viste det sig, at han var for McCain pga. Iran og for Israel betingelsesløst. Jeg ved ikke, om han tøjede med mig. Han er efter sigende gammelt medlem af Blekingegadebanden, og for et par år siden var han rabiat propalæstinensisk.
Hans øjne lyste vanvittigt.

Hvornår er han blevet så konservativ? Har han haft en hjerneblødning? Er han blevet overfaldet af unge indvandrere (han bor på Nørrebro)?

Hvad er der pludselig galt med at være mod krig?

Bliver man aldrig for gammel til den slags?

Min mor ligger på hospitalet, og så ringer min far, og jeg skriger af ham over telefonen, fordi han ikke lytter til mig, når jeg siger til ham, hvordan han skal få sin Skype til at virke. Jeg har forklaret det for ham fem gange. Han er 80 og havde en hjerneblødning for 12 år siden, men han hører ikke efter, og han kunne ikke finde på at tage en note. Jeg kan ikke tage mig af hans små problemer, når jeg har værre ting at tænke på. Men snart er han død...
- Jeg er en gammel mand, siger han. Men han har altid været sådan. Det er bare blevet værre. Han driver mig til vanvid, men mindre nu faktisk, end han plejede at gøre. Ikke så snart tænker jeg positivt på ham, før han finder på noget at irritere mig med igen. Et meget egoistisk menneske, min far. Bare han får noget at spise og har et varmt sted at bo er han glad. Ikke at der er noget galt i det, men bag det lurer forsmåede ambitioner og følelser af manglende selvværd. Hvorfor skal det gå ud over mig at arve sådan noget, mig der har så mange talenter og ser så godt ud, men heller intet driver det til? Der viljeløst lader sig føre som et blad på strømmen. Åh! Suk, suk og 10 x suk.
Nogen gange hader jeg mig selv så meget, at jeg dårligt kan trække vejret. Jeg vågner op om morgenen med åndenød, af kvælningsfantasier, fordi jeg har drømt, at jeg sidder fast i lavaen, er frosset fast under isen, alt sammen indenfor et sekund, og det hele står så klart for mig som billeder i en tegneserie.

Parablen om Tonys fars træ

Min ven Tony, den sicilianske tegneserietegner, fortalte mig engang, at hans far, en skrædder fra Macy’s pensioneret med hjerneblødning, hver dag sneg sig ud foran deres hus i Queens med en lille økse og huggede i et vejtræ, han ikke kunne lide. Da træet endelig sygnede helt hen og døde, snakkede naboerne om, hvad der mon var sket, og Tonys far kunne blot trække på skuldrene og sige: Jeg ved det ikke.
Nu er hele familien flyttet til Arizona, hvor der mest vokser kakti.

Tonys lattervækkende tegneserier kan besigtiges her: http://members.aol.com/doubletony/

Her er et billede af Tony fra en film, han engang var med i:


Morale: Princippet hedder kaizen ifølge denne blog. Det handler kort fortalt om, at en rejse på tusind mil starter med det første skridt. Sådan som jeg ser på det, svarer det til at slå én streg om dagen, ligesom straffefangen der markerer dagene ved at ridse en streg i væggen – før man ved af det, har man et maleri.
Det fortælles, at John Lennon skrev I'm a Walrus på den måde: Han havde et stykke papir siddende i skrivemaskinen og hver dag skrev han en linie (eller i hvert fald så tit noget faldt ham ind).
Et sundt princip, unge mennesker, og dødorientalsk: Vent til det melder sig & lav noget andet i mellemtiden.
Eller på dansk: Alle bække små bliver til én stor å og små hjul kan flytte store ting og lidt har også ret.
Tingene hober sig op.