Samlivet overgår døden

Ønsk mig tillykke eller det, der ligner. I dag er en milepæl i denne blogs historie: for første gang har "samlivets ædle kunst" (også kendt som "s.æ.k.") overgået "døden" som mest brugte rubrik med 229-228.





Hvad det så betyder, skal jeg ikke kunne sige, andet end at livet, selv mit, langsomt forandrer sig. Dog undrer det mig, at kun ca. en tiendedel af alle mine indlæg på denne navnkundige og vidt elskede blog omhandler samliv. Jeg har det som om, jeg aldrig laver andet her end at brokke mig over min kone, min trofaste støtte, der har lyst for min fod op gennem årene. Hvor ville jeg være uden hende? Hvem ved. Hvor er hun nu? På arbejde. Jeg er ikke kommet ud af badekåben. Jeg har det som, hvert forræderiske ord mod hende her er et øksehug i skroget af vort samlivs fartøj på livets ocean. Ohøj, alle mand, jeg tager mere vand ind, end jeg lukker ud.

Lang weekend

– Hvor er jeg dog dorsk, sagde jeg til min kone.
– Sådan har du altid været, sagde hun.
– Jeg gider ikke lave noget.

Jeg gider virkelig ikke lave noget.


Nydeligt foto, jeg har knipset.

Vi har det bedst, når der ikke er noget, vi skal.

Biosdesværre

Min plante var ved at dø, der var kun et enkelt grønt blad tilbage. – Den er færdig, sagde min tilrejsende gartnerguru, men jeg nægtede at tro det og skabte i stedet et økosystem nede i urtepotten.



Men jeg tror, jeg har lavet det for realistisk. Bladet er blevet brunt, og når jeg hælder vand på, hvirvler støvet op fra muggen.

Er der håb endnu? Vi får se.

Følg med her på siden, hvor græsset dør!

Jeg står i min badekåbe og varmer kartoffelmos, siger jeg

Jeg laver ikke noget, men jeg morer mig ikke, og jeg slapper ikke af.



Jeg er bare sløv.

UPDATE: Og stresset. Jeg har brugt tre dage på ikke at lave noget. Det er det samme hvert år. Jeg hader, når året snart er omme, fordi jeg aldrig har nået noget. Det er ligesom selvangivelsesdag. Et crescendo af modløshed og uduelighed, når jeg kommer op mod ydergrænserne for min formåen, som f.eks. at kigge på mit regnskab. Jeg har kun en meget grov ide om tallene. Jeg famler mig frem i tågen. Hvor er min revisorsherpa? Her er iltfattigt. Intet har jeg forberedt, og intet har jeg formået. Min søgen efter toner endte resultatløs i El-giganten på Fisketorvet, det værste sted på jord. Helvedes forgård. Slikautomaten stjal min tokrone. Henvend dig i kassen, sagde den hjernedøde mindstelønner med de blanke øjne. Der var én kasse åben med kø. Da vidste jeg, at jeg havde nået bunden.

Til jeg er blå i hovedet

Min kone har spillet otte timers PlayStation i dag, og den anden halvdel af tiden beklager hun sig over, at jeg ikke engagerer mig i familien. Ved siden af hende sidder børnene og spiller computer og telefon. Hun har det ligesom dem: hun hører kun efter, når jeg hæver stemmen. Fem gange siger jeg noget, og ingen hører efter, sjette gang får jeg at vide, at jeg skal tale ordentligt til børnene. – Undskyld, men du kender ikke baggrunden, du hørte ikke, at jeg sagde det de første syv gange.
– Du kommer ind og er vred med det samme.



– Jeg gider ikke blive ved med at sige de samme ting om og om igen, siger jeg til min datter på 13 om og om igen.


George Liquour tegnet af Chloe.

Før hun steg op fra sine tømmermænd, konen, rettede børnene sig så fint efter deres far: (lukker laptoppen, tager telefonen fra dem) – Jeg har sagt, der ikke er noget skærm, før I har været udenfor.
– Hvad med dig selv? siger min datter på ni og hiver i min laptop.
– Jeg læser avis.
– På en skærm.
– Gi' så slip!

Og se, så blev hun sur og lagde sig ind i sengen og læste H.C. Andersen. Dét er opdragelse.

Fri dag

***
Væk med jer, sagde jeg og smed min kvarte tistyks og lighteren over skulderen i Viborggade. Nordhavn, perron: Hvor er mit tog? Der står ikke noget på skærmen. Hjem og kaste op efter rystetur i Radiobilerne, synke ved hver hård opbremsning.

Nu er jeg bare træt og tilbage, efter at have set mig selv udefra og moret mig over at være anderledes, end jeg plejer, ligesom at lytte efter sin stemme, når man har råbt sig hæs, som åndelig helium.
– Du burde drikke noget oftere, sagde min kone, – du bliver så afslappet.
Jeg er bare glad og taknemmelig for at være i live.
Lakridsrodssnaps.
***

Jeg glæder mig til weekenden er omme

***
Jeg sidder (eller ligger) bare derhjemme og tænker: hvorfor foretager jeg mig dog ikke noget, støvsuger eller pudser væggen ned i det, der skal være børnenes værelse, eller laver de par rettelser i det manuskript, jeg fik retur, så jeg kan få det ud igen, ordner mine skattebilag, hvadsomhelst? Men intet foretager jeg mig. Jeg er omgivet af den værste fornemmelse af død, der bliver værre af at se fjernsyn. Jeg har ikke lyst til noget, og jeg gider ingenting. Tabt, død tid.

Jeg havde et syn engang for mange år siden, hvor jeg lå i badekarret, og mine fødder var smeltet sammen. Det er mit liv, tænkte jeg.


***

Tredje dag uden kaffe

***
Jeg er syg.
Jeg får ondt i hovedet af at læse. Jeg kan kun se videoer af folk, der kører galt på cykel.
I går læste min datter for mig, indtil jeg faldt i søvn (midt i 2. kapitel af Otto er et næsehorn). Det var skønt.

Det værste er, at jeg ikke ved, om jeg virkelig er syg, eller om det bare er fordi, at jeg ikke har fået kaffe.


***

Dagen på langs

***
Jeg har en mildhed i sindet, ligesom tømmermænd uden at have drukket. Intet rører mig i dag, foreløbig. Jeg er fuld af fup og godt humør, ler overlegent af alle obstruktioner og flyder oven på det hele, en dybt oversvømmet kælder, fedtet sort, der bærer min verden. Jeg er min egen knaldrøde gummibåd, mit eget overlevelsesudstyr handy i bæltet. En astronaut med overblik, Captain Spaulding på kurs mod Major Tom. Hallo, jeg må af sted. Kan du høre mig, overhovedet?
Min kone bremser lyset i smøreosten mellem to skiver rugbrød. Klap. Når man åbner maden, ZWING!, flyver lysstrålen ud.



– Kan du ikke læse højt for mig.
– Nej.
– Hvad hvis jeg var blind? Ville du så læse The New York Times for mig?
– Det kan godt være.
– Jeg har stukket en saks i øjnene.
– Hold op, jeg kan ikke li’ det.



Tænk, hvis man boede alene.
Jeg har selvfølgelig heller ikke været udenfor endnu, og intet er blevet krævet af mig.
Før jeg får øjne.



Det er hygge, når man ikke laver noget, og faren drikker øl.
***

Mine tømmermænd

Kl. 12:25 Hjertebanken. Jeg har lyst til spejlæg med ketchup. Har ingen æg. Har ingen cykel så jeg kan køre ned efter nogen. Børnene vil have en baljebas i stedet for det rustne harmonium min kone fik mig til at smide ud for 2 år siden, men jeg vil ikke have de laver hul i en balje og slet ikke med en køkkenkniv. Er gået indenfor og lagt mig på sofaen.

12:55 Har taget et bad. Jeg har lyst til at være nudist. Jeg har lyst til en pizza, men der er for langt ned at hente en, og så bliver jeg også nødt til at give noget til børnene. Gider ikke forberede fødselsdagsfesten i morgen. Har læst noget Herbert Pundik for første gang i mit liv. Kan godt lide det navn, Herbert. Det er der ikke så mange der hedder mere.

13:10 Mon kaffe hjælper? Jeg ville ønske jeg ikke havde brækket filtret af alle de smøger og røget dem. Mit nedløbsrør føles som en briosche. Jeg spiser noget spaghetti med ketchup.

Ufornuftigt

I stedet for at lave noget fornuftigt i dag, har jeg set videoer af The Daily Show og The Colbert Report (det var meget sjovt) og holdt en spand, mens min datter kastede op i den.

Så er jeg gået frem og tilbage fra sofaen og til sengen og serviceret hende hele dagen og læst to Mumitroldene-albums højt.

Jeg har ingen kræfter.

Så var der en, der ringede med et job.
Hvis der var noget, jeg skulle, har jeg glemt det.

Tak, jeg pjækker

Jeg har sendt min kone af sted til sin venindes 40-års fødselsdag i Lille Næstved i sin nye sommerkjole fra H&M. Børnene er hos deres bedsteforældre.
For at fordrive tiden har jeg været nede hos J. Per og se ham fyre fire joints af, mens vi riffede over, hvordan alting er galt i samfundet og det ikke er altid, man gider være med.
Han er en shaman på den måde, at han ryger så meget, at man ikke selv behøver.
Nu vil jeg få pizzamanden til at lave min aftensmad og se, hvad der skulle gemme sig i stakken af brændte låne-DVD’er.