Mågeslet

Jeg malede en måge med punkerhår, malede det over og gik hjem og råbte ad min familie. Smækkede med lokumslåget.
– Er der ikke noget at æde? I hader mig allesammen, og mit liv er spildt, råbte jeg.

Pudesnak MMXI

Jeg researcher min nye bog: Hvor sjovt er dit parforhold? 20 nemme løsninger der vi få dig til at smile igen.


Der er noget, jeg tænkte på. Det kunne være sjovt, i stedet for at springe ind i det nye år, at komme samtidig.

– Det er der med garanti allerede nogen, der har gjort.

Jeg kunne sagtens alene. Det skulle være en smal sag. Men sammen, det er en udfordring.

Man kunne forberede sig ved at komme til Tv-avisen.

– Jeg tror, jeg ville blive distraheret.

– Tv-avisen, god aften…




– Ih ja, foran børnene og moster og lille Balthus.

Jeg mener det hypotetisk, på sigt. Det er visionært.




– Nå ja, der er jo champagneflasken, det minder lidt om.

Og hvad er så proppen, pikhovedet der flyver af?

Jeg lavede engang en tegning af et pikhoved, der flyver af i orgasmeøjeblikket og rammer en i øjet.

Åh (ikke-eksisterende) gud

Min lille datter lod sin fødselsdagsønskeseddel ligge ude i køkkenet. Neden under "Mange klistermærker" og "En ny skoletaske" stod der: "At far og mor ikke aldrig skændes".

Nedfald

I morges forsøgte jeg at forklare for min kone, at hun skulle holde op med at skælde mig ud foran børnene, men hun sagde, det var mig, der nedgjorde hende ved at stille spørgsmålstegn ved hendes gamle travere og tredjehåndsberetninger.

– Jeg beder dig tale pænt til mig, forstår du det?
– Hver gang, jeg siger noget, siger du, det ikke er rigtigt. [Det er ikke rigtigt.] Forstår du dét?
– Det er ikke hver gang.
– Det er gang på gang på gang på gang på gang på gang på gang… [100% sandfærdigt gengivet].
– Okay, jeg har forstået det.
– Nej, jeg tror ikke, du forstår det…
– HOLD OP! SELVFØLGELIG FORSTÅR JEG DET!
– Ha!

Og så har hun vundet, fordi jeg hævede stemmen, selvom det var hende, der hævede stemmen først.



Skilsmissetankerne ruger i mit hoved. For hvad skal vi med hinanden? Jeg er ikke lykkelig. Det har jeg ikke været i årevis. Vi gør ikke hinanden lykkelige. Jeg kan ikke tage den kvinde mere. Men så tænker jeg på mine børn, og så ved jeg ingenting mere. Det hele er så prospektløst. Altså udsigtsløst.

Omkring den tid, min mor døde, fortalte min bror lidt chokeret, at min tante havde sagt, at hende og min onkel ikke ville være sammen, hvis det ikke var for børnene. Og jeg har siden tænkt: – Tror du, vi [min kone og jeg] ville være det?
Det ville vi da heller ikke. Det er jo et fuldstændigt ligegyldigt postulat, idet de og vi jo har børn.

Men jeg tænker faktisk på, at vi aldrig har det rart sammen, ikke engang sammen med børnene. Hun føler sig tilsyneladende angrebet (eller at det er en konkurrence), når vi er sammen med børnene, bare almindeligt. Jeg har det så hyggeligt sammen med børnene, når hun ikke er der. Hvorfor så være gift?



I søndags parkerede jeg bilen og steg ud, fordi jeg ikke kunne få nogen til at navigere, og jeg igen var kørt galt. Mit hoved var ved at eksplodere. Jeg havde lyst til bare at lade bilen stå og gå min vej. Så kunne min kone køre den hjem, hvad hun ellers nægter, eller ringe til Falck eller en anden mand, der kunne køre den for hende. Hun nægter både at køre og navigere.

– I er skide forkælede allesammen, råbte jeg over musikken. – Så sidder jeg her som en robot. Hvad fanden sjovt er der ved det?

Min datter kalde mig et svin, og min kone skældte mig ud . Og min yngste datter hang med hovedet ud af vinduet, fordi hun var køresyg.

Fra nu af er det de offentlige.

Nej, vi har virkelig ingen glæder.

Her i vores hus er ingen glæde, her i vores hus er ingen fest.

Såmænd

– Kan du ikke lade være med at bruge ordet 'dysfunktionel' om vores ægteskab, når børnene er her?

Hvordan kommer man gennem den?

Hvad fanden tænker børnene ikke, når jeg allerede om morgenen siger til min kone: – Nu gider jeg ikke tale mere til dig.

Sandheden er, at jeg er ked af det, og jeg synes, hun er skideskrap. At tale med hende gør det kun værre. Det handler om, at jeg ikke kan tale med hende.

Så skal jeg gå med mine bulnende øjne og se sørgelig ud hele dagen.

Hævede stemmer

Jeg talte "skrapt" og "ubehageligt" til min datter (14), så hende og min kone skreg begge to ad mig, og min yngste datter faldt tavs hen og begyndte så at græde, og jeg smed rundt med møblementet og sagde, at jeg havde fået nok. Og nu er jeg er grædefærdig. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal komme gennem denne dag. Jeg har arbejdet i næsten en uge.

Jeg er begyndt at tælle mine glæder: én, at passe mig selv. Jeg har ikke fået et blowjob i det nye årtusind.

Og så spørger jeg mig selv: Hvad er det hele værd?

Er der nogen, der tager hensyn til mig, når jeg er i dårligt humør og skal lave det samme lortearbejde for færre penge? Ikke en fucking sjæl.

Gennem alle årene

16:30 lillejuleaften

– Okay, nu har jeg ikke mere overskud til at at forholde mig rolig længere, skal du bare vide.
– Hvad?!
– Hvis du bliver ved, kan jeg ikke forholde mig rolig længere. Jeg kan ikke tage mere.
– Jaja, det er ligesom en voldtægt: 'Nu er du advaret'...

Men hun holdt kæft.



Hvad førhen fulgte

– Hold kæft, sagde jeg. – Du lyder som Yvonne fra Olsen-Banden.
"Gennem alle årene", begyndte hun. Hvad hun har fundet sig i og hvor ondt jeg har af mig selv over den mindste ting.
– Hvad skal jeg høre det for? Jeg kan det udenad. Jeg kan fortsætte diskussionen uden dig.

Jeg har ikke kigget på opskrifter til juleretten. Jeg har slæbt fire poser hjem fra Netto, men det er ikke godt nok.
– Jeg troede, vi havde aftalt, at du fandt på en juleret, siger hun.
– Ja, det er sådan, vi laver det sammen, siger jeg. – Du siger til mig, hvad jeg skal gøre, og så forventer du, at jeg gør det. Gør det selv til en forandring. Men så er der jo altid noget fysisk galt med dig eller en mental blokering, hvis du bare skal træde op på en stige.
– Ved du, hvad der sker, hvis jeg bare laver den mindste ting? Så kritiserer du det. Det er aldrig godt nok, lige meget hvad jeg laver.
– Det kan jo være, det ikke er godt nok.
(...)
– Så lad mig lave ris á la mande og rødkål. Hvor svært er det? Du tager to pøller og hælder op i en skål med noget fløde. 'Din berømte ris á la mande'! Jeg troede, du kunne gå over og købe ind...
– Du kan bare ikke holde ud, at jeg er træt, når jeg kommer hjem fra arbejde, og ikke straks går i gang, ligesom jeg altid gør. Gennem alle årene og blablablablablablabla.
Mig: – Jeg ville sgu gerne gå på arbejde. Så du kunne blive hjemme og tabe penge.
– Mm ja, arbejde.
– Nå ja, nu er du pludselig blevet ekspert i arbejde, fordi du har haft arbejde i to år.
– Jeg har sgu altid arbejdet.
– Ja, især.
Og blablablablablablabla.



Nu tavshed. Så tavst som inden i en tromme.

Det runger i ørerne endnu. De skarpe angreb, de lynhurtige pareringer, de evige beskyldninger. Slået hjem igen. Det er kun inertien, der holder os sammen.

Børnene kom ud og tyssede, fordi de lavede lydoptagelser.

Julen er virkelig en forfærdelig tid. Jeg har mere travlt, end jeg plejer, Med ting der ikke rager mig en skid. En tom dans. Og pludselig er livet omme. Og jeg sidder her. På bænken under tøflen i mit selvvalgte eksil. Hvor er det dog kedeligt. Og begrædeligt. Og ærgerligt. Og bedre at være fri.

Fri som torsken. Fri som Jesus på korset.
Fri som et dødt øje i bunden af en spand.

Glædelig jul,
En rigtig mand.

Alt er faktisk meget godt, indtil vi er sammen. Så strammer det an.

"Jeg har ikke noget mod at passe børnene. Det er fint. Indtil du kommer hjem."

Min bror har inviteret os til glögg og æbleskiver. Testikolos i tørsperm og røget blod. Så skal vi lave konfekt. Der findes ikke sørgeligere ord end: Skal vi lave konfekt?

Fri til flugt.

Delagtiggørelse

Jeg har lige haft en interessant udveksling med min hustru, hvor hun sagde: – Nej, det er ikke det, det handler om.
– Okay, siger jeg, – det vil sige, at det, jeg siger, er ikke det, jeg siger, men det, du siger, jeg siger? Har jeg ret?
– Nej.
– Nå nej, for det ville jo betyde, at du gav mig ret, og det kan du jo principielt ikke.
– [Vores yngste datters navn], gider du optage det her?
– Giv mig min iPhone, siger jeg. – Brug din mors telefon, hvis du skal være fræk.

Og med disse ord forlader jeg lokalet.



– Det er sidste gang, jeg forsøger at dele mit arbejde med dig. Her er det kun mig, der skal nikke og sige aha og hmm, når du kommer hjem og fortæller om dit arbejde.
– Det er ikke det, der handler om.
– Tak, du har gjort det lysende klart, at du ikke interesserer dig for noget, jeg laver. Det er jo bare latterligt, og jeg kan jo bare lave mit liv om.



– Guderne forbyde, at du skulle gøre noget for at glæde mig. Det ville være kvindeundertrykkende, mumler jeg inde i det andet værelse.

Om middagsbordet

– Det er ikke sjovt, sagde min kone. Hun er startet på et nyt job. – Har du hørt om aktiv lytning?
– Jamen, jeg vil gerne høre, hvad du har at sige.
– Jeg har ikke lyst til at fortælle det mere.
– Aktiv lytning? Du mener vist passiv lytning.

Jeg har været hjemme med et sygt barn: – Jeg har ikke talt med et voksent menneske hele dagen, og nu må jeg ikke sige noget?

Jeg har brudt hovedregel nr. 1: Lad være med at afbryde din kone, når hun kommer hjem fra arbejde og skal læsse af.



– Det er jo stereotypt. Det er sånoget standup'ere snakker om.
– Hvad snakker du om? Siger du, jeg er latterlig?
– Og hvad så om du var? Hvad er der galt med at være latterlig?
– Ved I hvad, jeg sidder her altså endnu, sagde min datter (13).
– Ja, bliv du bare siddende. Det kan være, du lærer noget.

Hvad hvis det var omvendt? Hvad hvis det var manden, der kom hjem og ikke ville afbrydes, mens han fortalte om sin dag? Mens han spiste konens stegte sild med persille? Hvor bøvet ville det ikke være?

Næ, der er så sandelig forskel på folk.



Hvad hvis det var Tiger Woods (her bryder den kedelige verden ind i min blog), der havde smadret konens bagrude med en golfkølle? (Ikke min originale tanke, men den kan være god nok alligevel.)

Hvorfor er det sjovt, når faren slår sig (på film og i tv-serier, men også i virkeligheden), men sørgeligt, når moren slår sig?

Okay, sagde jeg, – nu morer jeg mig ikke mere. Nu er det ikke sjovt længere. Jeg har ikke mere overskud nu.

Løb grædende hjem og sig det på nettet, hver gang der er noget galt

***
Min kones sidste ord til mig i dag:
– Du skal i terapi! Det har du sku' i årevis!
– Fej for din egen dør! Du er jo selv sådan et pragteksemplar!

Jeg havde smadret noget ude i køkkenet for at få hende til at holde op.

Hun holder aldrig op. Hun bliver ved og ved og ved og ved.
***

Jeg kan ikke leve med det her

***
Min kone har i dag kaldt mig en "motherfucker" foran børnene. Hun går fra 0 til 140 på 3 sekunder. Det er så skønt at holde weekend og boligindrette.


***

Drama i dybfadet

***
Ellers en udmærket dag. Jeg fik ikke et job, fordi jeg skulle have for mange penge for det. Det var for en af mine venner. Men jeg har ikke tid og gider i hvert fald heller ikke. Så bagte jeg en pie og fik skældud af min kone, fordi hun ikke kan finde ud af at skære den ordentligt. Og det før, hun endnu har skåret den.
– Brug kniven.
– Jeg brugte kniven.
– Du skal ære og respektere pie'en.
– Hold op med at være hysterisk med din fucking pie.
– Hvis du ikke vil have den, så lad være med at spise den. Du er så utroligt bister og hidsig.

Min yngste datter begynder at græde, og min ældste ser mærkelig ud.
– Hold op! Hold op!
– Din mor er en rottweiler. Hun holder ikke op, før man henfalder i tavshed.
– Hvem henfalder i tavshed nu?

– Du er så god, når der er publikum på.
Hun vil have, jeg også skal flippe ud, så jeg kan være den onde mand, der holder hende nede.

Min datter græd stadig, da jeg børstede hendes tænder efter.
– Jeg vil ikke have, at I skal skilles, sagde hun. – Amalie ser kun sin far hver anden weekend. Jeg vil bo hos jer begge to.
– Jeg ved godt, hvordan du har det, sagde jeg. (Jeg er jo også skilsmissebarn.) – Det er ikke spor rart. Man skal behandle hinanden ordentligt.
– Nej, man skal endelig behandle pie'en ordentligt, sagde min kone på vej tilbage fra køkkenet.

Hun har båret nag i flere dage nu. Efter et par dage med fred, ja nær paradisiske tilstande, er det hele degenereret og kollapset igen. Sådan er det altid. Det skal møjsommeligt bygges op, og så bliver det hele terroriseret og sønderbombet på en formiddag. Og så står man dér og indånder giftige dampe, mens man forsøger at redde de overlevende ud fra ruinerne.

I går satte hun mig på plads, fordi jeg sagde, at (videnskabelige undersøgelser viser at) der er flere mandlige end kvindelige genier, men også flere mandlige sinker, mens kvinderne lægger sig bredere hen over midten.
– Det har du læst én bog om, men det har jeg faktisk studeret.

Det er kulturelt betinget eller sådan noget, tilføjede hun.
– Det er genetisk, sagde jeg. – Der er ikke nogen kvinder, der bliver holdt tilbage i Danmark i dag fra at lære matematik f.eks.

Min kone kan godt lide at forestille sig, at der er nogen, der har holdt hende tilbage fra at udfylde de ambitioner, hun aldrig har haft. Hun er altid løbet skrigende i modsatte retning. Guderne forbyde, at man skulle støde på en udfordring. Hvis det ikke er let, er det ikke værd at lave, eller også er det mig selv, jeg snakker om. Jeg glemmer, hvem der er hvem efterhånden.

Jeg skulle bare have sagt, at der er flere mandlige sinker.

– Lov mig, at I aldrig bliver skilt, sagde min datter, da jeg puttede hende, og stirrede på mig med sine magiske øjne.
– Det lover jeg, sagde jeg.
– Sværg på dit hjerte.
– Jeg sværger.
– Du og mor skal altid elske hinanden.
– Ja, mit barn.

Hvad fanden skal jeg sige, at jeg ikke føler en skid andet end modvilje og irritation, at mit hjerte er en udbrændt ruin?
***

Indenfor hos familien mig

***
– Er det dig, der har hærget pie'en? sagde jeg til min kone.
– Hvad?
– Jeg vil godt have, du behandler pie'en med respekt.
– Det gør jeg også.
– Du skal bruge kniven til at skære med. Prøv lige at se: skorpen er faldet helt sammen.
– Hold kæft!
– Jeg vil godt have, du ærer og respekterer pie'en, nu jeg har besværet mig med at bage den. Og tal pænt.
– HOLD KÆFT!
– Gider du ikke lade være med at hidse dig op, når jeg spørger dig om en simpel ting?
– JEG HIDSER MIG IKKE OP. DET ER DIG, DER HIDSER DIG OP.
– Man burde sætte en vejrmølle hen foran munden af dig og udnytte vindenergie...
– FUCK DIG OG DIN FUCKING PIE! sagde hun og besværede sig ud fra sofaen og stampede ind og smækkede døren til soveværelset. Begge børnene begyndte at græde. Min store pige gemte ansigtet bag bogen. Jeg måtte ikke se hende.
– Griner du eller græder du? sagde jeg og strøg hende over håret.

Jeg må ikke trække min kone op på den måde. Hun har menses for tredje gang i denne måned.


***

Jeg er lykkelig, når du er nær

***
– Jeg kender ingen lykkelige mennesker, sagde min kone.
– Hvad med mig? sagde jeg. – Er jeg ikke lykkelig?
– Ha! Du har været miserable de 21 år, jeg har kendt dig.
– Tror du, det har noget med det at gøre?
– Sure, blame everyone else but yourself.
– I wouldn't dream of it.

Og det ville jeg heller ikke. Jeg blamerer mig gerne.



PS Dele af denne eksistentielt betonede samtale foregår på engelsk, fordi børnene er der.
– Jeg ved altså godt, hvad I taler om, siger min datter.
– Nej, du gør ej, siger jeg. – Hvad betyder f.eks. "egregious lugubriosity"? ... Der kan du bare se.
***

Lortemorgen XXXVII

***
Jeg står og børster min datters hår, og hun begynder at græde. Hun har ikke fået det børstet i fire dage. Vi skal skynde os i skole.
Så siger min kone: – Kan du ikke forstå, at når hun græder, er det fordi, det gør ondt?
– FUCKIT! råber jeg og smider børsten ned i gulvet, så den går i stykker. – Kan du ikke bare blande dig udenom? Ja, jeg er så ond. Far er ond!
– Åh, du har bare så ondt af dig selv. Det er bare så synd for dig!
– GODDAM FUCKIT!


Udsnit af anonym børnetegning, der lå og flød.
***

På forhånd tabt weekend

***
Jeg stod uden for døren og tænkte: Hvad skal jeg egentlig her? Så gik jeg indenfor.

Det første min kone gør er at bebrejde mig alt, men navnlig at det er mit lort, der ligger og flyder allevegne. Uddrag: – Jeg så det, da du var væk, det første du gjorde, da du kom ind ad døren, var at rode. Du dækker hver en flade. Erfaringen fortæller mig, at ...

Her bryder jeg ind: – Kan du ikke lade være med at blande hele verdenshistorien ind i det? (erindrende Dalai Lamas råd om et lykkeligt ægteskab – et emne hvori han jo, som munk, må formodes at være ekspert: Lad være med at blande andre, tidligere skænderier ind i det igangværende, hvis I absolut skal skændes: begræns det til dét.)
– Jeg kender dig. Erfaringen fortæller mig, at ...
– Kan vi ikke lige holde os til sagen?
– Jo, men nu har jeg kendt dig i 20 år, og jeg kan huske ...
– Jeg går min vej, hvis det skal være på den måde.

Jeg går. Ud i køkkenet.

Så kommer min datter (9) ud:
– Du må ikke gå, jeg har slet ikke fået givet dig en krammer.
– Jeg går ikke nogen vegne, bare ud i køkkenet.

Hele dagen har jeg kigget måbende på mit eget liv.
***

Lørdagsunderholdning

***
Jeg skulle være taget til fest, i stedet blev jeg hjemme i kolo og kedede mig. Jeg trænger til forandring. S/h-fjernsyn der kun kan tage DR1: Barnaby, ingen computer, kun denne bog*) at læse:



Den er fuld af dårlige historier.

Eks.:





Sånogen kan jeg også lave:

Tårernes kraft

Jeg havde engang en kæreste. En dag skændtes vi, og bagefter fik jeg hende til at bolle med mig, men så begyndte hun at græde. Hvad, hvad? sagde jeg. Hun kunne ikke, når vi lige havde skændtes. Jeg var ligeglad.


Dyrplageren

Min far havde en fætter, der altid var led ved ham. En dag fandt han en muserede og smed ungerne op mod væggen af skuret én efter én, mens min far så på.


Kampen om Byggeren

Jeg sagde til min kone: – Du tror aldrig på, hvad jeg siger.
Hun sagde: – Bare fordi jeg ikke er 100% enig med dig altid.
– Hold op, hold op, græd min datter.

*) Danskbogen - Læse- og Lærebog i Dansk, Gyldendalske Boghandel - Nordisk Forlag - København 1944. Tro det eller ej: børnene læser stadig historier, der findes i denne bog, i skolen. Det er ikke engang løgn. Det siger min datter selv.
***

Det er dans, det er sjovt

***
Det er ikke en god dag.

– Du er et dumt svin, sagde min kone. – Du gør kun nar, det er det eneste, du kan finde ud af.

Jeg var kommet til at nævne hendes dans, og det må jeg ikke. Hun har alle dage troet, at jeg var ude efter hendes kreative udtryk, som om det ragede mig en skid.
– Jamen, det er jo dans, det er sjovt! siger jeg.
Men det er det ikke.*)

Jeg har overhovedet ikke gjort nar, jeg har bare nævnt det, Hvorfor skal hun være så skidesur altid.

Nu kan vi ikke stå ude i køkkenet og smøre mad sammen. Der er ikke plads for gnidningerne.

– Ja, og du er en sur kælling, siger jeg. – Hvor interessant tror du, dine små interesser er for andre end dig selv?!

*) – Hvad hvis jeg gjorde nar med din poesi? siger hun. – Men det gør jeg ikke.
– Hvorfor tror du, jeg ikke har vist dig et digt siden 1988? Jeg gider ikke høre på din kritik.
– Der fik du lige vendt den om, hva'?

Vi skal ud i kolo, men nu er kl. 2 (14). Vi kommer aldrig afsted.

* * *

– Hvad skændes I om? spørger børnene.
De ser lidt kede ud af det inde i sofaen.
– Jeres mor tror, jeg gør nar af hendes dans. Hun tror, jeg synes, hendes dans er sjov. Men det er den ikke. Det er en meget alvorlig dans.
***

Mægtigere end heroin

**
Hvad mon børnene ikke tænker, når de ser deres forældre synge Kaffe! Vi skal ha' kaffe! Yaah! Kaffe, kaffe, kaffe! og danse omkring?

De tænker: Vores forældre er kemiske robotter.

De tænker: Vores forældre er viljeløse slaver.

De tænker: Vores forældre er zombier, og deres blod er kaffe.

Voks aldrig op som os.


FØR


EFTER

Billederne her er fra det bedste afsnit af Dexters Laboratorium, hvor børnene ser, hvilken forbløffende effekt kaffe har på deres stakkels gamle forældre, og selv prøver en kop. Noget af det findes på videoen her, Do You Like Coffee? Desværre ser man kun, hvordan de ser ud før, ikke efter, så derfor får I Fred og Ginger i stedet for.
***